Annevig Sifka Schelde Ebbe: “Overenskomsten for dubbere var en mærkesag for mig. Nu fortsætter arbejdet på dubbingfronten!”
Jeg er uddannet skuespiller, men havde allerede min professionelle debut som syvårig. Jeg har lavet alt fra DR’s børnetime til Lars von Triers ‘Riget’. I mit voksenliv er det teater for børn eller i det hele taget noget for børn (tegnefilm, indlæsning af børnelitteratur osv.), som er blevet min levevej. Jeg elsker at bringe kunst ud til de små mennesker. Og da jeg selv startede som barn i branchen, er det også vigtigt for mig at passe på børnene, der arbejder i vores branche (dem bliver der flere og flere af) og deres rettigheder.
Jeg har haft fornøjelsen af, at sidde i DSF’s bestyrelse de sidste tre år. Da jeg blev valgt ind, manglede vi en ny overenskomst på dubbingområdet. Det var en mærkesag for mig, da det bla. er en del af branchen jeg bevæger mig meget rundt i. Den overenskomst har vi nu fået. Hurra!
Nu fortsætter arbejdet på dubbingfronten, men så sandelig også på alt det andet, som jeg brænder for. Vi mangler endnu mere fokus på bogindlæsning, vores rettigheder, det frie felt, AI… Alt sammen noget jeg brænder for.
Når det er sagt, så har jeg også erfaret, at man som medlem af bestyrelsen ikke bare sidder der, for det man tænkte var ens mærkesag, og det man måske blev valgt ind på. Man er en del af et større maskineri, og vi skal have kasketten på for alt, hvad der rører sig i vores branche.
Det har været helt utroligt lærerigt og vidunderligt at få lov at repræsentere jer som bestyrelsesmedlem i Dansk Skuespillerforbund, og jeg er slet ikke færdig med mit arbejde i bestyrelsen eller med at bruge min stemme. Og den vil jeg bruge på at kæmpe for vores rettigheder, vores værdi og værd i denne verden. Vi står over for mange udfordringer – som mennesker, men også som kunstnere. Og jeg er mere end klar til at møde de udfordringer. Klar til at være jeres talerør såvel som mit eget.
Jeg håber I vil sætte jeres kryds ved mig endnu en gang. Det har i hvert fald været en kæmpe fornøjelse indtil videre.