Foto: Klaus Vedfeldt

‘Arven’ – da bøsserne brød gennem lydmuren

Forestil dig, at du i alle roller, hvor du spiller en intim relation med et andet køn, ikke blot skal sætte dig ind i hvem din karakter er – men også skal afkode, hvad det overhovedet vil sige at indgå i den relation. Og så pludselig opleve at spille en rolle, hvor det ekstra lag pludselig bliver fjernet. Fire af de homoseksuelle spillere fra Det Kongelige Teaters hitforestilling ‘Arven’ fortæller her, hvordan deres arbejde for første gang har givet dem mulighed for at arbejde med en historie og en rolle, som føltes helt ægte.

Af Michael Oxfeldt

En forestilling på næsten otte timer! Om et emne så stigmatiseret som AIDS! Og om noget så snævert som homokultur! Og så endda på landets største scene! Umiddelbart var der ikke mange, der for alvor mente, det var en god ide at sætte Matthew Lopez’ maratonforestilling ‘Arven’ op på Store Scene i Skuespilhuset. Ikke desto mindre havde instruktør Thomas Bendix og teaterdirektør Morten Kirkskov en klar vision, og forestillingen blev trods alle odds en succes med masser af anmelderstjerner og flere end 10.000 solgte billetter. Faktisk så stor en succes, at fortællingen om, hvordan AIDS-epidemien tilbage i 1980’erne rystede verden, og i særdeleshed det homoseksuelle samfund, bliver genopsat i efteråret 2024.

På scenen stod blandt andre en række homoseksuelle skuespillere, der for en gangs skyld kunne bruge deres seksuelle identitet i deres arbejde. Her kan du møde fire af dem – Anton Hjejle, Kristoffer Eriknauer, Magnus Haugaard og Troels Kortegaard Ullerup – og høre om, hvad den oplevelse har betydet for dem, og hvordan de forvaltede opgaven med at fortælle en umiddelbart smal og personlige historie for et bredt og mangfoldigt publikum.
“‘Følelsesladet’ vil nok være mit ord,” og det bliver dermed det, Anton Hjejle vælger til at beskrive sit arbejde på ‘Arven’.
Det gælder egentlig for mange teaterprocesser, forklarer han, men med ‘Arven’ var det på en ny måde. Både i forhold til teksten, arbejdet i prøverummet og tiden i salen. Fordi spillerne befandt sig i et meget følelsesladet rum – både med castet og med publikum.

Foto: Camilla Winther

Stykket forandrede virkeligheden
“Da jeg startede som skuespiller – back in the days, for fem år siden – skulle jeg altid lade op, og jeg sørgede faktisk for at lave så lidt som muligt mellem de forestillinger, jeg spillede. Det er jeg kommet over, i takt med at jeg har fået mere erfaring, men følelsen vendte tilbage med ‘Arven’. Simpelthen fordi det var så følelsesladet.”
Der opstår en kort pause, og Magnus Haugaard ser sit snit til at bryde ind:
“Mit ord ville være ‘bekræftelse’. Bekræftelse af alle mulige slags følelser – og af mig selv. ‘Arven’ handler jo dels om en minoritetskultur, som jeg kunne relatere til som homoseksuel.”
Magnus blev på mange måder berørt over koblingen mellem stykkets identitetshistorie, der i sin tematik spejler hans eget liv som homoseksuel, og den mere overordnede, universelle fortælling, som talte til ham som menneske. Og det er ikke så tit, at der bliver talt til de to rum samtidig:
“Det har virkelig bekræftet mig og styrket mit billede af, hvem jeg er som menneske. Der er nærmest ikke gået en dag, uden at nogen har nævnt ‘Arven’, hvilket er et godt billede på, hvor bredt det ramte.”
Og netop det, at ‘Arven’ ramte publikum – ikke bare stærkt, men også så bredt – kan Troels Kortegaard Ullerup nikke genkendende til:
“Jeg følte, at ‘Arven’ forandrede virkeligheden. Jeg læste manus og tænkte, at dét ville jeg være med i – også selv om det så bare blev en lille rolle. Der var så meget på spil, fordi det handlede om vores virkelighed og historie.”
Og ligesom Magnus, oplever Troels også dualiteten i stykkets betydning:
“Følelsen var dobbelt, fordi stykket dels betød noget for mig, som jeg kunne relatere til på en anden måde, end jeg tidligere har kunnet som skuespiller, og dels opstod der en spejling i publikum og deres personlige oplevelser med teksten. Jeg føler, det var en forestilling, der trådte ind i virkeligheden på en ny måde. Tit er en forestilling bare en god historie, men det her var en anden oplevelse af at stå midt i livet.”
Hvor de tre første beskrivelser har et dramatisk ‘schwung’ over sig, er fjerdemandens ordvalg umiddelbart lidt mere afdæmpet.

