Endnu en leder om dagpenge

Leder i magasinet Sceneliv #5 2018
Benjamin Boe Rasmussen

Her i sommerferien blev jeg ringet op af en journalist, som ville vide, hvad jeg mente om, at en højt profileret kollega havde sagt sit medlemskab af FTF-A op. Som gammel fagforeningsmand har jeg selvfølgelig altid ment, at dagpenge er en fælles og solidarisk forpligtelse. Men efterhånden som dagpengeloven bliver revideret i Folketinget i efterhånden hvert eneste frikvarter, er forsikringen og vores dagpengeret step by step blevet så udhulet, at jeg godt kan forstå, at flere medlemmer har valgt at melde sig ud.

Og ordet solidaritet, det er lige før, at jeg dårligt nok kan bruge det. For vis mig, hvor politikernes solidaritet med de atypisk ansatte og med kunstnerne i vores samfund er henne?

Beslutningstagerne er så glade for mantraet ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Men for det første er præmissen åndssvag. Det kan altid betale sig at arbejde – betale sig socialt og fagligt. Vi tager jo ikke en uddannelse for at gå derhjemme og fise den af, og jeg kender ingen dansere, skuespillere, sangere eller musicalperformere, som synes, det er superfedt ikke at tjene penge, eller som synes, det er dejligt at blive høvlet igennem latterlige aktiveringstiltag i jobcentrene.

For det andet: De siger, at det skal kunne betale sig at arbejde! Ok. Javel, så. Men forklar mig så lige, hvorfor man har skruet en ny dagpengelov sådan sammen, at vi rent faktisk bliver økonomisk straffet for at sige ja til arbejde?

Udover at lave en lov, der ikke tilgodeser, at vi let kan have 10-15 arbejdsgivere på et år, må vi heller ikke sige ja til tv- og filmopgaver, med mindre det er fuldtidsansættelser. Vi kan ikke beholde de deltidsjobs, vi har (som for eksempel kirkesangere), fordi… Ja, fordi? Det giver jo ingen mening! Og der er desværre mange flere eksempler på benspænd for den solidariske arbejdsløshedsforsikring, dagpengene oprindeligt var tænkt som.

Det kan udmærket være at reglerne er skræddersyet til – og måske også virker – i et industrialiseret samfund. Men, hallo! Det lever vi ikke længere i. Og det er ærligt talt længe siden, dét var en nyhed.
Så, selvom det gør ondt, så forstår jeg godt de kolleger, som vælger at melde sig ud af A-kassen. For hvorfor betale kontingent til en fodboldklub, hvor man aldrig kan komme på holdkortet?

Når det er sagt, så er vores gode kollega, der fik mig til at starte på hele denne her svada, privilegeret: Han er en af dem, som har meget at lave, og han kan indrette sit liv til perioder med frihed. Det er bare ikke alle, der har den mulighed, og det gavner ingen i det her samfund, at vores sikkerhedsnet og det økonomiske grundlag for at have et atypisk arbejde efterhånden er helt urimeligt tyndslidt.
De siger, det skal kunne betale sig at arbejde. Et fristende modspørgsmål kunne være: Hvorfor har det så lidt værdi at være kunstner i Danmark, at man ikke i det mindste anerkender vores virkelighed og vores arbejdsliv, når man opfinder et nyt dagpengesystem?

For hvis det bliver endnu vanskeligere at arbejde som kunstner i Danmark, hvis det bliver tæt på umuligt at skabe sammenhæng i tilværelsen for alle mulige andre kreative mennesker i korte kontraktansættelser, så mister vi vækst og innovation. Samfundet bliver kedeligt og visionsløst som Lille Bredballe en regnvejrsdag i oktober.

Derfor skulle vi have endnu en leder om dagpenge. Derfor må vi tage opgaven på os og hjælpe politikerne til at forstå konsekvenserne af at udhule Flexicurity modellen. Derfor insisterer jeg på, at diskussionen om prekariatet og det atypiske arbejdsmarked bliver taget alvorligt.

 

 
shemaleup.net