“Jeg forvandlede mine journaler til teater”

Af Kirstine Q. Krefeld  |   22. oktober 2026
Maja Gliemann fandt efter sin forestilling ud af, at den havde givet stof til eftertanke hos de fagfolk, der sad i salen.
Foto: Amalie Laura Viktoria Rønn-Andersen
Maja Gliemann fandt efter sin forestilling ud af, at den havde givet stof til eftertanke hos de fagfolk, der sad i salen.
Foto: Amalie Laura Viktoria Rønn-Andersen

Da skuespiller Maja Gliemann fik adgang til sine journaler fra psykiatrien, kunne hun næsten ikke genkende sig selv i beskrivelserne. Det gav hende ideen til forestillingen ‘Klinisk Køn’, hvor hun fortalte den historie, hun oplevede, andre havde misforstået. I dag kalder hun det ‘terapeutisk’ og ser dele af sin autisme som styrker i sit fag.

14 år var Maja Gliemann, da hun første gang kom i kontakt med psykiatrien. Diagnosen hed angst og depression, og den sendte hende ind i og ud af systemet i 11 år. Flere gange blev hun henvist til udredning for autismespektrumforstyrrelse, men først som voksen fik hun diagnosen hos en psykiater med særlig viden om kvinder og autisme. Den proces skulle vise sig at blive vigtig for hende som skuespiller. For i forbindelse med den nye udredning blev hun bedt om at samle sine journaler, og her blev ideen født om at forvandle materialet til teater. Et open call fra Bådteatret satte gang i det hele.
“Det var terapeutisk for mig at tage det hele op og vende og dreje det og gøre det dramatisk. Det var vildt givende, for jeg følte, at jeg kunne lægge det hele over i mit manus. Det lettede,” fortæller Maja Gliemann.
I ‘Klinisk Køn’ undersøgte Maja Gliemann blandt andet afstanden mellem psykiatriens blik på hende og hendes egne erfaringer med processen:
“Jeg oplevede at blive set som den besværlige – og selvfølgelig var jeg det, for det var derfor, jeg var der. I forestillingen projekterede jeg min journal oven på mig selv for at visualisere, hvad psykiaterne sagde om mig.”
Forestillingen blev også en mulighed for at korrigere den fortælling, Maja Gliemann havde mødt om sig selv:
“Så mange mennesker havde en holdning til, hvad jeg gjorde. På den her måde fik jeg lov til at fortælle min egen historie: Det er sådan her, jeg gør, og sådan her, jeg er.”
Blandt publikum til forestillingen var der også fagfolk fra psykiatrien:
“En af mine bekendte, som arbejder i psykiatrien, var der med nogle kolleger, og der var en af dem, der efter forestillingen fortalte, at det gav stof til eftertanke, for hun kunne godt se, at psykiatrien kan blive meget firkantet. Især med en spektrumforstyrrelse kan det være svært at passe ind,” forklarer Maja Gliemann.

Autismen er også del af skuespillerstyrkerne
Diagnosen har samtidig ændret den måde, Maja Gliemann ser på sig selv og sine behov:
“Alt, der sker i mit liv, er jo ikke autismen – det kan jo være alt muligt. Nu ved jeg, at der er noget, der er anderledes ved mig, rent menneskeligt. Og at kunne lægge det derover og forstå – dét har taget meget skyld fra mig.”
Hun er også blevet bedre til at acceptere behovet for pauser og faste rutiner, især når arbejdslivet er intenst.
“Før tænkte jeg ‘hvorfor kan jeg ikke bare gøre mere og være social?’. Nu trækker jeg mig, når jeg har travlt. Hvis jeg har flere auditions på en uge, melder jeg ud til mine omgivelser og melder fra. Jeg sover mere og lukker generelt ned for andre stimuli. Når jeg har haft travlt i længere tid, bliver min tolerance mindre,” fortæller hun.
Maja Gliemann ser ikke nødvendigvis sin autisme som den ‘superkraft’, den nogle gange bliver fremstillet som, men hun kan sagtens forbinde nogle af sine styrker som skuespiller med sygdommen:
“Jeg har et hyperfokus med skuespillet. Jeg er meget empatisk, og det kan jeg trække over i skuespillet. Jeg kan virkelig mærke ting. Hvis jeg ignorerer mine begrænsninger, så slår jeg ud, men nu hvor jeg har et system, har jeg fundet ud af, at der er en masse, jeg sagtens kan.”

Til toppen