Et trygt arbejdsmiljø giver den bedste kunst

Leder i magasinet Sceneliv #8 2017
Katja Holm

I den sidste lange tid har mediebilledet været præget af historier om sexchikane, både herhjemme og i udlandet. Tre af de kvinder, som først stod frem i USA, er for eksempel på forsiden af Time Magazine, så jeg i dag.

Når det kommer så voldsomt frem nu, er det, for mig at se, et opgør med en tavshedskultur, hvor vi indimellem siger ja til for meget, fordi vi er bange for vores job eller fremtidige muligheder.

Det gælder i virkeligheden på mange områder i vores branche. Prøv at spørge jer selv, om I ikke i en given situation har lagt bånd på jer selv eller i det mindste hørt om andre, der har, fordi I ikke ønskede at blive uvenner med nogle i branchen. Hvor tit ignorerer vi ikke noget af frygt for konsekvenserne for karrieren?

Det er et meget vanskeligt opdrag at leve med, og det er i virkeligheden ganske paradoksalt: I en branche, hvor vi forventes at være modige, stille os op og sågar ofte springe ud fra 3-5 eller 10 meter-vippen, i den branche går vi indimellem stadig rundt med en generel usikkerhed.

Men selvom frygten for næste job desværre er et vilkår i vores branche, så er der ting, vi kan gøre op med. Vi kan og vi skal gøre op med sexchikane, mobning og chikane, og derfor har Dansk Skuespillerforbund og Producentforeningen indkaldt alle interessenter inden for film, teater og tv til sammen at løfte det ansvar. Det er en opgave, jeg ser frem til at løse, og jeg glæder mig over, at alle står ved deres ansvar.

Det er klart, at der i løbet af mange ugers mediedebat om sexchikane går nuancer tabt, og jeg ved godt, at det gør nogen bange. Nogle er bange for at stå frem, andre er bange for at blande sig, andre igen bliver pludselig opmærksomme på, om deres historier nu passer sig. En del har luftet frygten for, at kampen for et godt psykisk arbejdsmiljø vil blive på bekostning af den humor og det frisprog, der hersker iblandt os.

Udmeldingerne og holdningerne er mange. Men tilbage står dog én vigtig ting over alle: Krænkelser må ikke finde sted. Der er mange forklaringer på, hvorfor det kunne ske, men det skal naturligvis stoppes. Og der er ikke et misforhold mellem at stoppe krænkelser, mobning og chikane og at arbejde i et felt med humor og mod.

Det, at historierne kommer frem, er godt. Dels kan det hjælpe andre brancher – det er gået op for mig, at vi bestemt ikke står alene. Og dels bliver vi kollektivt opmærksom på, hvad vi kan tillade os over for hinanden. Vi bliver mere bevidste om at passe på hinanden, og vi skaber en større sikkerhed i en allerede usikker branche. Det er positivt.

Det vil aldrig ændre på vores evne og vilje til at stille os ud på vippen og gøre vores ypperste. Tværtimod. Jeg er overbevist om, at et trygt og godt arbejdsmiljø netop giver stor kunst. At hævde det modsatte er galimatias.

I denne proces bliver vi alle nødt til at udvise anerkendelse og mod. Vi skal anerkende, at vi sammen er midt i en gavnlig udvikling, også når det virker hårdt.

Og vi skal have modet til at blive ved med at fortælle, hvad vi oplever og har oplevet. Frem for alt håber jeg, at I alle, mænd og kvinder, vil udvise det mod og den tillid at kontakte os i forbundet, så vi kan vejlede og hjælpe. Vi har allesammen tavshedspligt, og det er helt afgørende, at vi ved, hvad I oplever, når vi sammen med de andre organisationer skal sikre et anstændigt arbejdsmiljø.

 

 
shemaleup.net