Smuk billedserie:
2024 var dansens år i
Sceneliv

Foto: Dansehallerne

I 2024 vover vi et øje her på Scenelivs midtersider. Vi vil sætte fokus på dansen i glorværdig bevægelse – dog i form af stillbilleder. Vi bringer nemlig en stribe foto fra forestillinger, der nok ikke i alles øjne allerede kan ses som klassikere, i og med de ikke er fra gamle dage. Men derfor kan de jo godt være nyklassikere. Vi lægger ud med et forestillingen ‘The Big Intensive’ af Stuart Lynch. Forestillingen – der er en danse- og balletperformance – blev opført i 2010 under en tredages dansefestival i København. Stuart Lynch arbejder med udgangspunkt i Danmark, men har også arbejdet flere år i Australien i performancegruppen Deqincey/Lynch.

Der skal lyde en stor tak til Dansehallerne for at finde billeder frem og for at levere dele af baggrundsinformationerne.

Foto: Dansehallerne/Lars Nybøll

Til sommer på CPH Stage er koreograf Fabio Liberti igen på programmet med ‘What Did I Just Do’. Dette nummers foto er dog fra forestillingen ‘Don’t, Kiss’ tilbage fra 2018, hvor Alberto Cissello og David Forsberg danser – og kysser. Koreografen Fabio Liberti har beskrevet, at han i denne danseforestilling forsøger at analysere de mere dystre relationer mellem os mennesker – i form af afhængighed og i den forbindelse også medafhængighed. Der er særligt fokus på selve kysset, for danserne er låst i et kys hele forestillingen igennem! Og et kys er som bekendt både gnisten – det er kontaktpunktet mellem to mennesker, og det kan samtidig også være begrænsningen.

Tak til Dansehallerne for at levere fotos og hjælpe med baggrundsinformationer.

Foto: Max Markow

Ovennævnte er blot en af en stribe af danseforestillinger, hvor de to medlemmer af duoen two-women-machine-show danser synkront. De to kvindelige dansere og koreografer er Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg, som begge er uddannet ved Salzburg Experimental Academy of Dance. Lige netop denne forestilling er baseret på videoer fra YouTube om massebegivenheder, som man på scenen har genskabt i den sorte kasse, en dansescene er. Om forestillingen har Ida-Elisabeth Larsen til Iscene.dk sagt følgende:
“Det politiske og æstetiske potentiale i det mellemrum interesserer os. Det kan føles som en skøn blindhed, for man kan ikke altid fornemme, hvor den anden og man selv begynder eller slutter.”

Tak til Dansehallerne for at levere fotos og hjælpe med baggrundsinformationer.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Kitt Johnson havde i 2017 til ‘Stafet’ castet fire mænd og fem kvinder af forskellig herkomst. De ni mennesker var performere mellem 24 år og 71 år, altså i vidt forskellige aldre, men de var også fra forskellige socioøkonomiske klasser og samtidig fra vidt forskellige steder – både Japan, Afrika, Centraleuropa og Skandinavien. Kitt Johnson har selv om danseforestillingen forklaret:
“Med ‘Stafet’ håber jeg at vække publikum til refleksion og bidrage til større forståelse for de underliggende kræfter, der binder nutid uløseligt sammen med fortid – og danner kimen til vores valg, overbevisninger og handlinger. Et tema, der netop nu synes at have særlig stor og frygtindgydende relevans i vores terrorramte og overophedede verden.”

Tak til Dansehallerne for at hjælpe med billeder og info.

Foto: Alicia Clarke

På fotoet kan du se Igor Urzelai and Moreno Solinas – forkortet til navnet på dansekompagniet, Igor og Moreno – i en danseperformance med titlen ‘A Room for All Our Tomorrows’. Den inkluderende performance fra 2018 foregik i regi af Dansehallerne og blev præsenteret med ordene:
“Det handler om os alle. Om det hemmelige liv, vi indeholder, når vi er tæt på andre mennesker. Om de øjeblikke – mellem kaffe og dans – når harmonien forlader os, og det eneste vi står tilbage med, er evnen til at skrige. Det er en performance – og et sted – hvor vi kan forestille os, at tingene kan være på en helt anden måde, end de er. Det er i al sin enkelhed – et morgendagens rum.”

Tak til Dansehallerne for at hjælpe med billeder og info.

Foto: QUARTO

Der er ikke nogen stavefejl i overskriften. Det er helt med vilje, at de to ord står skrevet ud i en køre, for danserne blev nærmest bundet sammen af reb. Forestillingen ‘THISENTANGLEMENT’ blev fremvist af QUARTO i 2018 og værket var en selvstændig forlængelse af forestillingerne ‘Knot Body’, ‘Beauty of Accident’ og ‘Durational Rope’. Hvert værk i QUARTOs ‘Reb’-serie arbejder med et hele 1.000 meter langt reb på forskellige måder. De beskrev selv forestillingen sådan:
“En massiv, levende sort tråd transformeres fra en stor bunke til en lasso, en pisk, en slange og så en stor knude, et multidimensionelt mønster, et utilsigtet rumligt ornament, en labyrint, en vidtstrakt masse der slynger sig, gemmer, afslører og bliver til de kroppe, som det bringer ­ sammen og adskiller. Undervejs afsløres afstand mellem de ­ konventionelle køn (mand/kvinde), og ­ substans (fravær/nærvær) afsløres og indtages.”

Tak til Dansehallerne for at hjælpe med billeder og info.