Hvad er der sket for de skuespillere, som blev færdiguddannet for ti år siden – og hvordan forestiller de sig livet yderligere ti år ude i fremtiden? Vi har mødt afgangsholdet, som vi mødte tilbage i 2016 for at se, hvordan arbejdslivet har foldet sig ud.
For ti år siden var afgangsholdet fra Den Danske, og med i bagagen var både store drømme og frygten for fremtiden. Dengang stod de på scenen sammen på Betty Nansen Teatret i deres afgangsforestilling ‘Lille requiem om kærlighed’, og det var her, Sceneliv mødte dem i sin tid. Nu har vi opsøgt dem igen for at høre, hvordan det er gået med drømmene, frygten og livet i det hele taget i dag.
Fokus på balancen
Fælles for Matthias Sprogøe Fletting, Marie Marschner, Fanny Louise Bernth, Mathias Flint, Sara Hjort Ditlevsen og Mikkel Becker Hilgart er, at drømmene stadig lever – om end de har ændret sig undervejs. Og frygten for fremtiden har de på hver deres måde lært at leve med. For fuldstændigheden skal vi tilføje, at Anna Nøhr Tolstrup har valgt ikke at deltage denne gang. Tre i truppen har fået tre børn hver, nogle lidt færre, og det præger også synet på arbejdslivet som skuespiller, for hvordan skaber man bedst en balance mellem karriere og familieliv? “For ti år siden havde jeg nok større ambitioner om at slå igennem, men nu handler det også om at få hverdagen til at fungere,” siger Fanny Louise Bernth. Det samme giver Mikkel Flindt udtryk for. “Jeg kan huske en episode i påsken for nogle år siden, hvor børnene løb rundt i haven og ledte efter påskeæg – og der mærkede jeg tydeligt, at dét her er fundamentet i mit liv.”
“Det er noget, jeg gør – ikke noget, jeg er”
Der er sket noget for dem hver især i forhold til det med identiteten som skuespiller. Efter uddannelsen fyldte den meget for mange af dem – det var jo nu, det gjaldt. Og skuespillet er stadig vigtigt for dem, for de holder alle sammen meget af faget, men ‘der er andet i livet end arbejde’, som Mathias Flint siger. “Jeg er også kommet væk fra at lægge hele min identitet i at være skuespiller,” siger Sara Hjort Ditlevsen – noget som også Mikkel Becker Hilgart giver udtryk for: “Det er noget, jeg gør – ikke noget, jeg er.” “Jeg ville sige til mit yngre jeg: Der er ikke noget, du skal bevise. Husk, hvorfor du havde lyst til det,” lyder det fra Mathias Flint.
Kærligheden til teatret lever
Tanker om fremtiden fylder også i overvejelserne, og på spørgsmålet om, hvor de er om yderligere ti år, er svarene meget forskellige. “Jeg overvejer af og til et ekstra ben – undervisning, instruktion eller noget andet,” siger Matthias Sprogøe Fletting. For mange af dem er drømmen om Shakespeare og Lars Norén aktuel – især drevet af lysten til at udforske de mørkeste sider af menneskets sind. Og for dem alle står kærligheden til teatret stadig i lys lue: “Jeg kan blive bekymret for, hvad AI betyder for film. Teatret er et af de få steder, hvor det er nuet og nærværet, der er i centrum, og hvor vi er i et rum uden skærme,” siger Marie Marschner.
Da Mathias Sprogøe Fletting blev færdiguddannet, drømte han om at kunne ‘leve af at lege’, som han sagde dengang, og det er stadig en stærk drivkraft.
“Jeg har stadig følelsen af at lege – og det, jeg finder mest tilfredsstillende, er selve prøveperioden. Jeg bliver stadig positivt overrasket over, hvor hurtigt man kan finde ind i en fælles leg.”
“Det er teatret, der har givet brød på bordet. Der har også været lidt tegnefilmsdubbing og et par biroller i tv-serier.”
Hvordan er drømmene justeret, siden du blev færdig?
“Jeg minder mig selv om, at et arbejdsliv er et maraton og ikke en sprint. Det hele behøver ikke ske med det samme. Jeg har tre børn nu, så det er ok, at der ikke er fuld fart på i de her år. Men det er en ongoing øvelse at stole på, at det nok skal gå. Der skal nok være nogen, der ringer. Den bekymring havde jeg også for ti år siden. Jeg øver mig i at være i den – og i at nyde arbejdet, når jeg er i det, så det ikke bliver forurenet af bekymringer for fremtiden.”
