Tillidsrepræsentanten
– din medspiller på jobbet
Din tillidsrepræsentant er muligvis din vigtigste kollega på teatret eller din scenekunstproduktion – tillidsrepræsentanten er nemlig den person, du altid kan regne med.
Hvem går du til, hvis du oplever grænseoverskridende adfærd og uordentlige forhold, eller hvis du er usikker på ansættelses- og lønmæssige vilkår? Din tillidsrepræsentant. Vedkommende kan lytte, vejlede og guide – og ikke mindst være dit talerør over for arbejdsgiveren. Din henvendelse er altid fortrolig.
Du kan også tage kontakt til tillidsrepræsentanten, før du bliver ansat – vedkommende kan eksempelvis give dig indblik i lønniveauer og arbejdsvilkår, inden du selv skal forhandle dine vilkår på plads. Kontakt os på forbundet og find ud af, hvem du skal tale med.
Hvem er din tillidsrepræsentant?
På de større teatre er der faste tillidsrepræsentanter for skuespillere, dansere, musicalperformere og sangere. Kontakt forbundet for at finde ud af, hvem din tillidsrepræsentant er – eller spørg dine kolleger.
Er du freelancer på en scenekunstforestilling, vælger I i fællesskab en talsperson for forestillingen, når I påbegynder prøverne. Vedkommende er fungerende tillidsrepræsentant under prøverne og i spilleperioden. Husk at give DSF besked om, hvem I har valgt.
Er du i tvivl om, hvem din tillidsrepræsentant er på en aktuel forestilling, kan du kontakte os på forbundet eller spørge dine kolleger.
Har du brug for hjælp?
Du kan altid kontakte forbundets jurateam på tlf. 3324 2200 eller mail ved at klikke her.