Rulle Grabow har som lobbyist repræsenteret mennesker, holdninger og virksomheder i snart 30 år, og hun elsker sit job. Også selv om det ikke nødvendigvis altid bliver mødt med kærlighed fra omverdenen. Men som hun forklarer her, er vi alle til en vis grad lobbyister, og det er en nødvendig del af jobbet, når vi for eksempel i Dansk Skuespillerforbund gerne vil have indflydelse på de politiske beslutninger, der bliver truffet om kulturlivet.
Da Sceneliv laver en aftale med Rulle Grabow om at være med i dette tema, har hun i første ombæring alle paraderne fremme. Hun er i den grad vant til at blive skudt på og skulle forsvare sit job, fordi hun arbejder som lobbyist. ‘Jeg er jo en af de onde’, siger hun med et stort grin. Som mangeårig paneldeltager i politiske tv-programmer, blandt andet DR’s ‘Jersild MINUS Spin’, har hun givet danskerne indsigt i noget af det, som man ellers siger, vi ikke har lyst til at vide: Nemlig hvordan politiske aftaler bliver til. Men det er netop derfor, vi vil tale med hende: For at få sat ord på, hvorfor politisk lobbyarbejde overhovedet er noget, en fagforening som Dansk Skuespillerforbund skal begive sig af med.
“Lobbyisme har altid eksisteret, men det er blevet et meget negativt ord. Du kan også kalde det ambassadør – og det reelt noget, vi alle sammen er for vores holdninger eller ting, vi tror på. Men der er ingen tvivl om, at lobbyisme er en nødvendighed for organisationer, der gerne vil påvirke den politik, der vedrører deres område – eksempelvis kulturområdet, når vi nu taler om Dansk Skuespillerforbund,” forklarer Rulle Grabow, der begyndte på lobbyområdet for snart 30 år siden, hvor den politiske spilleplade så helt anderledes ud, end den gør i dag.
Politikere mangler grundviden om deres fagområde
“Dengang var der langt flere fagpolitikere og fagjournalister, end vi har i dag, og det betød, at de fleste vidste, hvad en problematik handlede om, når du henvendte dig. I dag er der langt flere generalister på både Christiansborg og blandt journaliststanden. Politikerne er i langt de fleste tilfælde kommet til via de ungdomspolitiske organisationer og sidder sjældent med et område, som har været deres eget fag – der er eksempelvis ikke mange postarbejdere eller fiskere tilbage i folketinget. Derfor har de heller ikke den samme grundviden om deres fagområde, hvilket betyder, at de har meget mere, de skal sætte sig ind i – ofte på meget kort tid, fordi det politiske tempo er skruet op.”
Og det er her, den politiske lobbyist kommer ind i billedet – for politikerne er til dels blevet afhængige af at få præsenteret relevant viden om deres fagområder, og den kommer ofte fra netop organisationer, virksomheder, forbund og alle de andre interessegrupper, der udgør den politiske lobbyiststand.
Rulle Grabow
Du kan ikke lyve dig ind
“Vi ser i dag politiske resultater, der i højere grad afspejler lobbyisterne indsats. Ældreområdet er et godt eksempel, hvor ministeren stort set rev det eksisterende lovgrundlag i stykker og lavede et nyt system, der langt hen ad vejen er bygget på input fra organisationerne på området. Blandt andet Ældresagen, som nok er den mest magtfulde lobbyorganisation, vi har i Danmark. Er det et problem? Jeg synes det ikke, for det er jo dem, der har sat sig ind i emnet og ved noget om det. Og du kan ikke lyve dig ind hos en minister. Du skal vide noget reelt,” fortæller Rulle Grabow.
Det kan synes mærkværdigt, at verden er landet her, hvor både fakta og løsningsforslag skal komme ‘udefra’, men det stiller i den grad krav til afsenderne – lobbyisterne, forklarer Grabow: “Det er en fiasko, hvis du kommer ind til en politiker og bare kan tale om, hvad der er for dårligt – du skal have en løsning med. Og det skal være bredere end én person. Indpakningen er også blevet vigtigere.”
