Sommerhuse til salg

Dansk Skuespillerforbund sælger sine sommerhuse i Saunte og Lønstrup. Vi har i flere år gjort alt, hvad vi kunne for at beholde dem, men sommerhusene har i årevis kørt med et voksende underskud, og derfor har revisionen gjort klart, at vi ikke kan fortsætte. Mange vil savne deres ferier i husene, så bestyrelsen har besluttet, at medlemmerne som de første skal have tilbuddet om at købe de to sommerhuse.

Sommerhuset i Hornbæk/Saunte er beliggende i et smukt grønt område i udkanten af Hornbæk Plantage. Huset har fire sovepladser samt en hems. Huset er et nyistandsat træhus med brændeovn og opvaskemaskine. Fra huset er der en kilometer til havet og et par kilometer til Hornbæk centrum.

Sommerhuset i Lønstrup i Nordjylland er også et nyistandsat træhus med brændeovn, opvaskemaskine og seks sovepladser. Fra sommerhuset er der havudsigt, da der kun er 100 meter til en af Danmarks smukkeste strande.

Salgsprisen er endnu ikke helt fastlagt, men et foreløbigt prisoverslag ligger på 1.995.000 kroner for sommerhuset i Lønstrup og 1.895.000 kroner for sommerhuset i Saunte.

Kontakt Nanna Møller på 33 24 22 00 senest 1. marts 2019, hvis du er interesseret i at vide mere.

Medlemmer har fortsat mulighed for at leje Ravelinen på Christiansø (ansøgningsfrist: 1. marts), som skuespillerforbundet deler med Dansk Journalistforbund.