Danseres hjernerystelse og heling

Efter en hjernerystelse i 2024 havde skribenten selv behov for at spejle sig i andre, og her deler danserne og koreograferne Anna Lea Ourø og Karin Bergman også deres oplevelser af hjernerystelse og følgerne. De taler ud om den mere usynlige del af arbejdet for at komme tilbage.

Anna Lea Ourø formulerer det således:
“Jeg kan faktisk stadig føle mig meget alene med det hele. Jeg blev ikke mødt i det medicinske system og manglede nok også nogle at sparre med. Det varede nogle år, før jeg fik ordentlig hjælp, og før jeg blev forstået.”
Ourø fik hjernerystelse i 2016, og hun beskriver den som en følelse af køresyge og som at have tømmermænd uden at have været til fest. Hun følte sig tåget, kvalm og dårlig. Hun havde tidligere haft maveproblemer, som nu blev forstærket, og det summede i hovedet. Ourø fortæller, hvordan hjernerystelsen ændrede hendes forhold til sin krop:
“Det kræver noget accept at tage sig af den nye krop. For mig handlede det meget om at lære min nye krop at kende. Det er virkelig en balance, og en udfordring, der er krævende at finde og leve efter. Det var et vilkår.”
Hun blev også psykisk påvirket med angst, frygt og stress over den ændrede krop.
“Det er virkelig en stress at bære rundt på. Hvor længe kommer det til at vare? Bliver jeg nogensinde rask? Hvad er min fremtid, og hvordan ændrer jeg den? Hvordan får jeg det bedre? Hvad er frygt for, at jeg får det dårligt, og hvad er den egentlige skade?” fortæller Ourø.

For syg til sygemelding
Karin Bergman fik hjernerystelse i 2022, som især påvirkede hendes syn og evne til at holde overblik. Hun oplevede kraftig hovedpine og hjernetræthed og kunne ikke læse, kunne ikke se på skærm og blev let overvældet af informationer. Særligt det første halve år var hun påvirket af det, og i dag prioriterer hun fortsat anderledes for ikke at overbelaste sit system. Bergman er meget mere sensitiv over for stress og kan stadig blive hjernetræt.
“Jeg er blevet et mere analogt menneske, fordi der er noget med øjnene, synet og lyset, der stadig påvirker mig.”
Mange venner faldt fra i den periode, fordi det var udfordrende at hænge ud med mange mennesker.

Til gengæld blev relationerne til nogle venner og hendes kæreste fordybet, fordi de bare kunne sameksistere. Det bedste var, når de var tålmodige, gode til at give plads og finde på sjove alternative ting.
Ourø brugte meget energi på ‘at holde sit liv oppe’ i årene efter hjernerystelse, fortæller hun. Hun havde kortere koncentrationsevne og ikke den udholdenhed, som mange danseprojekter kræver. Hun havde svært ved at indgå i projekter og måtte trække sig fra flere af dem. I de samarbejder som fungerede bedst, kunne Anna Lea Ourø tage pauser og gøre det på sin egen måde:
“Man er jo stadig sig selv. Jeg er stadig mig, og har stadig alle mine lyster, mine ideer og min energi. Det var ekstremt vigtigt at blive ved med at skabe på trods. Det var en kæmpe styrke at blive ved med at arbejde, men det var ikke altid nemt.”
Hun tilføjer:
“Det er noget med, i vores liv som udøvende kunstnere, at give plads til at det kan ændre sig. Sådan som vi arbejder, og hvad der passer os.”
Ourø sygemeldte sig senere, da hun efter en periode med fremgang fik det værre:
“Det føltes meget stærkt for mig at trække stikket på den måde og konsekvent bare sige: Nu handler det kun om at få det bedre og give mig selv plads og tid til at være med det her. Og det var virkelig godt for mig. Hvad er hvad – det ved jeg ikke. Men nu tager jeg et valg.”

Deltage som en kat
Bergman arbejdede under sin hjernerystelse, hun var blandt andet på turné, og fik aldrig en sygemelding. Selv om der var stor forståelse for, at hun kun var delvist aktiv, siger hun nu, at det nok ville have været bedre med en sygemelding:
“Jeg havde ikke overskud til at finde ud af, hvordan ting skulle gøres og løses, og hvordan man fik en sygemelding. Jeg tænkte, at hvis det går over om nogle dage, er det bedre bare at hvile.”
Hendes tilgang var:
“… at deltage mere som en kat. At komme ind, forsvinde lidt igen, lægge mig lidt på siden, så lidt på ryggen … At kommunikere det, jeg har brug for og få lov til at deltage på en mere blød måde.”
Karin Bergman er blevet mere opmærksom på, hvilke aktiviteter, som tager energi og giver hende energi tilbage. Hun forklarer:
“Inden hjernerystelse var det nemt at gøre det, der tog meget energi uden at give energi tilbage. Med hjernerystelse var det ikke længere muligt, fordi jeg havde et meget mindre energibudget.”
For hende handler det nu om at sige:
“Her går min grænse og så ikke blive ved med at gå over den, men faktisk sætte grænsen, kommunikere den og holde fast ved den. Det rigtige er ikke altid nemt, men det føles godt.”
Hjernerystelsen gav hende en slags ‘frikort’ til at tage de pauser i sociale kontekster, som hun har brug for. Hun opfordrer os til ikke at være bange for at have nogle ønsker og krav til hinanden, og hun har erfaret, hvordan de fleste er åbne for at gøre ting anderledes:
“Da jeg begyndte at tale om min hjernerystelse, forstod jeg, at der er mange, der også oplever udfordringer fra for eksempel overbelastning og stress, og som også̊ har et behov og ønske om at arbejde mere bæredygtigt.”

Energibudget og bæredygtighed
Ourø oplevede, at terapi og læring om grænsesætning hjalp hende og gav en følelse af kontrol tilbage. Hun fortæller også, at det stadig er en prøvelse at forstå sine grænser og sin krops behov, når hun indgår i nye arbejdskonstellationer. Og at det er blevet vigtigere for hende nu at adskille arbejde og privatliv.
“Vi har alle sammen hver vores krop og forskellige grænser. Det er noget, der er fokus på, men det bliver ofte ret performativt. Det bliver ikke til så meget reel handling i, hvordan vi er med hinanden i arbejdsprocesser, og hvordan vi skaber rum for forskellige kroppe.”
Anna Lea Ourø og Karen Bergman – og undertegnede – er raskmeldte i dag. Ourø beskriver helingen som en overgang:
“Det er svært at sige helt præcis, hvornår hjernerystelsen stoppede, og om den egentlig overhovedet er stoppet. Det bliver et enormt mudret billede.”
Hun lader sig nu guide af sin kropslige viden og siger afslutningsvis:
“Kroppe er enormt komplekse, og vi har brug for at blive mødt i den kompleksitet.”