Nyt forskningsprojekt om grænseoverskridende adfærd inden for film, tv og teater

Forskere skal kortlægge grænseoverskridende adfærd inden for film, tv og teater
Et nyt forskningsprojekt sætter i den kommende måned fokus på krænkende adfærd og ligebehandling i film-, tv- og teaterbranchen. Fire centrale organisationer er gået sammen med Aarhus Universitet om projektet, der også skal se på, hvordan problemerne bedst kan forebygges. Medarbejderne inden for film, tv og scenekunst skal ikke frygte chikane og dårligt psykisksocialt arbejdsmiljø. Derfor er en gruppe centrale aktører (Dansk Teater, Dansk Skuespillerforbund, Producentforeningen og Danske Filminstruktører) nu gået sammen med forskere fra Aarhus Universitet om en grundig undersøgelse af, hvor problemerne opstår – og hvordan de kan løses.

"De seneste to år har desværre vist os, at der er nogle problemer med chikane og krænkelser på vores arbejdsområder, som vi ikke har været gode nok til at tage hånd om. Heldigvis er der bred enighed om, at problemerne skal løses, men det er selvfølgelig ikke nok at snakke. Vi mangler i dag viden om, hvor og hvordan problemerne opstår – og hvordan vi som branche bedst griber dem an," siger Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund.

Gennem forskningsprojektet 'Grænseoverskridende adfærd i film-, tv- og scenekunstbranchen:- En undersøgelse af diskrimination, chikane, uønskede seksuelle oplevelser og vold', skal forskere fra Aarhus Universitet kortlægge problemerne med det psykosociale arbejdsmiljø i branchen og komme med konkrete bud på, hvordan branchen kommer problemerne til livs.

Fokus på sårbare situationer

"Problemstillingerne er ikke særegne for vores branche, men her eksisterer muligvis nogle særlige vilkår og strukturer, som giver en større risiko for, at problemer med et dårligt psykisk arbejdsmiljø kan opstå. Vi har fx mange freelancere, som ikke altid oplever den samme beskyttelse som fastansatte. Vi har også en del arbejdssituationer med stort pres, eksempelvis op til præmierer, hvor tonen kan være hård og procedurer går fløjten, fordi det skal gå stærkt. Det skal vi vide mere om, for at kunne sætte ind de rigtige steder og på den rigtige måde," fortæller Louise Stenstrup, direktør i Dansk Teater.

Aarhus Universitet vil derfor have særligt fokus på netop de faser og situationer i arbejdslivet, som kan give ekstra udfordringer. Men der vil også være et bredt blik på, hvordan de generelle strukturer i branchen kan påvirke arbejdsmiljøet.

En konkret, fælles indsats
"Undersøgelsen er kun første led i en større indsats, for den nye viden har kun værdi, hvis den bliver brugt til at skabe reelle forandringer," påpeger Jan Neiiendam, konstitueret adm. direktør i Producentforeningen.
"Det er helt afgørende, at projektet her munder ud i nogle konkrete indsatser, som virker. I dag ved vi reelt ikke, hvilke typer af indsatser, der har den bedste effekt. Skal vi udarbejde flere eller bedre generelle retningslinjer? Eller er det dialog med den enkelte, der virker? Vi har brug for en fælles indsats baseret på viden, så vi ikke står i den samme situation om fem år," siger han.

Resultaterne af forskningsprojektet forventes at ligge klar i maj 2020, hvorefter de vil blive formidlet både internt i branchen og til offentligheden.

Fakta om undersøgelsen:

  • Forskningsprojektet skal bl.a. bygge på en spørgeskemaundersøgelse blandt alle i branchen og uddybende interviews med et repræsentativt udvalg af enkeltpersoner.
  • Den indhentede viden vil blive brugt til at kortlægge, hvilke problemer, der typisk opstår, hvilke steder i branchen. Der vil være fokus på, hvordan faktorer som ledelsesansvar, fagområde, køn og jobusikkerhed spiller ind i forhold til problemerne.
  • Der vil være særlig opmærksomhed på folk i branchens vækstlag og overgangen til det professionelle liv. Gråzonerne mellem arbejdsliv og privatliv vil også blive nærmere undersøgt.
  • Projektet skal bl.a. munde ud i en række konkrete anbefalinger til, hvordan branchen fremadrettet sikrer et godt psykosocialt arbejdsmiljø. Resultaterne vil blive offentligt tilgængelige.
  • Forskningsprojektet skal udmøntes af Aarhus Universitet i samarbejde med Dansk Teater, Dansk Skuespillerforbund, Producentforeningen og Danske Filminstruktører.

Yderligere oplysninger:
Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund, tlf. 20 46 18 94.