Folketingspolitikeren: “For mig er det vigtigt at vide, hvordan virkeligheden ser ud”

Af Kristine Høeg  |   19. februar 2026
“Produktionsrabatten er et eksempel på, at der godt kan være løsninger, som ikke er født i SF’s baghave, men som giver rigtig god mening for os,” forklarer Charlotte Broman Mølbæk, der sidder i folketinget for SF. Foto: Marie Hald
“Produktionsrabatten er et eksempel på, at der godt kan være løsninger, som ikke er født i SF’s baghave, men som giver rigtig god mening for os,” forklarer Charlotte Broman Mølbæk, der sidder i folketinget for SF. Foto: Marie Hald

Da Charlotte Broman Mølbæk blev valgt ind i Folketinget for SF og efterfølgende fik kulturordførerskabet, var det en stejl læringskurve, for området var ikke et, hun havde et fagligt kendskab til. Derfor prioriterede hun i starten at mødes med så mange interessenter som muligt. For hende er der ikke noget odiøst i at mødes med for eksempel Benjamin Boe fra Dansk Skuespillerforbund – ‘jeg har jo altid mine egne pejlemærker med’, forklarer hun.

Hvis du før 2019 googlede Charlotte Broman Mølbaks navn og dansk scenekunst, ville du få lige præcis nul søgeresultater. Det er det eksempel, hun selv giver som svar på spørgsmålet om, hvor stort hendes faglige kendskab var til branchen, da hun blev SF’s kulturordfører. Derfor giver det også sig selv, at der var ret meget viden, hun skulle have indhentet.
“Det var en stejl læringskurve – jeg skulle sætte mig ind i helt nye fagområder og strukturer, så i starten sagde jeg ja til stort set alle mødeinvitationer fra branchens interesseorganisationer. Helt fra min tid som byrådspolitiker har jeg vidst, at ét er, hvad man hører fra embedsmænd – noget helt andet er, hvad man hører fra dem, der står ude i virkeligheden. Derfor var det vigtigt for mig at mærke dem og lytte til, hvad de havde på hjerte. Men selv om der var ret åbne sluser, ved jeg godt, at alle har deres egen interesse,” fortæller Charlotte Broman Mølbæk, der før hun blev valgt ind i Folketinget arbejdede som pædagog og sad i Randers Byråd.
Og Charlotte Broman Mølbæk fik da også noget af en ilddåb som kulturordfører; ikke længe efter udnævnelsen bredte et virus sig med lynets hast over hele kloden og lagde blandt andet dansk kulturliv ned.

En god relation kan bære langt
“Corona har i den grad præget mit ordførerskab, for den vendte alt på hovedet. I første ombæring mente man jo ikke, at kulturen var så vigtig at tage sig af, men igennem vores daglige samtaler med branchen fandt vi politikere jo ud af, at embedsværket overhovedet ikke havde noget overblik over konsekvenserne – og at erhvervsministeriet havde helt andre interesser,” husker Charlotte Broman Mølbæk om den periode, der af flere aktører beskrives som et vendepunkt for dansk kultur og opfattelsen af dens værdi for vores kultur og samfund.
En af dem, som Charlotte Broman Mølbæk har opbygget et godt samarbejde med, er vores egen forperson, Benjamin Boe, og den relation er vigtig for begge parter, vurderer politikeren:
“Det er klart, at jeg over tid kommer til at oparbejde et netværk med bestemte organisationer og personer, som kan bidrage positivt til mit arbejde. Det er eksempelvis nødvendigt, at vi kan tale fortroligt, men der er ingen opskrift. Vi politikere er jo helt almindelige mennesker, og hvis vi har fælles interesser, og der er en god relation, kan det bære langt. Noget af det, jeg især har samarbejdet med Dansk Skuespillerforbund om, er netop rettigheder, som der er stort fokus på i tiden – ikke mindst i forbindelse med produktionsstoppet og sagen mod YouSee og Nuuday. Den viden, vi har fået, har haft kæmpe betydning for, hvordan vi ser på ophavsretten.”
Et andet eksempel på en proces, hvor vigtig viden fra kulturbranchen har været med til at skubbe på en politisk udvikling, er produktionsrabatten.

“Igennem vores samtaler med branchen fandt vi jo ud af, at embedsværket overhovedet ikke havde noget overblik over konsekvenserne – og at erhvervsministeriet havde helt andre interesser.”

Charlotte Broman Mølbæk

Nødvendig viden kan skabe nye løsninger
“Den er et eksempel på, at der godt kan være løsninger, som ikke er født i SF’s baghave, men som giver rigtig god mening for os. Her var en interesseorganisation fra kulturlivet, der gjorde os opmærksom på, at Danmark var det eneste land i Europa uden sådan en ordning, og det satte vores produktionsmiljø i en svær situation. Igennem mine mange samtaler får jeg hele tiden indblik i behov og i, hvordan et miljø fungerer. Og den viden er jeg jo nødt til at have, før jeg kan skrue på knapperne og skabe løsninger,” fortæller Charlotte Broman Mølbæk.
Hos SF’eren er der altså ingen tvivl: Det er nødvendigt for eksempel kulturorganisationerne at arbejde på de gode relationer til blandt andet politikere og meningsdannere, hvis de vil have mulighed for at influere de endelige beslutninger:
“Jeg vil sige, at det gælder om at placere sig så tæt på processen som muligt. Som organisation handler det om at gøre sig relevant, hvilket også er med til at sikre, at man bliver hørt – at ens input bliver set på som vigtigt.”

Til toppen