Dansere og skuespillere sætter ord og
krop på demens

Med en stigende gennemsnitsalder i befolkningen får flere danskere demens. Scenekunst kan bygge bro til både dem, der har demens og deres pårørende og dermed skabe livsglæde.

Næsten hver anden dansker over 65 år deltog i et kulturtilbud sidste år, og med en stigende levealder kan vi se frem til endnu flere ældre kulturforbrugere.
Men en del af den ældre befolkningsgruppe bliver også ramt af demens enten personligt eller som pårørende, og tal fra Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark viser, at 83 procent trækker sig fra et socialt liv og fritidsaktiviteter, efter de har fået en demensdiagnose.
Henved 100.000 danskere på 65 år eller derover lever med demens. Antallet forventes at vokse til over 145.000 i 2040, fordi der bliver flere ældre.
“Det går ud over den, der har demens, men det går også ud over de pårørende, som oplever en ufrivillig isolation. Vi ved jo, at kulturoplevelser kan være en meget effektiv kanal til at skabe livsglæde og til at fastholde kontakt til andre mennesker,” siger sekretariatschef i folkebevægelsen, Lone Harlev.
“Nogle steder er der måske en ide om, at det kræver en helt ny indretning eller højtspecialiseret viden at invitere mennesker med demens indenfor, men i virkeligheden kan små skridt gøre en stor forskel. Det kan være en guide ved indgangen til teateret, at en siger, hvor man må lægge sin jakke, eller hvor toilettet er, i stedet for at antage at alle de der små ting falder folk naturligt,” tilføjer hun.
På scenen har flere kunstnere taget handsken op. Sceneliv har talt med tre af dem.

Danser for demente
“Min mormor fik demens, da jeg var barn, og jeg kan huske hende både før og efter, hun blev dement. Dansen gav mig et rum til at bearbejde og udtrykke det, som var svært at sætte ord på,” fortæller Mikkel Alexander Tøttrup, der er koreograf og danser.
Erindringen om mormoren har inspireret ham til to danseforestillinger, og en tredje er på vej. Tilsammen danner de trilogien ‘Never Said Goodbye’. Første del, ‘Wrinkles’, havde premiere på Bådteatret i København i 2021 og har siden turneret rundt på plejehjem med kommunale og private støttemidler.
“Det er helt specielt at skabe en oplevelse for et menneske med demens. Vi danner et trygt rum, hvor vi som performere nogle gange også fornemmer, at der er noget galt, men vi støtter hinanden i situationen. Vi illustrerer situationer, som for eksempel forelskelse eller oprør, og spiller musik fra beboernes ungdom, så alle nynner med.”
Mikkel Alexander Tøttrup og hans dansepartner Elena Praastrup Nielsen tager gerne en kop kaffe med beboerne bagefter og hører fra personalet, at stykket gør en kæmpe forskel.
“Dansen og musikken fanger fuldstændig beboernes opmærksomhed i en tid, hvor fokus og tilstedeværelse kan være svært. De er fuldt til stede, mens vi spiller, og vi har god øjenkontakt. Nogle gange holder vi beboerne i hånden og går rundt mellem kørestolene i løbet af forestillingen.”

Alting falder fra hinanden
Anden del af trilogien er stykket ‘Grey Zone’, som blev sat op på Teater FÅR302 sidste år som del af Demensugen arrangeret af Demensvenligt Danmark. Forestillingen er målrettet pårørende til demensramte og blev nomineret til årets danseforestilling gennem CPH-CULTURE.
I stykket kropsliggør Mikkel Alexander Tøttrup og medskabende danser Elena Praastrup Nielsen den forvirrende virkelighed af objekter og personer, som er der det ene øjeblik og forsvinder det næste.
“Mange tilskuere var rørt efter forestillingen, fordi de følte, at den havde hjulpet dem til at sætte følelser på noget, der er meget svært at forstå. Mange kender demens som term, men vi forsøger at fortolke sygdommen gennem bevægelse. Det vi ikke kan forklare eller sætte ord på, kan vi ofte mærke i kroppen.”
Med dramaturgi af Ditte Amalie Bichel og musik af kunstneren Anja Tietze Lahrmann tydeliggør ‘Grey Zone’ det skiftevis genkendelige og fuldstændig fremmede.
“Vi udtrykker sårbarheden i den demente, men også en kæmpe styrke i at forblive i kaosset og frustrationen over, at alting falder fra hinanden og ikke giver mening.”
Mikkel Alexander Tøttrup arbejder nu med danseren Jeanne Yasko på sidste del af trilogien, ‘Ice Ice Baby’, der er støttet af blandt andet Dansk Skuespillerforbund. Stykket tager udgangspunkt i håbet og i det, som stadig er der, snarere end det, der forsvinder.
“Mange demente går tilbage i barndommen, det gjorde min mormor også. Men vi rummer alle både den unge og den ældre i os, og derfor handler den sidste del af trilogien om mødet med sig selv. Det bliver en fortælling om menneskets dybe længsel og frygten for at forsvinde,” fortæller Mikkel Alexander Tøttrup.
Han spiller selv med i de første to forestillinger med Elena Praastrup Nielsen, og de to har aftalt, at de vil fortsætte med at opføre del et, ‘Wrinkles’, indtil de selv er blevet beboere på et plejehjem. Tredje og afsluttende del af trilogien forventes at få premiere næste år.

