Jeg er tilbage og har været det en måneds tid. Og selv om jeg stadig skal passe på ikke at ende der, hvor jeg røg ud af spillepladen, er jeg glad for at være tilbage blandt kolleger, medlemmer, partnere og sekretariat. Og der er masser at tage fat på. Men det vil jeg for nu gemme til en anden god nyhedsmail og i stedet snakke lidt om, hvordan jeg egentlig fandt min vej tilbage – og hvem der hjalp mig. For det, tror jeg på, at I medlemmer også kan bruge til noget vigtigt.
Det er nemlig forbundets samarbejde med PFA, der blev min nøgle. En god lederkollega og ven af huset nævnte i foråret 2025 for mig, at PFA jo har et beredskab for de af os, der har en sundhedssikring hos dem. Sundhed handler nemlig ikke kun om at sende det gamle knæ til fysioterapeut – det er også den mentale sundhed, de arbejder med. Så hvis du føler dig personligt presset og udfordret, er der hjælp at hente, fortalte min kollega mig. Nok fordi hun havde luret, at syv år med bl.a. corona, rettighedskonflikt og ledelseskrise måtte have ført noget slitage med sig inde i mig.
Jeg tror ikke, jeg selv havde opdaget, at jeg var gået fra megakonflikt til megakonflikt, fra kugleregn til kugleregn uden at være opmærksom på mit mentale helbred, men jeg kunne godt mærke, at hun måske havde en pointe. Så jeg kontaktede PFA, og de satte mig i kontakt med en fagperson, som bad mig fortælle, hvorfor jeg rakte ud.
Da jeg havde fortalt om mine seneste fem år, holdt hun en pause og sagde så, at hver enkelt deloplevelse rent faktisk berettigede mig til hjælp og professionel debriefing. Jeg må indrømme, at jeg bagefter, i den stærke majsol, satte mig ned på en skraldespand på Frederiksborggade. Helt rystet. Men også taknemmelig for, at der fandtes en redningskrans – en redningskrans, som jeg havde betalt for og havde ret til. Allerede inden for 14 dage havde jeg fået iværksat et forløb med en professionel erhvervspsykolog. Efter et par krumspring og en sommerferie og lidt flere krumspring var der dog ikke andre muligheder end at sygemelde mig, så jeg kunne få en ægte timeout.
I hele det her vilde forløb har PFA og psykologen haft godt greb i mig, og jeg føler nu, at jeg er et rigtigt godt sted. Jeg er vildt taknemmelig over PFA og deres beredskab, som har reddet mig, og fået kalibreret min tilgang til arbejdet og den vanvittige verden, vi befinder os i lige nu.
Men taler meget om, at stress er blevet en folkesygdom, og jeg oplever da også flere og flere af vores medlemmer – både unge nyuddannede og ældre kolleger med en lang karriere bag sig – henvender sig til os med råb om hjælp til at få det hele til at hænge sammen. For der er ingen tvivl om, at nye platforme og nye medier har forandret vores branche, og det samme har branchens stramme økonomi, alternative produktionsmåder og forringelserne på dagpengeområdet. Til sammen udgør det en negativ cocktail, der i den grad risikerer at give stress hos mange kolleger og deres familier.
Jeg er glad for, at PFA har fokus på det mentale aspekt i livet og vores trivsel – at de har givet os medlemmer mulighed for at søge og få hjælp, inden frontallapperne bryder sammen for alvor, og vi bliver rigtigt syge.
I mange år har der været et opråb fra medlemmerne om, at PFA skal modernisere sig og være tidssvarende i forhold til os medlemmer. Det kan jeg skrive under på, at de er med deres sundhedsforsikring med bl.a. online lægehjælp, nem adgang til speciallæger, mental rådgivning og telefonisk nærkontakt i nødstilfælde. Jo, PFA er et pensionsselskab, men hvis vi skal have et ordentligt pensionistliv, skal vi også have en ordentlig vej dertil. Det kan vi ikke altid selv skabe uden hjælp, for som min historie viser, er vejen tilbage hverken kort eller lige. Og der tilbyder PFA os nogle redskaber, som jeg personligt er supertaknemmelig for.
Ellers havde jeg sgu nok ligget i fosterstilling i dag.