Har selv levet stykkets temaer
“‘Tilpashed’ er det ord, der først falder mig ind. Det lyder selvfølgelig meget udramatisk, men jeg har virkelig følt mig godt tilpas på scenen. ‘Arven’ kom på det rigtige tidspunkt i mit liv. Mange af stykkets temaer er nogle, som jeg selv har tænkt på og selv har levet – men som jeg har ikke haft mulighed for at arbejde med tidligere. Her blev jeg sat i retning af, hvad jeg gerne ville lave,” forklarer Kristoffer Eriknauer.
Fælles for de fire er, at arbejdet med ‘Arven’ har givet dem en klar oplevelse af at være del er noget større – noget, der ikke er, som det plejer at være, når de står på scenen.
Som skuespiller bruger du dine erfaringer og dit eget liv meget aktivt i arbejdet med en rolle. Uanset hvor tæt eller fjernt karakteren ligger på din egen identitet, kan du ikke undgå at registrere et hav af følelser. Men for de fire spillere var der ikke helt lige så langt hen til følelserne og tankerne i denne forestilling, som de normalt oplever.
“Med ‘Arven’ fik min identitet en plads på scenen og viste mig, at jeg også er god og hører til – på trods af, at være homoseksuel. Jeg tænkte aldrig over, at jeg skulle spille homoseksuel. Jeg spillede bare. Det var en meget ren følelse af god dramatik. De to verdener mødtes – den faglige kvalitet og den personlige identifikation,” fortæller Kristoffer.
“På skuespillerskolen var det hele meget orienteret omkring det heteronormative” fortsætter Troels.
“Jeg har så mange gange skulle spille forelsket i en kvinde. Det var besværligt, for der var altid noget, jeg lige skulle ‘oversætte’ en ekstra gang, og jeg var grundlæggende i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne fylde manderollen godt nok ud. Som homo er man vant til altid at stå en lille smule på siden af alting og skulle finde sin rolle.”
Men i ‘Arven’ skulle Troels og hans homoseksuelle kolleger ikke længere oversætte noget. Nu var det de heteroseksuelle spillere, der skulle oversætte og kunne være i tvivl om, hvorvidt de spillede homo ‘korrekt’, mens Troels og de andre oplevede at være majoriteten og at have en viden og en erfaring, de kunne dele ud af. 

Foto: Palle Steen Christensen

Havde ikke lyst til at repræsentere sin figurs type
Kristoffer er ligesom mange andre homoseksuelle skuespillere før ham blevet rådet til ikke at sætte sig selv i en bås som netop homoseksuel. Men den følelse har ændret sig efter at have været med i ‘Arven’:
“Jeg er afklaret med, at hvis det er det, jeg skal spille resten af mit liv, er det fint med mig. Jeg var stolt af at være med i det store værk, og det gav mig en fornyet respekt for tematikken og bekræftede, at det kunne være lige så godt som alt muligt andet.”
Men det har også gjort ham meget bevidst om, hvordan han fremover vil arbejde med sine roller.
“De homoseksuelle roller jeg tidligere har spillet, har stort set altid været meget stereotype – enten som en sjov gimmick eller bare bedstevennen til hovedrollen. Her var der pludselig plads til en homoseksuel rolle, der ikke udelukkende handlede om det at være homoseksuel,” forklarer Kristoffer og bliver sekunderet af Anton, der spillede rollen som Kristoffers sidekick i det bedsteborgerlige par Jason og Jason:
“Vi har jo gjort vores ypperste for at folde vores respektive roller ud og gøre dem til rigtige mennesker.” Parret symboliserer med alt deres drama og overdrevne gestik en karaktertype, som på trods af stor synlighed stadig er svær for mange at sluge – både i og uden for homomiljøet.
“Jeg ville løfte figuren op – en figur, der oplever utrolig meget homofobi, den her feminine dramatiske homo, som elsker drama og ikke er bange for at skabe dramaet selv, samtidig med at han er utrolig borgerlig,” siger Anton.
“Min Jason var tydeligt flamboyant, og jeg havde egentlig ikke lyst til at repræsentere den type larmende figur. Det kommer nok fra en skam i mig selv og en forestilling om en type homoseksuel, der ikke er accepteret i samfundet,” funderer Kristoffer.
Rollerne som Jason og Jason har altså ikke bare været et stykke karakterarbejde for Kristoffer og Anton. De har også givet dem mulighed for at gå sig selv efter i sømmene, fordi de kunne se ligheder mellem karaktererne og sig selv. Ligheder, som de måske allerhelst ville skjule for omverdenen.
“Vi smeltede på en eller anden måde sammen med vores karakterer. Og i modsætning til andre roller, som jeg har kunne lægge fra mig og pakke væk, kom det at bruge min egen personlighed i rollen til at fylde så meget,” fortæller Kristoffer.

