Kultur er det, vi laver, når vi går på arbejde

Leder i magasinet Sceneliv #1 2023
Benjamin Boe Rasmussen

Vi har fået ny kulturminister, og jeg er spændt på at møde ham. Han virker som et spændende og modigt valg, og han er i hvert fald en kulturminister med pondus og adgang til de magtfulde udvalg under regeringen. Og jeg vil gerne bruge et af hans tweets som udgangspunkt for den her leder.

“Kultur er alt det, vi laver, når vi ikke går på arbejde,” skrev han lige efter udnævnelsen. Nogle oplevede det som en provokation, men for os teaterfolk er det jo egentlig lidt rigtigt. For når folk forlader deres arbejdsplads og glæder sig til en aften i teatret, er det tid til, at vi stempler ind og begynder vores arbejdsaften. Og det er vigtigt at understrege, at det præcis er det, det er. Et arbejde.

Vores fagforening repræsenterer med andre ord en del af dansk erhvervsliv – ikke en flok frivillige, der laver kunst for sjov. Selvfølgelig er det besnærende kun at se røde løbere, gallaklædte kunstnere, champagnepremiererne og danskere med succes i Hollywood og på de internationale festivaler. Men alt det er præmier, et bonusresultat af vores arbejde – og det er slet ikke noget, vi kan betale husleje, indkøb, benzin eller daginstitutionspladser med. Her har vi brug for den løn, vi tjener, når vi går på arbejde – og den er langt fra altid, hvad den burde være.

Det er det tema, jeg gerne vil fokusere på – ikke mindst nu, hvor både inflation og leveomkostninger stiger. En stor del af kulturen, blandt andet scenekunst, film og tv, bliver nemlig støttet af alle danskere via skattebilletten, og derfor er det nødvendigt, at vi stiller skarpt på, hvilke vilkår vi er med til at støtte.
For eksempel synes jeg, at vi bør stille krav om, at de produktioner, der modtager støtte, er bæredygtige – når det gælder både økonomien og arbejdsvilkårene. Der skal være ordnede forhold og en fair løn til dem, der leverer indholdet. Jeg siger ikke, at kulturen skal have flere støttekroner, men at de skal komme med en række krav. På samme måde som i min velkendte vending om, at man ikke kan banke et pissoir op på en mark i Jylland eller bygge en metro i København, uden at entreprenører og underentreprenører skal leve op til et hav af regler. Det samme burde gælde inden for kunsten og kulturen.

Forleden fik jeg en sms fra et medlem – her er noget af det, han skrev: “Jeg har levet de sidste mange år som turnespiller. Jeg stod op, jeg kørte, jeg pillede ned, og jeg har sovet på et hotel, så jeg var aldrig hjemme hos min familie. Overenskomsten er på turneområdet så vanvittig hård. Det er en basisløn, og jeg har så mange opgaver, som ikke er at spille. Jeg bliver så ked af det, når jeg ser arbejdsgiverne tale kroner og øre. Hvis ikke de vil give os mere i løn, så giv os i det mindste tid sammen med vores familier eller tillæg for vores ekstra arbejdsopgaver.”

Hans historie er langt fra den eneste. Senest har vi talt med medlemmer, som ikke får løn under sygdom, eller som får aflyst opgaver uden kompensation. Ting, der ville være uhørt i ethvert andet erhverv. Det er ikke for at udstille vores branches arbejdsgivere – alle gør, hvad de kan, med de midler de har til rådighed. Men det er derfor, vi skal se på, hvor mange produktioner, der får statsstøtte, og sikre at der altid følger krav om løn og vilkår med.

Det her skal ikke opfattes som ynk, for det er det ikke – vi har valgt vores erhverv, fordi vi synes, det er det bedste, der findes, og fordi vi er dygtige til det. Men kunst er ikke et kald, det er et erhverv – og vi er en fagforening, der er sat i verden for at slås for vores medlemmers ret til ordentlig løn og arbejdsforhold. Ikke mindst alle dem, der skaber kunst i rammer, der bliver støttet med penge fra vores fælleskasse. Ellers ender vi med, at ingen har råd til at vælge kulturen som arbejdsplads.