Kunsten og bundlinjen

Leder i magasinet Sceneliv #3 2013
Katja Holm

Odense Teaters stillingsopslag til posten som teaterchef har sat sindene i kog, og en diskussion på Facebook fandt også vej til avisernes spalter. Stillingsopslaget lægger nemlig op til, at den økonomiske direktør er overordnet teaterchefen – og dette blev da også bekræftet af bestyrelsens formand.

Jeg synes, at sagen sætter fokus på en tendens, vi har set i de senere år. På alle niveauer i organisa-tionerne kan man registrere, at kunsten så småt mister terræn til fordel for det økonomiske og administrative. Bestemt ikke på alle teatre, men nogle steder.

Vi ser bestyrelser, hvor de eneste medlemmer med en decideret kunstnerisk faglighed er personalets repræsentanter. Vi ser, at økonomichefer rykker op i ledelseshierarkiet, og de kunstneriske chefer rykker ned. Vi ser, at personalegrupperne på teatrene bliver større i de administrative afdelinger og færre på og omkring scenen. På flere af de efterhånden få teatre, der har et fast ensemble, er antallet af faste skuespillere over årene faldet.

Det er tankevækkende – og bekymrende – når de kunstnere, som skaber kerneydelsen i teater-forretningen mister indflydelse i organisationerne. Det gælder uanset om vi taler i ledelsen eller på scenegulvet. Og det kan i sidste ende påvirke den kunstneriske udvikling på teatrene. Jævnligt efterlyser anmeldere og andre mere nytænkning i dansk teater. Og når vi taler om kunstnerisk udvikling, så er der ingen andre, der er bedre til at stå i spidsen for den end kunstnere.

Kan vi fx se en situation for os, hvor den kunstneriske leder ønsker at sætte en ny og måske eksperimenterende forestilling op, og hvor den økonomiske leder, som forventeligt har blikket rettet mod bundlinjen, er uenig. Teatret har råd til satsningen, men det er for usikkert, hvor mange billetter forestillingen vil sælge... kunne det måske lyde. Et tænkt eksempel, javel, men vel ikke helt urealistisk.
Det er måske naturligt nok, at der i disse år er stor fokus på indtjeningen. Økonomien er stram på grund af offentlige besparelser og en finanskrise, der kan mærkes hos både publikum og sponsorer. Men man løser ikke teatrets økonomiske problemer ved at flytte mere af beslutningsmagten til de økonomisk ansvarlige. Man udvikler ikke teatret ved at spille sikkert – i hvert fald ikke, hvis man gør det hele tiden.

Kulturminister Marianne Jelved har efter sin tiltrædelse gjort en dyd ud af at slå fast, at kunsten skal laves for kunstens egen skyld. Den skal ikke altid tjene penge eller spændes for andre vogne end de kunstneriske. I et interview i dette nummer af Sceneliv slår hun fast, at kunsten skal vokse nedefra, og at den skal skabes af kunstnere uden indblanding af fx politisk karakter.

Samme blik kan man jo lægge på landets teatre. Er det kunsten, der skal drive forretningen, eller forretningen, der skal drive kunsten? Efter min mening er kunst en af de bedste drivkræfter til udvikling og forandring, og derfor er det selvfølgelig kunsten, der skal drive en udvikling på teatrene.

Naturligvis skal der være økonomisk styring, og vi har alle en interesse i veldrevne og økonomisk stabile teatre. Vi har på alle niveauer i organisationen brug for kolleger med andre kompetencer end dem, vi som kunstnere har. Men vi skal have den rigtige balance mellem kunstneriske og økonomiske interesser, så der er tilstrækkeligt med spillerum og magt til den kunstneriske leder.

For når vi – for at blive i de økonomiske termer – kommer til bundlinjen, så er det den kunstneriske leder og det kunstneriske personale, der skaber de oplevelser, som publikum køber i teatret. Det må vi aldrig glemme. Teatrene har behov for administration på grund af kunsten – ikke omvendt.