Det handler om kunsten

Af Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund. Kommentar i Berlingske Tidende 12. april 2013

Enhver arbejdsgiver, der slår en stilling op, har en naturlig interesse i, at opslaget bliver lagt mærke til af så mange som muligt. Det opnåede Odense Teater til fulde, da de slog stillingen som teaterchef op for nylig. Det var dog næppe helt den type opmærksomhed, man havde regnet med. Ifølge stillingsopslaget skal en kommende kunstnerisk teaterchef på Odense Teater underlægges økonomichefen i hierarkiet. Kritiske røster på Facebook, som mener, at der lægges op til for stor magt til den økonomiske direktør, fandt i den forløbne uge vej også til avisspalterne i bl.a. Berlingske.

Den aktuelle udvikling i Odense er ikke helt enestående, og jeg synes, at sagen sætter fokus på en tendens, vi har set i teaterverdenen i de senere år. På alle niveauer i organisationerne kan man registrere, at kunsten så småt mister terræn til fordel for det økonomiske og administrative. Bestemt ikke på alle teatre, men nogle steder.

Vi ser bestyrelser, hvor de eneste medlemmer med en decideret kunstnerisk faglighed er personalets repræsentanter. Vi ser, at økonomichefer rykker op i ledelseshierarkiet, og de kunstneriske chefer rykker ned. Vi ser, at personalegrupperne på teatrene bliver større i de administrative afdelinger og færre på og omkring scenen. På flere af de efterhånden få teatre, der har et fast ensemble, er antallet af faste skuespillere over årene faldet.

Det er tankevækkende – og bekymrende – når de kunstnere, som skaber kerneydelsen i teaterforretningen mister indflydelse i organisationerne. Det gælder uanset om vi taler i ledelsen eller på scenegulvet. Og det kan i sidste ende påvirke den kunstneriske udvikling på teatrene. Lad mig med det samme slå fast, at det efter min mening også er vigtigt med medarbejdere og ledere, der ved noget om økonomi og administration, så dette handler ikke om at komme af med den økonomiske styring. Men om at give kunsten en tilstrækkelig stor plads og indflydelse i organisationen.

Jævnligt efterlyser anmeldere og andre mere nytænkning i dansk teater. Både en officiel og en uafhængig teaterredegørelse har berørt dette. Og når vi taler om kunstnerisk udvikling, så er der ingen andre, der er bedre til at stå i spidsen for den end kunstnere.

Kan vi fx se en situation for os, hvor den kunstneriske leder ønsker at sætte en ny og måske eksperimenterende forestilling op, og hvor den økonomiske leder, som forventeligt har blikket rettet mod bundlinjen, er uenig. Teatret har råd til satsningen, men det er for usikkert, hvor mange billetter forestillingen vil sælge... kunne det måske lyde. Et tænkt eksempel, javel, men vel ikke helt urealistisk. Jeg ser i hvert fald en risiko for, at kroner og ører og de sikre satsninger vinder over de kunstneriske ambitioner.

Det er måske naturligt nok, at der i disse år er stort fokus på indtjeningen. Økonomien er stram på grund af offentlige besparelser og en finanskrise, der kan mærkes hos både publikum og sponsorer. Men man løser ikke teatrets økonomiske problemer ved at flytte mere af beslutningsmagten til de økonomisk ansvarlige. Man udvikler ikke teatret ved at spille sikkert – i hvert fald ikke, hvis man gør det hele tiden.

Kulturminister Marianne Jelved har efter sin tiltrædelse gjort en dyd ud af at slå fast, at kunsten skal laves for kunstens egen skyld. Den skal ikke altid tjene penge eller spændes for andre vogne end de kunstneriske. I et interview i det kommende nummer af Dansk Skuespillerforbunds medlemsblad Sceneliv slår hun fast, at kunsten skal vokse nedefra, og at den skal skabes af kunstnere uden indblanding af fx politisk karakter. Efter en årrække, hvor oplevelsesøkonomien nærmest skulle legitimere, at vi overhovedet giver penge til kunst, er det befriende at høre en minister sige højt, at god kunst skabes for kunstens egen skyld.

Samme blik kan man jo lægge på landets teatre. Er det kunsten, der skal drive forretningen, eller forretningen, der skal drive kunsten? Efter min mening er kunst en af de bedste drivkræfter til udvikling og forandring, og derfor er det selvfølgelig kunsten, der skal drive en udvikling på teatrene.

Naturligvis skal der være økonomisk styring, og vi har alle en interesse i veldrevne og økonomisk stabile teatre. Vi har på alle niveauer i organisationen brug for kolleger med andre kompetencer end dem, vi som kunstnere har. Men vi skal have den rigtige balance mellem kunstneriske og økonomiske interesser, så der er tilstrækkeligt med spillerum og magt til den kunstneriske leder. Udfordringen er at finde nogle ledelsesmodeller – måske også nogle helt andre end dem, som vi har set hidtil – som sikrer både udviklingen af scenekunsten og en økonomisk stabilitet.

For når vi – for at blive i de økonomiske termer – kommer til bundlinjen, så er det den kunstneriske leder og det kunstneriske personale, der skaber de oplevelser, som publikum køber i teatret. Det må vi aldrig glemme. Teatrene har behov for administration på grund af kunsten – ikke omvendt.