Flere og flere castings til film, serier og reklamer foregår via selftapes. Men hvor det er effektivt for producenter og castingfolk, betyder det for jer medlemmer ofte mange timers gratis arbejde både foran og bag kameraet. Men er mulighederne de tekniske benspænd værd? Og hvordan holder du fokus på skuespillet i stedet for at gå kold i tidsforbrug, teknik og usikkerhed?
Casteren har ringet og bedt dig om et selftape, og det er ikke en lille opgave, nej – endelig har du fået mulighed for at byde ind på drømmerollen! Det selftape skal altså bare sidde lige i skabet!
Så du begynder at google kameraer og lækker lyssætning, og måske overvejer du ligefrem, om ikke det er unødvendigt med et soveværelse – for er de kvadratmeter ikke bedre brugt som et minifilmstudie?
Oveni de store shoppe- og byggeplaner melder sig selvfølgelig også tanken om din performance – det særlige du er bedst til, og om det overhovedet er det, casteren vil have. Hvorfor har de valgt dig? Hvor mange versioner af dig selv skal du sende? Og skal du gå all-in på din helt personlige esbjergensiske dialekt?
Selftapes gør relationen ensidig
Skuespilleren Thomas Chaanhing underviser på et kursus i selftapes i DSF Studio, men han forholder sig stadig kritisk til metoden. Han vurderer, at selftapes giver ham flere muligheder for at få roller, men alligevel ser han det som både krævende og ensomt at lave – samtidig med at han kan være usikker på, hvad der får casteren til at vælge præcis ham til en rolle.
“Du mister det personlige møde, så der er ingen energiudveksling. Du har ikke mulighed for at præsentere din personlighed eller skabe en kontakt eller relation. Relationen bliver ensidig,” mener han.
Chaanhing ser dog stadig selftapes som en mulighed for at skille sig ud, fordi der allerede ligger en udvælgelse i at blive bedt om at indsende en optagelse. I det lys er selftapes en fordel: Du er i forvejen inde på lystavlen som en mulig rolleindehaver blandt forholdsvis få andre.
“Den mulighed for at blive set kan være en fordel, synes jeg. Jeg skal jo imponere både mig selv og casteren, hvis casteren skal hive mig ind og lade mig sende selftapes til forskellige roller. Så kan det godt være, jeg ikke får den første eller femte eller tiende rolle, men bare det, at hun bliver ved med at tro på mine gode bud, skaber en mulighed,” forklarer Chaanhing.
Præstationskrav og retningslinjer
Samtidig mener Thomas Chaanhing, at selftapes gør det muligt for flere at blive set – helt enkelt, fordi en caster kan nå at se flere selftapes end hun kan holde fysiske castings i løbet af en arbejdsdag. På den måde får flere spillere casterens opmærksomhed.
Chaanhing lægger dog ikke skjul på, at det er en stor arbejdsopgave at lave selftapes og understreger, at han også selv mærker et præstationskrav, hvis han bliver spurgt, om han vil byde ind med et selftape til en opgave. Fordi han allerede er valgt ud, er der noget på spil. Men i modsætning til det fysiske møde kan han her lave så mange takes, det skal være – så længe han når sin deadline. Det giver selvfølgelig udfordringen, at du skal vide, hvornår dit selftape er godt nok.
Chaanhing har fastlagt en flok retningslinjer, så selftapet – der jo er ulønnet arbejde, uanset om han får rollen eller ej – ikke æder for meget af hans tid: En-to dage på at lære teksten og maksimalt halvanden time på at optage tre-fem optagelser. Det bliver ikke bedre efter femte optagelse, som han siger:
“Den overraskelse du selv fik undervejs, hvor en impuls blev superfed, er svær at genskabe, og så kan det godt være, at du fumlede med teksten i slutningen. Men det er det her, som er guldet, og som er værd at sende ind.”
Vi kan lige så godt sige det med det samme: Anja Philip kommer ikke med den perfekte tjekliste – men du får indblik i, hvad hun holder øje med, når casteren ser dit selftape.