Bærer historien i sig som en arv
Identitetsarbejdet lå også i, at castet på tværs af alder kender til alle stykkets kulturelle referencer og for nogles vedkommende selv har haft stykkets historie om AIDS-epidemien tæt på.
“I repræsentationens og diversitetens navn kunne man godt tegne det hårdt op og sige, at den her forestilling ikke kunne spilles af andre end homoseksuelle,” mener Magnus.
Men for ham handlede det mere om, at forestillingen blev som den blev på grund af castet, og han oplever, at Thomas Bendixen og Morten Kirkskov har været kloge i deres valg af cast. Anton er enig – som homoseksuelle spillere kunne de lettere forstå både tekst og kontekst, forklarer han:
“Vi oplevede flere gange under prøverne, at der var passager, hvor nogle af os tydeligt blev berørt og endda græd. Her kunne en ikke-homoseksuel kollega komme og spørge ‘hvorfor bliver du så berørt lige nu?’. Og så klip til en prøvegang senere, hvor samme kollega pludselig får samme reaktion. Det er her, repræsentationen gør en forskel!”  

“Det handler også om at bringe nogle mennesker ind, i der kan bidrage med relevant viden og nye vinkler,” understreger Anton. 

Og arbejdsdelingen var klar: Thomas og Morten kunne bidrage med meget faktuelle oplysninger om AIDS-tiden og de følelser, der er forbundet med dengang. Omvendt kunne de unge spillere bidrage med viden om det at være ung homo i dag. Måske er de ikke del af historien, men de bærer den alligevel i sig – som en slags arv.  

I forhold til diversitet og repræsentation kan det virke logisk at inddrage de personer, du skriver om – uanset om det handler om seksualitet, etnicitet, handicap eller alt det andet, der gør os til individer. Men det bliver også hurtigt tydeligt i snakken med de fire spillere, at der ikke er én rigtig løsning på de udfordringer med diversitet, branchen har. 

Om 10 år er vi et andet sted – eller er vi?
“Det er en fejl at anse diversitetssnakken som værende binær, som noget der er rigtigt eller forkert,” vurderer Magnus.
Han tror ikke på, at bare fordi tingene er, som de er i dag, skal de samme regler gælde i al tid og evighed. Lige nu er vi et sted, hvor vi for at kickstarte udviklingen bliver nødt til at være lidt mere dogmatiske, end vi måske har lyst til:
“Det skal ikke være en snak om ultimatummer, men en snak om omsorg og kærlighed. Tid er flydende – og de ting, vi snakker om i dag, talte vi jo ikke om for ti år siden. Og om 10 år er vi igen et helt andet sted.”
Anton ser lidt mere dystert på fremtidsudsigterne for repræsentationsarbejdet. Ikke fordi han ikke tror på velviljen i branchen, men fordi de mange ubekendte i den teknologiske udvikling gør det svært at forude fremtiden:
“Lige nu strejker skuespillerne i USA – ikke bare på grund af lønforholdene, men også fordi der bliver snakket rigtig meget om AI, og hvad det kommer til at betyde for os som skuespillere.”
Han sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt der om 10-15 år overhovedet er noget, der hedder filmskuespiller, fordi AI giver dig som mediebruger mulighed for at lave dit eget indhold med præcis den storyline og de karakterer, du gerne vil have. Og det er et kæmpeproblem for repræsentationen.
“Vi er nødt til at arbejde for, at flest muligt får lov til at blive repræsenteret, og at flest mulige menneskers fortællinger bliver foldet ud til så mange som muligt – vel at mærke mens det stadigvæk er rigtig levende skuespillere, der står på scenen og foran kameraet,” argumenterer Anton.

