Søren Bang Jensen:
“Jeg vil arbejde for alt det, der er vigtigt for, at I kan trives som film- og scenekunstnere”
Kunsten trives, når kunstnerne trives. I en tid hvor vi dagligt bliver mindet om at “den gamle verdensorden” er under opbrud, er det efterhånden lysende klart for de fleste, at kunst og kultur ikke er en luksus. Det er fundamentet for vores demokrati.
Jeg stiller op til bestyrelsen, fordi jeg gerne vil fortsætte med at arbejde for kunstneres vilkår. Ikke fordi det er nemt – der kan indimellem være lidt langt mellem sejrene – men fordi det for mig er ekstremt meningsfyldt.
Jeg har efterhånden siddet over 10 år i bestyrelsen og har de sidste to år også været forperson for Dansk Kunstnerråd på skuespillerforbundets mandat. Dansk Kunstnerråd er en paraplyorganisation, der repræsenterer ca. 18.000 danske kunstnere: forfattere, billedkunstnere, musikere, filminstruktører, scenekunstnere og mange flere. Det er en organisation, der i mange år lå lidt stille hen, fordi de forskellige faggrupper lidt groft sagt havde mere travlt med at pisse territorier af end med at samarbejde.
Sådan er det heldigvis ikke længere. For vi har så mange fælles udfordringer, hvor vi står stærkest, når vi står sammen. Prekære arbejdsvilkår, ringe løn og forventninger om gratis arbejde har vi alle til fælles. Manglende ligeløn og ulige adgang for minoriteter er der endnu ingen faggrupper, der for alvor har løst. Og kunstig intelligens truer i lige så høj grad dramatikere og artister som dubbere og indlæsere.
I Dansk Kunstnerråd har vi derfor udarbejdet et kodeks for Fair Practice i kulturlivet. Det er et kodeks, som kort fortalt henvender sig til alle, der arbejder med professionelle kunstnere. Tilslutter man sig kodekset forpligter man sig til at følge fem kerneværdier: Fair Betaling, Bæredygtigt Arbejdsliv, Mangfoldighed, Gennemsigtighed og Tillid. Det er ikke løsningen på alle udfordringer, men kan blive et vigtigt redskab mod at sikre fair vilkår for kunstnere i Danmark. Vores egen direktør, Maria Ventegodt, har spillet en vigtig rolle i at udarbejde det nye kodeks, som jeg glæder mig til at fortælle meget mere om, når vi lancerer det kort før sommerferien.
Jeg beder om jeres stemme, for at jeg kan fortsætte arbejdet med alt det, der er vigtigt for, at I kan trives som film- og scenekunstnere.