Fri mig for krisesnak på teatrene

Af Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund.
Debatindlæg i Jyllandsposten  2. juni 2016

Det er meget oppe i tiden at tale om krise på teatrene, om scenernes manglende evne til at forny sig og om svigtende billetsalg. Og straks må teatrene - over en bred kam - vende blikket indad og tænke i publikumsudvikling, i helt nye målgrupper og i udvikling af nye former. Ve den, der tør sige: Næh, her går det godt.

Men det er ikke desto mindre faktisk det, det gør.

Se ud over det samlede teaterlandskab - fra Aalborg, Mors, Herning, Aarhus, Fredericia og Haderslev over Fyn og til Sjælland og København. Børneteatre, ungdomsteatre, teater for voksne og teater for de gamle. Det hele er der, i hele landet og det går faktisk særdeles udmærket. Der er tordnende succeser, der må forlænges, og ind imellem er der selvfølgelig noget, der ikke trækker så mange, som man havde satset på. Men det kan ikke undgås.

Problemet er ikke, at teatrene ikke klarer det godt. Nej, den hyppigt omtalte teaterkrise, den opstår af, at alt bliver målt og vejet efter hvor mange bagdele, der kommer i sæderne. Og sådan kan man ikke simpelthen ikke vurdere, om teater er en succes.

Naturligvis skal der tjenes penge, men teatrene må engang imellem også have lov til at satse på forestillinger, de ikke på forhånd ved bliver succeser – men som de tror på kan udvikle noget. Hvor de prøver noget af.

Men ingen teatre, jeg kender til, laver forestillinger med det mål at få så få ind og se forestillingen, som muligt. Alle vil gerne nå publikum, få succes og skabe debat.

Nogle gange lykkes det - andre gange ikke. Men det er en del af teatret væsen, at man ikke sort/hvidt kan opgøre succes i antal solgte billetter. Og af kunstens væsen, i øvrigt.

Skal vi endelig tale om krise, er der snarere en krise i regeringens manglende opbakning. En regering, der - grotesk nok - tror, at man kan blive ved at skære ned i teatrenes bevillinger og få det samme for pengene.

Der er skåret ind til benet på langt de fleste teatre. Og det til trods får danskerne stadig uendelig meget god kunst for pengene. Der udvikles, tænkes og produceres for at nå publikum. Og publikum køber billet, de morer sig, de undres, de provokeres og de har en god aften eller dag. Det er virkeligheden.

Så fri mig for endnu engang at høre, at dansk teater er i krise. Sludder og vrøvl. Teatrene og skuespillerne på scenerne er en succes. Krisen er økonomisk og skyldes politikernes manglende forståelse for hvor vigtig kunsten er i et samfund.