Hvad er repræsentation?
Debatten om LGBTQ+personers forhold i Danmark virker umiddelbart meget modsætningsfyldt afhængig af, hvor man følger samtalen. På den ene side er der en ide om, at det er godt og trygt at være homoseksuel i Danmark, hvilket Troels generelt også oplever. På den anden side er miljøet fortsat vidne til hatecrimes, hvilket bare aldrig når ud til de brede masser.
“De problemer vi ser i miljøet, handler jo om, at det ikke er normaliseret. Jeg ville ønske, det var normaliseret at være en LGBTQ+person, men omvendt vil jeg ikke assimileres. Så det handler ikke bare om, at få folk til at acceptere, men om at forstå,” mener Troels.
Han mener, at film, tv, scenekunst og litteratur er de vigtigste veje til at nuancere virkeligheden. Han husker stadig, hvor stor forskel det gjorde for ham, da han i sin tid fik Isaks og Evens turbulente kærlighedsforhold smidt lige i hovedet i sæson 3 af ‘Skam’ – og for første gang følte sig rigtig set.
“Pludselig var der en nuanceret LGBTQ+fortælling, hvor temaet egentlig ikke var seksualiteten, men at der også var en række andre udfordringer, der i lige så høj grad – hvis ikke mere – handlede om det at være menneske.”
Men hvad er så vigtigst? At LGBTQ+personer bliver repræsenteret, måske endda i højere grad end hvad der reelt er repræsentativt? Eller handler det primært om nuancerne og den troværdige fremstilling? 

Foto: Palle Steen Christensen

Kvalitet frem for alt
“Jeg tror, vi skal blive ved med at se LGBTQ+personer repræsenteret på alle mulige måder. Det er måske ikke det, der løser det, men det skaber et nuanceret billede af, at vi er ikke én type. Og så kan det godt være, at den enkelte fortælling ikke er troværdig, og at der i virkeligheden slet ikke findes to drenge på et norsk gymnasie, der trygt kan kysse hinanden – men hvis du ser det, kan det indgyde mod,” forklarer Troels.
Kristoffer er enig så vidt angår, at repræsentation er vigtigere end autenticitet, men han argumenterer også, at kvaliteten er afgørende. Og det at en streamingtjeneste som Netflix stiller høje krav til deres produktioner, når det gælder diversitet, og har et stort bagkatalog af LGBTQ+produktioner, er ikke ensbetydende med, at der kan sættes et hak i tjekboksen, mener han:
“Repræsentationen må gerne få nogle ‘kunstige indsprøjtninger’ i form af målrettede diversitetsindsatser, men det kræver også, nogen tør at lægge penge og energi i, at lave noget virkelig godt indhold. For at noget smalt og ukendt skal nå ud til den brede befolkning, kræver det nemlig også, at kvaliteten er på plads.”
Et eksempel er filmen ‘Call Me By Your Name’, der i 2018 var nomineret til 38 priser og vandt 11– herunder en Oscar og en BAFTA. Når en film hitter, selv om omdrejningspunktet er et homoseksuelt kærlighedsforhold, som kun få af publikummerne kan forholde sig 1:1 til, så skyldes det den høje kvalitet. Og det samme gør sig gældende for Arven, mener Kristoffer:
“Når et stykke som ‘Arven’ er så godt, som det er, så får det også den plads, det skal have.”