Børn og unge påvirkes også af demens
Performanceteatret Teater Fluks har gennem de seneste ti år produceret og turneret med flere forestillinger om demens.
“Aarhus Kommune henvendte sig, fordi kommunen gerne ville sætte fokus på demens på en ny måde i det offentlige rum. Både Sara og jeg har haft personlige erfaringer med demens og syntes, det var et spændende emne at undersøge kunstnerisk,” siger Rasmus M. L. Skov, der har grundlagt teatret med Sara Fink Søndergaard.
“Der er så meget, vi ikke ved om demens – hvad sker der i den demensramte? Vi ønskede at skabe en følelsesmæssig forbindelse hos publikum.”
Den første forestilling fik titlen ‘CTRL+ALT+DEMENS’ og bestod af tre stationer, to med performances og en lydinstallation.
“Premieren var i storcentret Bruuns Galleri, hvor seks personer ad gangen blev guidet rundt til de tre stationer. Centret forstærkede følelsen af at gå ud af og ind i en pseudovirkelighed,” fortæller Rasmus M. L. Skov.
Lydinstallationen har siden turneret rundt på biblioteker, demenskonferencer, ARoS og andre steder i sin egen ret med titlen ‘En Stille Strøm af Tid’.

Rørende fortællinger
Børn og unge bliver også ramt, når deres bedste- eller oldeforældre får demens. Teater Fluks har været rundt på en række skoler med forestillingen ‘VÆK’ for de 8-12-årige om demens. Stykket er baseret på bogen ‘Kaffe kanin vintergæk væk’ af Betina Birkjær.
“Vi har en workshop efter forestillingen, hvor børnene kan tale om de tanker, stykket har sat i gang. Det har været meget rørende at høre børnenes fortællinger,” siger Rasmus M. L. Skov.
Sidste år udviklede teatret forestillingen ‘Når Sirenerne Kalder’ for de +16-årige.
“Stykket har et mere performativt og inddragende spor og er baseret på dramaturgien og narrativer fra Odyseen. Odysseus’ far, Laërtes, er formentlig den første beskrevne demensramte person. Stykket handler om at føle sig ‘lost’ i verden og lede efter sin egen identitet.”
Teatret samarbejder med forskere fra Aarhus Universitet, der vil undersøge, hvad forestillingerne gør ved sundhedsopfattelsen i befolkningen. Desuden er teatret i dialog med Aarhus Kommune om muligheden for at lave en forestilling for borgere, der lever med demens.

Rammes af afmagt, sorg, fortvivlelse
Teaterkompagniet Carlsen/Hooge havde i maj premiere på den musikalske forestilling ‘Genklang’ på Huset i København – forestillingen kredser om den smertefulde erkendelse af at give slip, når en pårørende får demens.
“Min mormor fik demens og døde sidste år, så der er et personligt element i forestillingen. Den udforsker med poesi, bevægelser og lyde, hvad der sker, når et menneske forsvinder, mens hun fysisk stadig er her,” siger skuespiller og dramaturg Theresa Carlsen.
“Man er nødt til at prøve at opbygge en ny relation, når en person får demens, for det er ikke den samme som før. Man kan ikke føre de samme samtaler som tidligere – men er nødt til at overgive sig til nuet.”
Holdet bag stykket har været i kontakt med Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark og lederen af Nationalt Videncenter for Demens, professor Gunhild Waldemar, for at kunne gestalte de følelser af afmagt, sorg, fortvivlelse og vrede, der ofte rammer pårørende, som forestillingen er målrettet til.
Efter premieren vil Theresa Carlsen videreudvikle stykket i samarbejde med skuespiller og lydkunstner Frederikke Hooge og instruktør Tabita Friis Kristensen med det mål at få det sat op i sæsonen 2026-2027.