En fin balance
Det er præcis derfor, behovet for data, fakta og for eksempel statistik er blevet så stort hos de, der præsenterer ‘sager’ for de danske politikere. Vi ved fra kulturkredse, hvilken gamechanger det var, da vi pludselig fik tallene sort på hvidt over, hvor mange penge vi reelt bidrager med til statskassen. Tal bliver der nemlig lyttet til, og de kan vise, hvor vidtrækkende et problem – og en løsning – kan være.
“Skal du være en effektiv lobbyist, skal du tale lige ud til de mennesker, du gerne vil påvirke. Det er på en måde ligesom at sælge en vare. Hvem skal købe det, hvad er deres behov, hvordan møder du det? De beregninger skal du foretage, uanset som du sælger en forening eller et budskab. Heldigvis ved de fleste politikere godt, at de ikke ved det hele,” fortæller Rulle Grabow, som er helt klar over, at lobbyindsatsen er en fin balance:
“På mange måder har udviklingen i dansk politik og i medielandskabt gjort det enklere for os eksterne at komme ind med vores budskaber, og abstraktionsniveauet er blevet lavere, men politikerne bryder sig ikke om at blive belært. Du kommer ikke langt, hvis du tropper op med en holdning om, at præcis dit område – som for eksempel kulturen – er vigtigere end noget som helst andet.”
Rulle Grabow
Du skal kende din bundlinje
“Data er vigtigt, for det er ikke nok at komme med en fornemmelse eller en indre overbevisning. Du skal kunne underbygge det med tal. Det er for eksempel noget, den kulinariske turisme har været vanvittig dygtig til. Vi ved allesammen, at der kommer masser af turister til Danmark for at spise vores mad – se bare bageriet Hart, hvor der hver dag står mennesker i kø, fordi de skal spise den samme kage, som de har set i ‘The Bear’. Men problemet i nogle brancher er, at man er mindre dygtig til at kapitalisere på mulighederne eller ikke kan redegøre for de økonomiske gevinster. Enten fordi man ikke er vant til det, eller fordi man ikke bryder sig om at få ‘beskidte fingre’. Men altså – alting koster jo noget, tid er også penge, og derfor må du kunne gøre bundlinjen op.”
Beskidte fingre handler i denne sammenhæng ikke om, at lobbyisme er ‘beskidt arbejde’ – men at du, hvis du virkelig vil forandre verden, er nødt til at samarbejde med mennesker, du ikke nødvendigvis er enig med.
Ingen plads til fine fornemmelser
Rulle Grabow arbejdede i fem år utrætteligt på at få ændret lovgivningen om voldtægt, og hun var fra begyndelsen klar over, at hvis indsatsen ikke bare skulle lykkes, men også vare ved, måtte der være et politisk flertal over midten – og derfor måtte organisationerne bag forslaget også tale med de politikere, de normalt ikke var enige med.
“Vil du have noget igennem, kan det ikke nytte noget, at du har fine fornemmelser. Du må tvinge dig i det pæne tøj og sætte dig og snakke med DF eller Nye Borgerlige. Det er det, jeg kalder for ‘the better good’ – det er du nødt til at gøre for at få det igennem, så det kan komme mange flere mennesker til gode.”
“I den sammenhæng er det selvfølgelig vigtigt at vide, at hvis man – som skuespillerne – ofte tager meget offentlig stilling til mange ting, kan det virke som modstand i en lobbyindsats. For Danmark er et meget konsensusbaseret samfund, hvilket betyder, at selv om der er meget spalteplads til yderligtgående synspunkter, så er vores lovgivning generelt meget bred – og derfor er absolut flertal afgørende, hvis du vil have en varig lovændring igennem.”