Vil spille alle roller som homoseksuel
Det er meget tydeligt, at alle fire spillere er blevet særligt berørt af arbejdet med ‘Arven’ og det faktum, at de har fået lov til at spille helt tæt op ad deres egen identitet. Samtidig har det også givet dem en række erfaringer, som de på hver deres måde vil bruge fremover.
For Magnus’ vedkommende falder talen ret hurtigt på det samme usynlige ‘lag’, som Troels nævnte tidligere:
“Jeg havde ikke lagt mærke til det lag, før jeg blev tvunget til at arbejde med det. Det er jo ikke, fordi det er svært for mig at spille hetero, men der er et lag, når du spiller overfor en af det andet køn, som ikke var der i ‘Arven’.”
Og netop det, at Magnus nu har oplevet den frihed, gør, at han som udgangspunkt vil spille fremtidige roller som homoseksuel – medmindre andet er anført, og så længe det ikke kompromitterer historien og visionen.
“Jeg har ikke oplevet det som et problem, og jeg tænker det heller ikke som en aktivistisk ting. Men det gør mig til en bedre skuespiller at fjerne det lag. Hvorfor ikke bare lade min identitet være det naturlige udgangspunkt,” spørger Magnus.
Og dermed er vi tilbage ved de nuancer, der ifølge Troels er så vigtige i arbejdet med repræsentationen:
“Arven har for mig nuanceret nogle ting – både i forhold til, hvad stykket handler om, og hvad det er for en fortælling, vi har givet videre til publikum. Det er jo altid de nuancerede præstationer, vi lægger mærke til., og vi hylder, når nogen får nuancer frem, vi ikke har set før eller ikke vidste, vi skulle se.”
Men arbejdet med stykket har også nuanceret nogle ting i Troels’ arbejde som skuespiller og bragt en masse en masse spørgsmål med sig. Er det fx nu, vi begynder at spille en anden form for mand? Kan førsteelskeren være en anden type, end ham vi har set de sidste 20 år?
“Jeg vil gerne være mere nysgerrig og arbejde mere med at finde endnu flere ‘farver’ frem i et forhåbentlig langt liv som skuespiller.”
For Anton og Kristoffer er der en ret direkte sammenhæng mellem deres roller og deres private personlighed.

Et fordomsfrit rum
“Mit arbejde med Jason har lært mig, at det er ok at skabe drama, men også at være generøs med mig selv som menneske. Ellers bliver livet sgu for kedeligt!” forklarer Anton. Han forholder sig i dag meget mere bevidst til figuren, og prøver ikke længere at skjule den side af sig selv:
“Jeg vil gerne vise, hvor intelligent den slags menneske egentlig er – men også hvor almindelig og kedelig han reelt også er.”
For Kristoffers vedkommende betød det at spille med i ‘Arven’, at han kunne sætte sig selv fri og samtidig lære at sætte endnu mere pris på nye sider af sig selv og den humor, der ligger i det:
“Jeg gik ind til hver forestilling med et mantra om, at jeg ikke ville dømme mig selv, og det gav mig et dejligt fordomsfrit rum at være i. Og så gik det pludselig op for mig, at jeg grundlæggende havde været glad i de fire måneder, ‘Arven’ varede. Det tror jeg hænger sammen med, at jeg egentlig bare kunne få lov til at være mig selv.” 

“Det gør vi anderledes næste gang”

‘Arven’ bliver genopsat på Det Kongelige Teater i 2024. I den anledning overvejer nogle af spillerne, om de vil gøre noget anderledes, næste gang de står på scenen.

Anton:
“Jeg var så fascineret af, at det lykkedes at lokke folk i teatret, som ellers aldrig ville komme der. Så næste gang vil jeg sige til endnu flere, at de skal se forestillingen. Samtidig når vi jo også at blive halvandet år ældre i mellemtiden og kender historien så godt, så der skal bare endnu mere drama på!”

Magnus:
“Forskellen fra første gang til næste gang er, at vi under prøverne ikke anede, hvordan stykket ville blive modtaget. Så næste gang vil jeg bare hvile i troen på, at det fungerer, og give mig selv lov til at arbejde endnu mere frit og voldsomt med stykket.”

Kristoffer:
“På det overordnede plan vil jeg prøve at arbejde mere med forskellige organisatoriske initiativer inden for LGBTQ+. Jeg har lyst til, at ‘Arven’ kunne blive en åbner for at skabe en social platform for unge LGBTQ+personer. På det personlige plan har jeg fået en anden selvsikkerhed, som jeg kan tage med mig og eksperimentere mere med i rollen.”

FIK DU LÆST?

Filmekspert Ann Lind Andersen: “Jeg håber og tror på et paradigmeskifte”

Selv om filmekspert og anmelder Ann Lind Andersen beskriver LGBTQ+repræsentation i film og serier med ordene ‘to skridt frem og et tilbage’, ser hun stadig positive tegn på forandring. Ikke mindst blandt de unge i branchen. Danmark halter dog markant bag især USA på diversitetskontoen, forklarer hun – og kommer med sit bud på, hvad der kan få os fra snak til handling.