’Den skyldige’ er dansk Oscar-bud

21. september 2018
Foto: Nordisk FilmFoto: Nordisk Film

Den danske Oscar-komité peger på Gustav Möllers debutspillefilm 'Den skyldige' som det danske bud i kapløbet om en nominering i kategorien for bedste udenlandske film, skriver DFI på deres hjemmeside.

'Den skyldige' er valgt ud fra en shortlist på i alt tre kandidater, som komitéen udpegede i august. De to øvrige titler i spil var 'Lykke-Per' af Bille August og 'Vinterbrødre' af Hlynur Pálmason.

Hvert land kan indstille én film til nominering i Foreign Language-kategorien og ’Den Skyldige’ bliver altså Danmarks bud.  

Fra 1. oktober vurderes de indstillede film af en komité, der skal udvælge seks film. En anden komité tilføjer derefter yderligere tre film, for at sikre at der ikke er iøjnefaldende udeladelser på listen. Kort før jul offentliggøres den samlede liste på de i alt ni film. Derefter skal en komité på USA’s østkyst og en på vestkysten se de ni film og udvælge de fem film, som endeligt bliver Oscar-nomineret.

Det 91. Academy Awards Show finder sted søndag 24. februar 2019.