Hvad ville du gerne have vidst for 10 år siden?
“At det hele skal ikke handle om frygten for arbejdsløshed. Det er vigtigt også at nyde pauserne, og lykken er ikke nødvendigvis en fuld kalender hele tiden.”
Hvordan ser du på fremtiden som skuespiller?
“Jeg overvejer af og til et ekstra ben – undervisning, instruktion eller noget andet. Nogle dage kan jeg hvile i pauserne, andre dage frustrerer det mig, at andres opkald påvirker mit humør.”
Hvor er du om ti år?
“Der er jeg 47, og jeg forestiller mig, at jeg stadig er skuespiller – men med en bredere faglighed. Måske inden for ledelse eller noget organisatorisk. Det kunne give stor tilfredsstillelse at være med til at skabe gode rammer, frem for nødvendigvis selv at stå forrest. Stadig inden for faget, men med mere ansvar og styring.”
Er der en rolle, du stadig drømmer om at spille?
“Jeg har to Shakespeareroller, jeg drømmer om: Richard den 3. og Jago i ‘Othello’. Det er karakterer fyldt af misundelse, sorg og vrede – følelser, vi normalt holder nede. Det er netop det, der gør dem tiltrækkende.”
Marie Marschner har været fastansat på Aarhus Teater, siden hun blev færdig fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus – men hun har netop opsagt sin stilling.
“Nu har jeg sagt op, så det her er min sidste sæson. Af forskellige årsager skal vi tættere på familie og venner, så vi flytter til Odense.”
“Jeg føler, at jeg står et parallelt sted nu i forhold til for ti år siden. Jeg står igen på tærsklen til noget nyt – som om jeg skal ud at prøve vingerne af igen.”
Marie Marschner starter på Odense Teater til sommer, men derefter er det åbent, hvad der skal ske. Ligesom sine kolleger Mathias Flint og Mathias Sprogøe Fletting har hun fået tre børn, og det er vigtigt for hende, at der er balance i forholdet mellem arbejde og familieliv.
For ti år siden ville hun gerne have vidst, at der ikke er nogen energi i at bekymre sig om fremtiden.
“Det er en tom energi, som fyldte meget – især lige efter vi blev færdige. Vi aftalte, at vi skulle sige til hinanden, når der skete noget, og jeg kunne se, hvordan de andre én for én fik job. Jeg bekymrede mig meget om, hvornår det blev min tur,” siger hun.
Bekymring for AI
“Jeg står et andet sted nu, fordi jeg har en erfaringsmæssig ballast efter mange år i et fast ensemble. Det er ikke givet, at der kommer arbejde, men jeg har ikke den samme tvivl som dengang,” siger Marie Marschner.
Tankerne om, hvordan AI udvikler sig, fylder i hendes tanker om fremtiden:
“Det er allerede i gang med lydbøger, og jeg synes, det er uhyggeligt. For mig er der noget særligt i måden, et menneske læser på – vejrtrækningen, nærværet – som ikke kan erstattes. Jeg kan også blive bekymret for, hvad det betyder for film. Til gengæld er jeg ikke bekymret for teatrets overlevelse. Det er et af de få steder, hvor det er nuet og nærværet, der er i centrum, og hvor vi er i et rum uden skærme,” siger hun.
“Jeg håber, at jeg stadig arbejder som skuespiller og kan leve af det om ti år – for jeg elsker det. Jeg kunne godt tænke mig at udforske mere tv og film og fortsætte med teater. Og senere i mit liv gad jeg godt spille roller som for eksempel Lady Macbeth. Hun er mørk og magtsyg – sider, som vi måske ikke viser frem, men som nok findes i os alle.”
Da interviewet med Fanny Louise Bernth fandt sted, var hun fem dage fra termin på sit andet barn. Og på én måde et helt nyt sted i sit liv – og samtidig fyldt af en velkendt følelse af ikke helt at vide, hvad fremtiden skal bringe.
Hvor er du i dag?
“Lige nu er jeg på barsel. Jeg spillede forestilling med turné indtil midt i december – og jeg var gravid hele forløbet igennem. For ti år siden havde jeg nok større ambitioner om at slå igennem, men nu handler det også om at få hverdagen til at fungere. Jeg elsker teater, og min drøm er at få tingene til at hænge sammen med livet omkring det – og jeg er meget tilfreds med de år, jeg har haft, siden jeg blev færdig. Det har virkelig været gode arbejdsår.”