Dit selftape er sendt. Nu sidder Anja Philip fra Casteriet, og ser det. Men hvad kigger hun efter? For det første, at der ikke er noget facit, når det gælder selftapes. For det andet understreger hun, at selftapes for hende kun er valget, når et fysisk møde ikke kan lade sig gøre på grund af tid eller afstand. Men i dén sammenhæng er det genialt, mener hun.
Som skuespiller skal du ikke være bange for, at hun leder efter noget bestemt på et selftape:
“Når vi caster, har vi selvfølgelig læst et manuskript. Vi har haft nogle samtaler med instruktøren og producenten og har en ide om eller en følelse af den her karakter, som indeholder de her elementer. Der er måske en karakterbeskrivelse, som kan gøre det håndgribeligt for skuespilleren. Men der er ingen, der har siddet i et møde inden castingen og har sagt ‘skuespilleren skal gøre præcis det og det, fordi karakteren skal være sådan her’. Altså et facit. Det findes simpelthen ikke,” forklarer Anja Philip.
Det er hendes opgave at komme med ideer til hvem, der kan spille rollen. Så ligesom du som skuespiller giver forskellige bud på dit selftape, kommer casteren med bud på forskellige versioner af karakteren:
“Der er lige så mange versioner, som der er mennesker, der kommer ind ad døren. Og det er derfor, jeg har verdens sjoveste arbejde!” fortæller hun.
Philip forstår fuldt ud, de arbejdsbetingelser og det pres, du oplever som skuespiller, når du skal lave et selftape. Hendes råd er klare og tager forhåbentlig toppen af presset. Hun foretrækker to-tre forskellige takes, fordi det giver mulighed for at se flere sider af dig:
“Og igen – der er ikke noget facit på det. Og så har jeg også lyst til at se skuespilleren være modig eller prøve flere nuancer af.”
Tre job på 100 selftapes
Hvis du allerede er valgt som en ud af eksempelvis 10 skuespillere, kan det måske virke, som om du har en gode chance for at lande opgaven i forhold til mange andre ‘jobansøgninger’. Men Thomas Chaanhing er alligevel forbeholden:
“Jeg kan se, at jeg i perioder booker 20 procent af opgaverne, men i andre kun tre procent. Det sidste tal betyder altså, at jeg skal lave 100 selftapes for at lande tre job. Det er meget tid,” indrømmer han.
Og det er timer, han investerer uden at vide, om han reelt får jobbet – altså gratis arbejde.
Samtidig er der ret konkrete krav til, hvad casteren vil have og hvor hurtigt, det skal ligge i indbakken:
“Det er noget med ‘kan du aflevere om tre dage?’ – og tre dage er god tid. Jeg har prøvet at få 13 sider og halvandet døgn. Så gør du det, fordi det er en hovedrolle, men det bliver ikke fantastisk. I mit tilfælde lykkedes det, men jeg måtte rydde hele weekenden og sige, ‘jeg skal lære denne tekst’,” fortæller Thomas Chaanhing og tilføjer, at det for eksempel er helt sædvanligt, at en udenlandsk caster fredag eftermiddag efterspørger et selftape, der skal være klar mandag morgen.
Selftape er et håndværk
Når casteren beder om et selftape, får du at vide, hvad du skal give et bud på, men ikke hvordan. Det betyder, at du lige pludselig også skal fungere som instruktør og måske også producent:
“Her er det jo en ulempe, hvis du ikke kan instruere dig selv, eller du ikke er god til at vælge ud, fordi du er vant til at andre ser det udefra og giver instruktioner,” forklarer Thomas Chaanhing og uddyber, at skuespillere typisk er gode til at gå i alle mulige retninger med en tekst, men ikke nødvendigvis gode til at lægge sig fast på én retning.
Og det er tilmed kun i forhold til den skuespilfaglige del, for du skal jo også selv optage dit selftape – og medmindre du er digitalt indfødt, kan du hurtigt komme til at bruge endnu mere tid på teknikken end på dit skuespil. Her er Channings bedste råd at holde det helt enkelt: En mobiltelefon og ensfarvet baggrund er glimrende. Så er det basale i orden, og du kan koncentrere dig om det, det hele handler om: Din karakter.
