Efterspurgt IP-taskforce etableres

1. december 2017
Efterspurgt IP-taskforce etableres

Danmark tog et vigtigt skridt ind i den digitale tid, da justitsminister Søren Pape Poulsen på et samråd i Folketingets retsudvalg løftede sløret for rammerne for en ny specialenhed, der skal behandle IP-kriminalitet. Det er en markant styrkelse af indsatsen mod den hastigt voksende digitale kriminalitet.

Regeringen har besluttet at etablere en forsøgsordning for politiets og anklagemyndighedens behandling af straffesager om IP-krænkelser. Taskforcen skal bestå af 5-6 efterforskere, og det antal anklagere, der viser sig nødvendigt. 

Siden 2013 har skiftende regeringer haft fokus på at styrke håndhævelsen inden for IP-området. I den forbindelse har Rigsadvokaten sat forskellige initiativer i gang, men disse initiativer har dog ikke haft en markant effekt på de store udfordringer – men det laves der altså om på nu. 

Og det er rigtig gode nyheder for IP-afhængige virksomheder, det kreative Danmark og forbrugere. En lang række rettighedshavere har inden for den fælles organisation RettighedsAlliancen har længe opfordret til etableringen af sådan en taskforce. Dansk Skuespillerforbund er også medlem af alliancen.

Taskforcen skal håndtere eksisterende og nye sager om IP-kriminelle aktiviteter og fokus vil være på organiseret kriminalitet og bagmænd.

Erfaringerne fra forsøgsordningen indgår i den samlede evaluering af IP-kriminalitetsområdet, som skal foreligge inden sommeren 2018.