Hvad ville du gerne have vidst for 10 år siden?
“Jeg tror, jeg havde en ide om branchen som et stort monster, jeg skulle ind og navigere i. Men min erfaring viser, at jeg har mødt dem, jeg skulle møde – og samarbejder er ofte opstået af sig selv, når jeg har holdt fast i mit eget kunstsyn.”
Er der en bestemt rolle, du stadig drømmer om?
“Nej. Lige nu er jeg meget optaget af moderskabet, og jeg er glad for, at jeg har fået lov til at spille mødre og øve mig på den rolle gennem mit arbejde. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg drømmer om. Måske er det også det, jeg prøver at sige – at jeg gerne vil lade tingene stå lidt åbne. Når jeg har været i en tilstand, hvor jeg er åben for, at noget kan ske, så er der også sket mere.”
Hvordan ser du på fremtiden som skuespiller?
“Jeg har en fornemmelse af, at der er færre roller som kvinde i sluttrediverne. Det får mig til at tænke på alternativer – videreuddannelse eller at blive bedre til selv at sætte projekter i gang.”
Hvor er du om ti år?
“Der håber jeg, at jeg har en have – med blomster, træer og en køkkenhave. Og så håber jeg, at jeg stadig laver teater på en eller anden måde. Jeg svarer lidt åbent, fordi jeg er midt i en proces – en form for identitetsfase, hvor jeg prøver at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen. For ti år siden var jeg også i en slags åben fase, og nu står jeg et nyt sted.”
Efter Mathias Flint blev færdig med sin uddannelse i Aarhus, var han i en periode en del af ensemblet på Aarhus Teater og spillede på et tidspunkt ‘West Side Story’ sammen med tre af de andre fra afgangsholdet, nemlig Mikkel Becker Hilgart, Marie Marschner og Mathias Sprogøe Fletting.
Og Mathias Flint vender ofte tilbage til en oplevelse fra netop den opsætning, hvor violinisten spillede alene under en prøve, og der blev helt stille.
“Da violinisten var færdig, sagde cellisten ‘efter livslang øvning kan man bruge så få kræfter på at mestre sit instrument’. Det gjorde stort indtryk på mig. I løbet af de ti år, der er gået, har jeg fundet ud af, at det ikke nødvendigvis handler om at kæmpe eller forcere noget, men om at stole på sit fag og få lov til at trække vejret sammen med publikum,” siger Mathias Flint.
Familien er fundamentet
På spørgsmålet om, hvordan drømmene er blevet justeret, siden han blev færdig, svarer han:
“Jeg var meget fokuseret på mit arbejdsliv og det, der drev mig. Men så blev det tydeligt for mig, at der er andet i livet end arbejde. Jeg kan huske en episode i påsken for nogle år siden, hvor børnene løb rundt i haven og ledte efter påskeæg – og der mærkede jeg tydeligt, at dét her er fundamentet i mit liv. Det var der, vi tog beslutningen om at flytte tættere på familien – og få hverdagen til at fungere sammen.”
“Jeg var kommet til at sætte det at være skuespiller forrest i min forståelse af, hvem jeg er. Jeg har et andet udgangspunkt i dag. Hvor jeg før følte, at jeg skulle bevise noget og gøre tingene rigtigt, handler det nu mere om, hvorfor jeg har lyst til at være skuespiller.”
“Jeg ville sige til mit yngre jeg: Der er ikke noget, du skal bevise. Husk, hvorfor du havde lyst til det.”
Om ti år fra nu ser Mathias Flint sig stadig i eller omkring faget. Han har længe haft lyst til at arbejde med tekster af Lars Norén:
“Der er noget i hans forståelse af, hvem vi er som mennesker, som jeg virkelig gerne vil arbejde med. Jeg har skrevet til et par teaterchefer og talt med Mathias (Sprogøe Fletting) og Mikkel (Becker Hilgart) om at sætte noget op sammen. Projektet ligger klar.”
Sara Hjort Ditlevsen var midt i at lægge sidste hånd på en fondsansøgning, da Sceneliv ringede for at lave interviewet med hende. Og det viste sig at være meget kendetegnende for, hvor hun er i dag.
“Jeg er et sted, hvor jeg er begyndt at bruge mere tid på at producere mine egne ting. Jeg lavede virkelig meget film, mens jeg gik på skolen, men så stilnede det af – og så har jeg fået børn. Det var en svær overgang. Jeg er nået frem til, at hvis der ikke er nogen, der ringer, så må jeg selv skabe noget. Jeg har lige skrevet mit første stykke, ‘Replika’, som jeg skal sætte op til efteråret på Exit Stage i Viborg.”
