Er en selvproduktion for stor en mundfuld? Så kan en co-produktion med et teater være en mulighed. Kunstnerisk producent hos Sort/Hvid, Nana Elisabeth Paja Senderovitz, fortæller, hvordan det foregår hos dem.
Midt i København, et sted i Kødbyens labyrint af gamle bygninger, ligger Sort/Hvid. Det lille storbyteater har en driftsaftale med Københavns Kommune og er et af de teatre, som af og til lægger scene til egenproduktioner, men især til co-produktioner.
“En del af vores program består af projekter, som kunstnere er kommet til os med for at høre, om vi vil lave et samarbejde om,” forklarer kunstnerisk producent Nana Elisabeth Paja Senderovitz.
“Når vi samarbejder med en kunstner, påtager vi os som teater mange af de opgaver, som er en del af at skabe en scenekunstforestilling. Her er en produktionsleder, en kommunikationsansvarlig, vi sælger billetter, sørger for kontrakter, lønudbetaling osv., så kunstneren kan koncentrere sig om at være kunstner.”
Før du kontakter et teater, så sæt dig godt ind i profilen på teatret, råder Nana Elisabeth Paja Senderovitz:
“Kunstnere henvender sig ofte til os, inden de har sikret en grundfinansiering, tit i forbindelse med, at de forbereder en ansøgning til Statens Kunstfond – og det skal de endelig gøre. De har nemlig brug for en hensigtserklæring fra en scenekunstinstitution for at styrke deres ansøgning. Men vi ved reelt først, om vi har mulighed for at realisere forestillingen, når vi har fået svar fra Kunstfonden,” fortæller hun.
Og får du et ja, så send en projektbeskrivelse på ti linjer, der forklarer, hvad det går ud på.
“Og vær klar på, at dit projekt vil blive modelleret til undervejs. Det skal passe ind i rammer, tid og økonomi. Det betyder ikke, at du ikke skal have ambitioner – men du skal være klar til kompromiser og samarbejde, og den proces kan faktisk ende med, at du bagefter står med et endnu stærkere projekt,” råder Nana Elisabeth Paja Senderovitz.
Endelig anbefaler hun til at være ude i god tid:
“Husk, der kan gå nogle år fra ide til opførelse. Teatrene planlægger langt frem i tiden, og det er en lang proces fra udvikling af projektet til en færdig forestilling,” forklarer hun.
Hun opfordrer også til at holde øje med de open calls, der bliver delt fra de mange scener:
“Det kan også være en måde at finde en vej ind i et samarbejde.”
Foto: Diana Lindhardt