Kære kommende kulturminister…

Så har der været valg, og vi har fejret demokratiet på godt og ondt. Vi har allerede fået to løsgængere og flere andre skandaler til at holde journalister og andet analysegodtfolk beskæftiget på diverse medier. Jeg vil gerne benytte lejligheden – og det her nyhedsbrev – til at ønske de valgte politikere tillykke med valget, takke dem, der ikke kom ind for at stille op og sende varme tanker til dem, der ikke blev genvalgt.

Valget kortsluttede tre vigtige indsatser
Men jeg vil også sige, at det er nu, arbejdet begynder for jer derinde på Christiansborg. Da valget blev udskrevet, blev alt politisk arbejde stillet i bero. For vores branche og kulturen som helhed var valgtimingen utrolig ærgerlig, fordi det kortsluttede både scenekunstreformen, arbejdet med en fælles kulturstrategi 2040 og medieforliget.

Hvis de her tre vigtige indsatser ryger ned gennem det politiske tremmegulv, vil dette valg sætte kulturlivet i Danmark tilbage med årtier.

Scenekunstreform, tak!
På scenekunstområdet har vi i den grad brug for den reform, som var historisk tæt på at blive til virkelighed sammen med en bevilling på 60 millioner kroner, der skulle hjælpe på omkalfatringen. Reformen er central for, at scenekunsten kan holde sig relevant og samle alle, der bor i Danmark. Intet mindre er nødvendigt, når vi skal kunne leve op til den virkelighed, vi har i dag.

Et initiativ med ansvar
Vores dygtige (nu fungerende) kulturminister Jakob Engel-Schmidt satte kort før valget gang i et friskt initiativ med at etablere en strategi for dansk kultur, som vi fra branchen selv skulle være med til at tage ansvar for. I mine øjne en kongegod ide, for vi ved jo, at alle bliver bedre af at skulle tage ansvar – og at det også øger sandsynligheden for at ting lykkes. Jeg håber, at den, der flytter ind i kulturministeriet, når regeringen er på plads, vil tage ideen her op fra skuffen og genaktivere den.

Medieforlig eller markedsøkonomi
Sidst, men ikke mindst har vi medieforliget. ‘Hva så, hva så, vil nogen sikkert spørge, hvad så med det?’ (som TV-2 sang nede i 1980’erne). Jo, der er en grund til, at vi har talt om det længe: Det er nemlig vigtigt. Med en verden i brand, uforudsigelige internationale relationer og ligeglade techgiganter er vi nødt til at slå ring om DR og TV2 som vores tillidsskabende public service-stemmer.
I en tid, hvor AI tordner frem med utroværdig information, har vi har brug for stærke og samlende monumenter, vi kan stole på. Vi er nødt til at producere dansk drama og indhold til børn og voksne som modsvar på techmastodonternes øgede indholdsproduktion, for vi har brug for et fælles sprog og fælles fortællinger. Både hvis vi en dag er nødt til at vække Holger Danske og skal retfærdiggøre, at vi sender vores sønner og døtre i krig – og for at værne om vores identitet i et forhåbentligt stærkere Europa. Alt det er simpelthen for vigtigt at overlade alene til markedsøkonomien.

Det her har kulturen også brug for
Når det så er sagt, så har vi lige nu et vindue uden en kommende kulturminister – og derfor også uden en konkret agenda, vi skal forholde os til. Derfor vil jeg benytte lejligheden til at rulle min store ønskeseddel ud. Med ting, som jeg mener, bør være en naturlig del af vores hjørne på det danske arbejdsmarked, og ting, som vil gøre det muligt for os kunstnere at levere endnu bedre kultur til danskerne.
Jeg synes stadig, at kulturstøtten bør være ledsaget af krav om kædeansvar og ordentlige arbejdsforhold for dem, der leverer indholdet til vores kulturhuse. Jeg ønsker mig også, at uddannelsen af scenekunstnere får en saltvandsindsprøjtning. Og at dansemiljøet får samme fantastiske forhold som vores naboer i Sverige, Norge og Finland har. Men nu er jeg ikke Jeppe, og jeg er ikke vågnet i baronens seng, så i første omgang vil vi tage fat i de ting, der blev afbrudt ved valgudskrivelsen.

Kort sagt: Jeg står klar med ideer og gode råd. Når vi altså har fået en regering igen.