Efteruddannelse for professionelle skuespillere, dansere, sangere og musicalperformere
DSF Studios kurser er for DSF-medlemmer, rettighedshavere i Filmex og for andre der arbejder professionelt inden for ovennævnte faggrupper, eller som kan opfylde mindst et af forbundets medlemskriterier, læs mere her

Karakterarbejde og auditiontræning (opera) med Elisabeth Linton & Gisela Stille

Dato:
25-29. november
Tidspunkt:
kl.10.30-15.30
Sted:
DSF Studio, Tagensvej 85, 2200 København N
Antal deltagere:
10
Tilmeldingsfrist:
9. oktober
Pris:
500 kr.
Karakterarbejde og auditiontræning (opera) med Elisabeth Linton & Gisela StilleKarakterarbejde og auditiontræning (opera) med Elisabeth Linton & Gisela Stille

Kurset henvender sig til dig, der vil gå i dybden med en rolle fra forskellige vinkler med henblik på at finde en nuanceret rollefortolkning og kunne formidle den, samt sidenhen at kunne tage erfaringerne med dig ind i en audition.

Vi vil undersøge teksten og dens samspil med musikken, både ved klaveret og på gulvet, men altid med karakteren og dennes formidling i fokus.

Vi starter med at undersøge rollen med udgangspunkt i partituret og derefter i forholdet til stykket/librettoen. Vi vil arbejde med det selvvalgte materiale scenisk på gulvet, og afslutter kurset med at bruge det samme materiale til auditiontræning.

Vi lægger vægt på sangeren som fortolker og formidler - hvad ligger fast og hvad vælger jeg selv som fortolker - og hvordan formidler det via stemme, udtryk og krop?
Hvad kan sangeren kræve af instruktøren og hvilket ansvar har sangeren i forhold til instruktøren? Hvad gør man når scenen/stykket og sangen trækker i forskellige retninger?

OBS: Deltagernes repertoire (to arier) og noder skal sendes to uger inden kurset.

Elisabeth Linton er uddannet sceneinstruktør fra Statens scenekunstskole 2001 og har siden instrueret opera, musical og skuespil rundt om i Europa, bl.a. La Boheme på Det Kongelige Teater, Don Giovanni på Stadtteater Bern, Tristan und Isolde på Den finske NationalOpera og nu senest Matilde the musical på Malmö Opera. Hun har parallellt med sit virke som instruktør arbejdet som dramaturg siden 2015. Elisabeth er siden 2017 ansat på Malmö Opera som chefinstruktør og dramaturg.

Gisela Stille har mange års erfaring som operasanger både herhjemme og internationalt. Hendes repertoire er bredt, og det er blevet til over 60 roller gennem årene. Alene det sidste år har Gisela sunget Mathilde (Guillaume Tell) i Melbourne Australien, Rezia (Oberon) i Graz i Østrig, Rosalinde (Flagermusen), Mimi (Bohème) og Leonora (Trovatore) på Det Kongelige Teater. Sidstnævnte gav hende en Reumertpris for bedste sanger i Danmark 2019.

Gisela har i nogle år holdt en workshop "Get ready for audition" for unge sangere rundt om i Europa. Erfaringerne fra mange år i branchen giver hun nu videre til næste generation, som bliver klædt på til situationen og lærer at undgå de største faldgruber på vejen!!

Pianist 25+26+28+29/11: Per Møllehøj, 27/11 Klavs Lewinsky.