Dem, vi danser på
skuldrene af

Hvilke dansehistorier træder frem, når to udenlandske dansere, der bor i Danmark, bliver spurgt om, hvem og hvad der har haft særlig indflydelse på deres kunstnerskab? For Anastasija Olescuka fra Letland og Andreas Haglund fra Sverige handler det om dans i fællesskaber og på tværs af generationer – og om udtryksformer i kulturelle kontekster.

Anastasija Olescuka blev undervist i slavisk-baltisk folkedans igennem 10 år af Valentina Layzane ved Ivushka National Folk Dance Ensemble fra Letland. Olescuka begyndte allerede som otteårig. Valentina Layzane er det menneske, hun først tænker på, når det gælder, hvem der har haft indflydelse på hendes tilgang til dans, fællesskaber i dansen og mennesker omkring sig.
Valentina Layzane lærte fra sig om disciplin, udholdenhed, modstandsdygtighed, socialt ansvar for gruppen og ansvar for forestillingerne. I ensemblet arbejdede mange generationer sammen, og på turné og rejser tog de ældre sig af børnene. I København samles flere generationer nu til streetdance hver tirsdag gennem CLASHcph, som Anastasija Olescuka er en del af.

Ansvar for læring
Svenske Andreas Haglund blev undervist af Malin Astner – også fra Sverige – på Den Danske Scenekunstskole i improvisation og instant composition. Han beskriver, hvordan Astner har haft indflydelse på måden, han ser koreografi på, og hvordan han danser og tager ansvar for sin egen læring:
“Det var meget åbent; som at kaste sig ud i dansen. I starten var der mange af os, der havde det svært med den åbenhed, men jeg var glad for, at hun insisterede på det. Jeg lærte om performativitet, om at lytte til dans specifikt – at lytte til det, du producerer. Det var en invitation til selv at tage ansvar for min læring, langsomt. At få talestaven under undervisningen var virkelig givende. Hun så alle forskellige individer og var god til at give bløde pushes.”
Senest har Andreas Haglund undervist på Dansehallerne i instant composition.

En anden dansetænkning på klub
For Andreas Haglund er det vigtigt at have et rum, hvor dansen ikke kun er professionel eller bliver analytisk:
“Det sted, hvor jeg møder dansen mest udenfor studiet og professionel kontekst, er på teknoklubberne. Det er et sted, jeg virkelig praktiserer dans. Hvor jeg danser meget, hvor jeg kigger på, hvordan andre folk danser, og hvor jeg danser med andre. Det queerkunstneriske miljø trækker mig til det sted, som også inspirerer mig til at lave det, jeg laver. De steder er der en anden form for dansehjerne eller dansetænkning,” siger han.
Alligevel forbinder dansene sig. For eksempel når håndgestikulationer med forskellige rytmikker og intensitet fra klubdansen bliver inddraget i et af hans værker. Andreas har samarbejdet gennem flere år med franske Frédéric Gies, der blandt andet har lavet en hyldest til teknodansere i værket ‘Tribute’. Den læring har formet, hvordan Haglund selv skaber.

Robboting og boogalooing
Anastasija Olescuka har rejst i Brasilien, USA, Filippinerne og Europa for at danse. Hun fortæller om en særlig oplevelse på Master Campen ‘The Strutter’s Room’ med amerikanske Pop Tart, der underviser i såkaldt strutting, robboting og boogalooing. Der var ingen spejle, men masser af historiefortælling fra ham, hans familie, inspirationskilder og lokalmiljøet omkring ham:
“Så forstår du, at du ikke kan se dansen ‘alene’. Du kan ikke have ‘moves’ fri for kultur – der er så meget forbundet med det.”
Alle eleverne blev inviteret til at optræde med Pop Tart på en Juneteenth-festival, og først på selve dagen fik de at vide, hvilken rutine de skulle danse og hvordan. Pop Tart havde sagt:
“På forestillingsdagen ankommer du klar. Du skal forberede din sjæl, hjernen og kroppen og ankomme klar!”
Andreas Haglund har deltaget i ImPulsTanz gennem programmerne DanceWEB og ATLAS. Det har influeret hans æstetik og givet ham følelsen af at være en del af et globalt netværk i Vesten og Europa.

De organiserer sig selv
Både Andreas Haglund og Anastasija Olescuka er flyttet til Danmark. Andreas fortæller, hvordan de i hjemlandet har en længere historie med institutionel dans og bedre strukturer for dansen. Andreas beskriver situationen efter, han dimitterede i København:
“Dansehallerne havde ikke et hus, Corpus skulle lige til at lukke ned et par år senere, balletten var han ikke uddannet til, Dansk Danseteater tog én danser om året.”
Således blev hans generation af dansekunstnere nødt til at organisere sig selv, og ud af det kom for eksempel Danseatelier, Komma Productions og Dance Cooperative, som Haglund selv er med i. Han sammenligner med Stockholm på samme tidspunkt, hvor der var en anden forventning om et miljø, nogle systemer og flere penge. Nu er situationen ved at ændre sig – også politisk. Haglund er glad for at være med til at skabe kulturen i København, men kan også savne den internationale kontekst, som der er mere af i Stockholm.

Uegennyttige fællesskaber
Anastasija Olescuka er letlandsk, ukrainsk, russisk og polsk, og hun er opvokset i Letland. Hun beskriver 1990’erne som kaotiske med et opløst samfund, der skulle genopbygges efter Sovjetunionens sammenbrud. Efter Letland fik EU-medlemskab, flyttede hun til Skandinavien, til det velfærdssamfund hun havde hørt om. Her mødte hun danseren Diana Wehbi, der blev en nær ven og samarbejdspartner.
Olescuka oplever, at der i Danmark er større adgang til steder at praktisere, funding, events, klubber, musik og rejsemuligheder sammenlignet med Letland. Hun mener dog heller ikke, at livet er let for kunstnere her. Her mangler nogle gange en forståelse af fællesskab, som handler om et fælles formål – og ikke om at få noget igen:
“Vores formål er at danse, vores formål er musik, at føle. Det er det sted og rum, hvor vi kan udtrykke og udvikle os – ikke kun som dansere, men som mennesker – og skabe relationer. Relationer er aldrig nemme. Jeg tror ikke, at fællesskaber og relationer behøver at være som transaktioner. Du giver, fordi du har lyst til at give noget til mennesker; du vil gøre det her rum mere betænksomt, mere bevidst, mere legende. Du skal ikke altid forvente, at nogen vil give det tilbage til dig.”

En måde at leve på
Anastasija Olescuka er bevidst om, hvilke historier hun kan og ikke kan fortælle med sin krop og som hvid i en afrikansk og latinamerikansk dansekontekst:
“Jeg var nødt til at aflære mange ting om, hvordan jeg udøver dans, hvordan jeg tænker om dans, hvor meget jeg skal lære og min plads i den kultur. Der har været mange livsforandrende oplevelser for mig. Indimellem må vi give slip på gamle narrativer for at give plads til nyt og være klar til at tilpasse os og lære.”
Anastasija Olescuka har set 60-årige bedsteforældre danse strutting med små ‘sturdy turns’ og ‘walk outs’. Hun forklarer:
“Når du danser strutting, viser du dig frem – viser hvad du har! Her er dansen ikke en konkurrence, men en måde at leve på.”