Hvis vi skal være fleksible, skal systemet også være fleksibelt
Af Katja Holm, Formand for Dansk Skuespillerforbund
DEBAT: Skuespillere står ofte mellem jobs, når de bliver ansat til projekter af få måneders varighed. Hvis man ønsker fleksibilitet i samfundet, skal der skabes et fornuftigt sikkerhedssystem, når mennesker er imellem ansættelser, skriver Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Altinget 21. februar 2017.
Der er i de sidste år opstået et ønske fra arbejdsgivers side om ”fleksibilitet”. Det gælder faktisk de fleste arbejdsgivere rundt omkring. Fleksibiliteten går i al sin enkelthed ud på at kunne hyre folk til korte projekter – og ret hurtigt komme af med dem igen – uden de store omkostninger.
Efterhånden er der knap 500.000 danskere, der arbejder på korte ansættelser, projektansættelser, deltid og så videre.
Inden for det kunstneriske område er dette et vilkår, vi har kendt til i umådelig mange år. Hverken teatre eller producenter af film og tv har den likvide beholdning til at fastansætte kunstnerne.
Tænker man for eksempel tilbage på serien Rejseholdet, hvor over 200 skuespillere optrådte, havde budgetterne nok også set noget anderledes ud, hvis alle disse skuespillere skulle have været fastansatte.
Men det betyder jo ikke, at jeg ikke gerne ville ønske mig det anderledes. For i øjeblikket ser vi færre ansættelser og kortere varighed på ansættelserne. Et ganske stort problem for den enkelte kunstner, der skal betale sin husleje.
Fem arbejdsgivere på et år
I det hele taget er kunstneres arbejdsliv noget sammenstykket – det kan jeg sige uden at overdrive det mindste. For nylig lavede vi i Dansk Skuespillerforbund en Megafon-undersøgelse, der viste at 28 procent af vores medlemmer har haft mere end fem arbejdsgivere inden for det seneste år.
Det betyder, at der opstår huller i ansættelsernes sammenhæng. Det er sjældent, at vi går direkte fra det ene til det andet.
Som kunstner kan jeg have mange ansættelser af forskellig varighed på et år, og ofte er vi booket mange måneder, nogle gange år, ude i fremtiden, men hvis jeg er arbejdsløs i tre måneder skal jeg stå til rådighed for arbejdsmarkedet og søge fuldtidsstillinger.
Det betyder, at man ofte må sige til potentielle arbejdsgivere, at man gerne vil søge jobbet, men at man om tre måneder er engageret et andet sted. Det er jo ikke rimeligt over for arbejdsgiveren.
Kulturministeren har i et svar til Ugebrevet A4 forholdt til sig forbundets undersøgelse: ”Jeg er godt klar over, at jobbet som skuespiller ikke passer godt sammen med reglerne på dagpengeområdet. Det er desværre en udfordring for flere fag inden for kunst- og kulturverdenen, fordi mange her har atypiske ansættelser, som reglerne ikke tager hensyn til.”
Kan ikke reduceres til en kunstner-udfordring
Men det er her kulturministeren tager fejl. For dette kan ikke længere reduceres til en kunstner-udfordring. Det gælder flere og flere i det danske samfund. Og dét bliver man nødt til at tage fornuftig stilling til.
Hvis man ønsker høj grad af fleksibilitet i samfundet, skal der ud over ordentlige lønninger skabes et fornuftigt sikkerhedssystem, når mennesker er imellem ansættelser.
Sådan som dagpengesystemet de sidste par år gentagne gange er blevet strammet, hænger slet ikke sammen med freelancetilværelsen.
Dagpengesystemet er bygget til almindelige lønmodtagere, der arbejder 37 timer om ugen, har fast månedsløn, pension, feriepenge og ATP-bidrag. Men som atypisk ansat har man ikke et fast ugentligt timetal, og månedslønnen kan svinge.
Det må og skal der laves om på, og vi arbejder sammen med mange andre for at komme med gode og konstruktive løsninger, som kan skabe et bedre dagpengesystem.
Vi har den fornødne erfaring og går gerne forrest. For der skal skabes gode og langsigtede løsninger, hvor det er andet og mere end en symbolsk handling ud fra en nærværende folkestemning, der afgør om der skal ske ændringer i dagpengesystemet.