Som I sikkert ved, kunne vi sidste torsdag afblæse blokaden mod Det Ny Teater – den største konflikt, vi har haft i min tid som medlem af skuespillerforbundet. For en uge siden var vores forhandlinger om en ny overenskomst strandet, og vi følte os berettiget til at række ud efter et af de greb, vi som fagforening har i værktøjskassen – nemlig en blokade. Operationen lykkedes, og 10. april skal I stemme om det, jeg ikke vil tøve med at betegne som en bæredygtig og moderne overenskomst. Den kan både vi og Det Ny Teater være glade for.
Men nyhedsmailen her skal faktisk ikke handle om det, der endte som ‘Verdens Korteste Blokade’, men om alt det, der skete rundt om konflikten: Nemlig det at være en fagforening og et fællesskab. Og ikke kun med medlemmerne i forbundet, men også med vores kolleger i hele Norden og dem fra andre brancher i vores fællesskab med Fagbevægelsens Hovedorganisation.
For da vi varslede blokaden, blev vi prompte mødt med både solidaritet fra vores søsterforbund her i Danmark, artistforbundet og musikerforbundet, der gav håndfaste løfter om at orientere deres medlemmer om konflikten. Og vores søsterforbund i Sverige og Norge bad med det samme deres medlemmer om at vise solidaritet med deres danske kolleger. Fra FH og HK blev vi mødt med solidaritet og en væsentlig udsigt til, at de store forbund ville se positivt på en sympatikonflikt, hvis der blev brug for det. På den måde ville blokaden potentielt set ikke kun gælde skuespillere, men også levering af service og en masse andre ting. Dét blæste os bagover, for det er et kæmpe skridt og absolut ikke noget, vi kan tage for givet.
–Benjamin Boe Rasmussen
En blokade er ikke nogen nem beslutning. Det betyder nemlig, at vi, der er i branchen nu, skal kæmpe, og potentielt ofre økonomi og jobmuligheder, for dem, som kommer efter os. Og det er både kernen og dilemmaet i at være fagforening – og i at være medlem af en fagforening. Fagforeningen er alle medlemmerne, og medlemmerne skal være der for hinanden. Og der er altid nogle, der skal stå i forreste linje, når konflikten begynder.
Jeg var lige kommet tilbage til Tagensvej efter min sygemelding, og jeg tænkte, at en konflikt nok ville være det sidste, min psykolog mente, jeg havde brug for. Men I medlemmer bakkede fuldstændigt op. Både jer der ville blive berørt af konflikten, og også alle jer for hvem, Det Ny Teater ikke er en naturlig arbejdsplads. At blive ringet op af jer og vores kolleger fra udlandet var noget af det mest opbyggende, jeg længe har oplevet. Og jeg er supertaknemmelig for at få slået fast, at vi virkelig er en fagforening! Et fagligt fællesskab, som stiller sig skulder ved skulder, når det gælder. Det gør mig stolt og rørt. Og som et forbund under FH kan jeg nu også sige, at vi ikke bare er en fagforening med 2.400 medlemmer, men med 1,2 millioner.
Jeg ved, at sådan en konflikt er voldsom og ryster os alle. Og det må heller aldrig blive hverdagskost – heldigvis. Men medlemmerne af Dansk Skuespillerforbund og vores samarbejdspartnere har stemplet ind og vist verden, at vi findes, at vi holder sammen, og at den er nødt til at tage os alvorligt.
Af hjertet tak til jer. Og tillykke til os alle med en ny overenskomst til både medlemmernes, teatrets og publikums gavn.
