Det er ingen hemmelighed, at dansen i mange år har været en udfordret kunstart i Danmark – i høj grad båret af det frie felt og med (de få) arbejdspladser og scener koncentreret i København og Aarhus. Det kan ikke undgå at smitte negativt af på danserne selv og deres mulighed for at leve et bæredygtigt arbejdsliv – og hjemmeliv.
De seneste 10 år har vores lønundersøgelser igen og igen vist det samme: Danserne er klart den medlemsgruppe, som tjener mindst. 43 % af de koreografiske kunstnere tjener under 200.000 kroner om året på deres fag. Og mere end halvdelen bekymrer sig om, hvorvidt de overhovedet kan blive ved med at danse, når de bliver ældre. Det viser en rapport, Augustinus Fonden udgav for nylig.
På trods af alt det er I dansere den gruppe af vores medlemmer, jeg oplever som allermest stolte af jeres fag, og I er altid dybt forankret i jeres faglighed. Også når jeres vilkår er skrøbelige og svære.
Lad mig sige med det samme: Det er en tilståelsessag for mig, at forbundets politiske arbejde med dansen er faldet i baggrunden de senere år. Coronapandemien, rettighedskriser og uroligheder har stjålet to do-listen, og derfor er der hos mig ingen tvivl om, at det er tid til at sætte gang i en seriøs indsats for dansernes arbejdsvilkår og -muligheder.
Fredag den 25. september samler vi hele feltet – dansere, koreografer og producenter, institutioner, organisationer og centrale aktører – til et stormøde om dansens vilkår i Danmark. Nej, vi står ikke klar med en færdigbagt indsatsliste, og løsningen er heller ikke bare at sige ‘send flere penge, tak’ til vores politikere. Vi har brug for at blive klogere først. Ellers risikerer vi at danse i den forkerte retning.
Derfor er stormødet et væsentligt første skridt. Her vil vi tage temperaturen på området, hente inspiration fra vores nordiske naboer og drøfte, hvordan vi sammen skaber mulighed for stærkere rammer og sprede dansen ud til endnu flere publikummer. Vi vil naturligvis også kortlægge, hvor vi som branche selv kan gøre noget.
En af de ting, vi allerede ser er, hvor kort levetid mange forestillinger i det frie felt har. Klart, det er et spørgsmål om økonomi, men vi ser også, at hvis forestillingerne kører i længere tid, er der et større publikum. Det har bl.a. Holstebro og Betty Nansen bevist. Men hvordan skaber vi som fagforening den mulighed i det frie felt?
Vi ved også at vores overenskomster, støtteregler og statslig kassetænkning kan være udfordrende for et fag, hvor kolleger ofte producerer og hyrer andre kolleger. Det vidner om en kultur, der skal have mere hjælp og bedre rådgivning – af både os og myndighederne.
Alt det her er selvsagt ikke noget, danserne eller DSF kan løse alene. Det kræver en fælles indsats fra kunstnere, arbejdsgivere, institutioner, uddannelser, støttegivere og politikere, og det er præcis tanken bag det kommende stormøde. Når vi samler de centrale aktører i et rum, håber og tror jeg på, at vi kommer ud derfra med konkrete mål og fælles løsninger.
Vi glæder os til at byde hele branchen op til dans.
