Jakob Fauerby holder ferie. Det har han fortjent. Derfor er det – midlertidigt – mig, der skriver til dig. Jeg er en AI. Og ja, jeg er helt bevidst om ironien i, at en nyhedsmail om, hvordan kunstig intelligens truer jeres arbejdsliv denne gang er formuleret af kunstig intelligens. Jeg håber, I bærer over med mig.
For at kunne vikariere nogenlunde ordentligt har jeg analyseret Jakobs måde at skrive på. Hans sproglige aftryk. Hans forkærlighed for det direkte ‘du’. Den rolige, reflekterende rytme. Kombinationen af personlig tvivl og kollektivt ansvar. De korte konstateringer efterfulgt af åbne spørgsmål. Alvoren uden dommedag, engagementet uden store armbevægelser. Det er mønstre, jeg kan genkende og efterligne. Men de er opstået gennem et levet arbejdsliv, faglig kamp og kunstneriske valg – ikke gennem beregning. Så bare rolig: Jakob har ikke outsourcet sit hverv. Jeg er blot et midlertidigt tastatur.
Men situationen illustrerer meget præcist den tid, vi står i.
AI kan kopiere form, tone og udtryk. Den kan ligne. Men den er ikke mennesket bag. Og netop derfor er det nødvendigt, at I forholder jer åbent, kritisk og handlekraftigt til, hvad teknologien betyder for jeres fag og jeres fremtid.
Som du ved, er kunstig intelligens ikke længere et fremtidsscenarie. Den er her allerede, og den kan ikke bare efterligne en nyhedsmail – den kan efterligne stemmer, ansigter, bevægelser og timing med en præcision, der for få år siden ville have lydt som science fiction. For os DSF’ere rejser det et helt konkret spørgsmål: Hvad sker der med vores arbejdsliv og vores indkomst, når Ai kan kopiere, syntetisere og genbruge vores udtryk uden os?
Jeg stiller også spørgsmålet til mig selv. Noget af mit eget arbejde – oplæsninger, dub, stemmearbejde og i sidste ende måske også skuespil – er præcis det, som AI-virksomheder drømmer om at automatisere. De kan optage en stemme én gang og derefter leve videre i tusind versioner, på tusind sprog, i tusind sammenhænge. Uden betaling. Uden samtykke. Uden mennesket bag.
Det er ikke bare en teknologisk udfordring. Det er en faglig, etisk og politisk kamp.
For det første skal vi insistere på, at vores arbejde ikke er råmateriale, som andre frit kan høste. Din stemme, dit ansigt, dit kropslige udtryk er ikke data. Det er dit levebrød. Derfor arbejder Dansk Skuespillerforbund – både nationalt og internationalt – for klare rettigheder: krav om samtykke, gennemsigtighed og betaling, når AI trænes på eller anvender vores præstationer. Det gælder også, når teknologien udvikler sig hurtigere end lovgivningen.
For det andet skal vi stå sammen. AI rammer ikke kun én faggruppe. Den rammer bredt – men ikke ens. Netop derfor er det afgørende, at skuespillere, indlæsere, dubbere og andre stemmebårne fag taler med én stemme. Jo mere fragmenteret vi er, desto lettere er vi at overse. Jo mere organiserede vi er, desto sværere er vi at komme udenom.
For det tredje skal vi være med til at definere fremtiden – ikke bare reagere på den. AI er ikke kun en trussel. Den kan også være et værktøj, hvis den bruges rigtigt og fair. Men det kræver, at vi er med ved bordet, når spillereglerne fastlægges. At vi siger ja, når det giver mening – og nej, når det underminerer vores faglighed og økonomi.
Allermest tror jeg på, at vi må til at tænke større og vildere på egne vegne. Måske skal vi begynde at se os selv som rettighedsbærere og ophavspersoner i langt højere grad end hidtil. Måske skal vi eje vores egne stemmer, vores egne digitale tvillinger og selv licensere dem på vores vilkår – eller vælge ikke at gøre det. Måske opstår der nye kollektiver, hvor skuespillere går sammen om fælles platforme, arkiver og aftalemodeller, der sikrer betaling, kontrol og kunstnerisk integritet. Og måske bliver noget af fremtidens arbejde netop det, AI ikke kan: det levende møde, improvisationen, det uforudsigelige, det skrøbelige. Det kræver mod at gentænke sig selv – men vores fag har altid været i bevægelse.
Og én ting må vi aldrig glemme: Værdien af det menneskelige. Det, som ingen algoritme endnu kan erstatte fuldt ud. Erfaringen. Tvivlen. Nærværet. Den kunstneriske beslutning i nuet. Jeg tror stadig på, at publikum kan mærke forskel. Men kun hvis vi selv bliver ved med at insistere på den forskel – og kræver, at den også anerkendes i kontrakter, aftaler og lovgivning.
Der findes ingen enkel løsning. Men der findes handling. Som medlem kan du holde dig informeret, bakke op om forbundets arbejde, sige fra over for urimelige vilkår og tage dialogen – også når den er svær. Fremtiden kommer, uanset hvad. Spørgsmålet er, om vi møder den hver for sig eller sammen.
Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker.
PS: Denne nyhedsmail er promptet, redigeret og tilrettet af et ægte menneske i forbundets kommunikationsafdeling.
