I sidste uge genstartede Niels Krause-Kjær fra Statens Kunstråd diskussionen om støtte til kunsten. Det skete efter kunstrådet havde uddelt arbejdslegater, fordi det viser sig, at antallet af ansøgninger er eksploderet – og især dem på scenekunstområdet. Hele 95,7 % flere ansøgninger om scenekunstprojekter havde Statens Kunstråd modtaget. Desværre er det et billede, vi også kan genkende her på Tagensvej.
Hvert år uddeler vi nemlig 3 millioner kroner produktionsstøtte til produktion af kortfilm og scenekunst. Siden corona er antallet af ansøgninger steget til det dobbelte, men vi kan ikke længere sige, at det skyldes pandemiens nedlukning af Danmark. Grunden er heller ikke, at der er kommet dobbelt så mange kunstnere. Nej, det handler jo i virkeligheden om det, jeg har talt om i årevis: Nemlig at støtten til dansk kunst og kultur bliver smurt så tyndt ud, at hverken løn- eller arbejdsvilkår er holdbare.
Situationen kommer sikkert af et godt hjerte; fra offentlig side ønsker man et mangfoldigt og rigt kulturliv, og derfor bliver der tilgodeset rigtigt meget forskelligt. Problemet er bare, at puljen ikke er tilstrækkelig til at skabe økonomisk bæredygtig kunst. De seneste fem år har vi haft to utroligt dygtige kulturministre, som har været med til at skabe en forståelse for, at kunst også er et erhverv, og at de kunstnere, der er med til at skabe en fælles national identitet og selvforståelse også betaler husleje, hakket oksekød og daginstitutionspladser som alle andre lønmodtagere.
Alligevel står vi nu i en situation, hvor alle kæmper om de samme midler. Væk er den tid, hvor støtte blev fordelt med hensyn til, hvor i det kulturelle landskab, man var. I DSF oplever vi i hvert fald, at huse og institutioner, som i forvejen modtager støtte af Kulturministeriet, også søger de midler, vi har til rådighed. Og det er penge, der vel at mærke skal give glæde og muligheder i det frie felt og blandt de rettighedshavere, der selv producerer kunst. Det betyder altså, at vi ser en kannibalisering, der igen medfører en fiaskospiral – både for vores medlemmer og kunsten generelt i Danmark. Alle taber, hvis ikke kunsten overlever.
–Benjamin Boe
Det er derfor, det er så vigtigt, at kulturen bliver en del af regeringsgrundlaget. Jeg ved godt, at der er mange vigtige ting på den politiske dagsorden, men i en tid hvor alle er enige om vigtigheden af et kulturelt beredskab, er det tvingende nødvendigt også, at kunstnere er arbejdskraft. Og de skal kunne leve af det, når de skal levere den kulturelle sammenhængskraft, vi har så meget brug for.
Så det giver næsten sig selv, at en ny regering ikke kan komme hurtigt nok. Vi skal have en regering, der kan hive scenekunstreformen op fra kulturministerens skuffe og få den vedtaget.
Og så skal vi have en debat om, hvordan vi strukturerer vores kulturliv, så det handler mere om formidling end overlevelse. For når ansøgningen om arbejdslegater og produktionsstøtte er fordoblet, er der brug for nytænkning. Det er også derfor, vi bakker op om kampagnen ‘Husk kulturen’, der skal minde vores politikere om at huske kulturen i regeringsgrundlaget. Vi har en scenekunstreform og et medieforlig, som skal stemmes over målstregen.