Hvordan er drømmene justeret siden du blev færdiguddannet?
“Jeg er også kommet væk fra at lægge hele min identitet i at være skuespiller. Jeg ser mere mig selv som kunstner i en bredere forstand – og som aktivist. Det har altid været vigtigt for mig at bruge min stemme. Jeg er heller ikke så bange for at sige ja til ting, jeg tidligere ville have sagt nej til.”
Hvad ville du gerne have vidst for 10 år siden?
“Hvis jeg skulle give mig selv et råd dengang, så ville det være: Lad være med at holde så hårdt fast i, at det kun kan være på én måde. Vær ikke bange for at overraske og udfordre dig selv.”
Er der en rolle, du drømmer om?
“Jeg vil gerne spille mere Shakespeare, for eksempel Lady Macbeth – og jeg vil også meget gerne lave mere komedie. Og så ville jeg elske at spille det stykke, der hedder ‘People, Places and Things’.”
Hvordan ser du på fremtiden som skuespiller?
“Jeg tror, det er nødvendigt at være iværksætter i dag. Der er klart områder, hvor AI kommer til at erstatte noget, men der er også noget i den menneskelige nerve, som AI ikke kan. Og det er netop det, vi som kunstnere skal formidle.”
Hvor er du om ti år?
“Det vil tiden vise. Måske er det i virkeligheden dét, vi skulle have sagt dengang – for livet udvikler sig anderledes, end vi tror. Jeg håber, jeg spiller nogle gode roller, men også at jeg har udviklet mig mere som instruktør og dramatiker, og at jeg har flere egne produktioner bag mig.”
Mikkel Becker Hilgart var ansat på Aarhus Teater i tre år, efter han blev færdiguddannet, men flyttede til København for at komme tæt på sit gamle liv, venner og familie:
“Jeg blev freelancer, og det er jeg stadig. Det er på mange måder et mærkeligt liv med den omskiftelighed og usikkerhed, der er i at skifte arbejdsplads og arbejdstider – og aldrig helt at vide, hvad der ligger forude arbejdsmæssigt.”
“Jeg har dog været heldig at lave en tv-serie, der har kørt over flere sæsoner. Det har været en stor glæde at have det som anker.”
“Derudover har jeg pendlet mellem nogle faste teatre, især Skuespilhuset og Nørrebro Teater, og nu også Folketeatret. Jeg kender husene og dem, der arbejder der, ved hvor garderoben, toilettet og kantinen er, og det giver mig en ro og energi,” siger han.
Da Mikkel Becker Hilgart blev færdig med skolen, ville han gerne prøve så meget forskelligt som muligt.
“Og det har jeg fået lov til. Jeg føler, jeg har prøvet meget, så den sult er på en måde blevet stillet.”
Hvor meget benzin er der i tanken?
“Jeg har også opdaget, hvor lidt kontrol jeg egentlig har over, hvad der kommer, så det har jeg øvet mig i at give slip på. Og så har jeg opdaget, at det ikke handler så meget om, hvad jeg laver, men hvem jeg laver det med, og hvordan vi arbejder,” siger han.
“Jeg har gjort mange erkendelser gennem de seneste ti år, men jeg ved ikke, om jeg gerne ville have vidst alt det dengang, jeg søgte ind på teaterskolen. For så er det ikke sikkert, jeg havde kastet mig ud i det. Og det har vist sig at være noget helt andet, end jeg forestillede mig – på godt og ondt,” siger han.
Mikkel Becker Hilgart ved ikke helt, hvordan han ser sin fremtid:
“Jeg har et billede af, at det at være skuespiller er som at sætte sig ind i en bil uden at vide, hvor meget benzin der er på tanken. Jeg binder ikke min identitet op på at være skuespiller. Det er noget, jeg gør, ikke hele den, jeg er.”
“Jeg har i mange år tænkt, at jeg måske skulle lave noget andet en dag. Snedker, gartner, psykolog. Der er mange ting, der lyder spændende, så jeg er ikke låst fast. Jeg har heller ikke behov for at afklare det lige nu. Hvis jeg stadig laver skuespil om ti år, så håber jeg, at det stadig er lige sjovt, og at jeg har fundet mere ro i freelancelivet,” siger han.