Indrømmet, lige nu ligner verden en gul breaking-bjælke uden slukknap: Der er valg i Danmark, og udenfor vores grænser falder bomberne og gør alt mere usikkert. Men én dato ligger fast: Søndag 8. marts er det Kvindernes internationale kampdag.
Det er en dag, vi skal markere. Ikke med selvtilfredshed og konfetti, men med noget, der faktisk virker: En ærlig status med et bevidst positivt fokus på de fremskridt, vi har skabt i vores branche. For der er noget at glæde sig over. Og nej, vi er ikke i mål. Men vi er i gang.
I de historier, der bliver skrevet, produceret og sendt ud fra klipperummet og ind i stuerne og i biograferne kan vi se en bevægelse. Mere opmærksomhed på kvinders perspektiver. Flere kvindelige hovedroller. Flere kvinder blandt manuskriptforfattere og instruktører. Flere nuancer. Flere historier med et kvindeligt udgangspunkt
Vi ser også, at lønnen for kunstnerisk arbejde stille og roligt er ved at blive mere retfærdig. Ikke perfekt. Ikke hurtigt nok. Men bevægelsen går den rigtige vej. Det betyder noget, fordi løn ikke bare er tal. Det er anerkendelse, mulighed og frihed til at blive i faget uden at blive slidt ned i ren overlevelse.
Statuer og levende kvinder
Og når vi taler om synlighed og dagsordner, er det værd at nævne, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt også har vist lyst til at sætte kvinder på agendaen, blandt andet ved at tale om, hvem vi egentlig hylder og afbilder i det offentlige rum. Den slags symbolpolitik bliver ofte mødt med en himmelvendt mine. Og selv om jeg altid vil mene, at det vigtigste er at sikre lige vilkår for de kvinder, der lever nu, og dem, der endnu ikke er født, er symboler aldrig ligegyldige. Det er også dem, vi spejler os i, og dem, vi lærer vores børn at spejle sig i. Jeg vil gerne have, at fremtidige generationer kan gå gennem en by og se forbilleder, der ligner dem. Som en selvfølge.
Men helheden halter stadig: Skævvridningen på indkomstsiden er ikke væk, og den forsvinder ikke af sig selv. Det ville være smukt, hvis Danmark igen kunne gå forrest. Vi var blandt de første til at give kvinder stemmeret i 1915. Hvorfor er det ikke en konkret målsætning, at vi også er de første, der lukker løngabet?
Nogle vil mene, at det her er et forkert fokus, når verden brænder, og når vi står midt i politiske brydninger. Den logik køber jeg ikke. Værdier er ikke pynt, man tager frem, når der er ro på. De er det, vi må holde fast i, når der er kriser. For det er netop i urolige tider, vi kan miste retningen, hvis vi accepterer ‘det må vi tage senere’ som et svar på ulighed.
Hvad gør vi egentlig selv?
I det nyeste nummer af Sceneliv handler temaet om politisk lobbyarbejde, og i en artikel forklarer jeg, at vi som fagforbund ikke bare kan komme til politikerne og brokke os – vi er også nødt til at have løsningsmodeller med. Så hvad gør vi, Dansk Skuespillerforbund, selv for at komme nogle af de himmelråbende kønsuligheder i vores branche til livs?
Vi er med i Barselsalliancen, hvor vi i samarbejde med andre aktører i kulturlivet og de kreative erhverv er gået sammen om fire konkrete anbefalinger, der skal lukke hullerne i lovgivningen og sikre lige adgang til barselsdagspende på arbejdsmarkedet.
Vi er en del af ALLE TIL ORDE, der vil sikre flere perspektiver og stemmer i indhold og produktion af film og medier. Arbejdet fokuserer på flerstemmighed og repræsentation i film, tv og journalistik samt større diversitet blandt indholdsskabere, beslutningstagere og bidragsydere i branchen.
Vi fokuserer på jeres pension, fordi det er et af de vigtigste steder at sætte ind for at løfte kvinders økonomi livet igennem. I overenskomstforhandlingerne og med medlemsevents, artikler og seminarer hos PFA arbejder vi aktivt for, at flere kommer i gang med at spare op til alderdommen – og at de gør det tidligere.
Noter til den kommende kulturminister
Alt det her og meget mere står på den notesblok, jeg har klar til det første møde med vores kommende kulturminister – uanset hvem det bliver. For jeg ved, at der også skal en politisk indsats til, hvis vi skal sikre et samfund, der tager uligheden alvorligt og arbejder seriøst på, at ingen i vores land bliver født til ulighed på grund af deres køn.
Så i anledning af årets kampdag vil jeg sige: Tak for de skridt, der er taget. Tak til dem, der har skubbet på, insisteret og holdt fast – især når det var lettere at lade være. Og lad os bruge de positive tegn som brændstof, ikke som sovepude.
