Temaet i dette Sceneliv handler om lobbyisme og om, hvordan DSF navigerer i det politiske landskab for at forbedre forholdene for jer medlemmer. Jeg ved, at lobbyisme har en negativ aura – politik er, ligesom pølsefars, en ting, vi ikke vil vide, hvordan bliver til. Og nogle tvivler også på, om vi overhovedet skal deltage i lobbyspillet. Men uanset hvor herligt det ville være, hvis vores syn på verden var det eneste, der gjaldt, og at vi kunne opnå vores sejre med skarpe læserbreve – så er reglerne nogle andre.
Som Rulle Grabow siger inde i bladet, skal der brede forlig til, hvis vi vil skabe langtidsholdbare resultater, som kan overleve skiftende regeringsflertal. Og det betyder, at vi må samarbejde med alle på tværs af det politiske spektrum – og det gør vi. Folketingets sammensætning er et spejl af vores nation, og der er ikke nogen, der er finere end andre. Alle læser, hører lydbøger, ser film og tv, går i teatret eller oplever jer medlemmer på et hav af andre måder.
Politikerne ved godt, at vi primært slås for vores medlemmers interesser. Men vi gør det med valide data og fakta. Troværdigheden er nemlig afgørende for indflydelsen og relationen. Vi skal kunne stole på hinanden. Der er systemet ret følsomt – og med god grund. For den påvirkning, vi kommer med, er jo med til at skabe lovgivning eller forandring i samfundet. Og selv om nogle måske mener, at jeg og branchens topfolk er for tæt på politikerne, kan jeg afsløre, at jeg flere gange har stået skoleret overfor ministre og politikere.
Benjamin Boe
Søren Søndergaard revsede os og producentforeningen, da han – sammen med de øvrige partier – havde knoklet med kulturbidraget. På vores opdrag. Hvorefter vi ændrede på hele grundlaget under den nye kulturminister, Jakob Engel-Schmidt. Søndergaard var rasende over at have brugt sin kapital og sine kræfter, og så stod vi der ikke selv. Ikke et af mine fineste øjeblikke, men virkeligheden gjorde, at det var nødvendigt at justere kulturbidraget til det, vi har i dag. Det betød dog, at der bagefter skulle klinkes skår hos de ordførere og ministre, der havde arbejdet for det oprindelige forslag.
Jeg har også siddet i beskæftigelsesministeriet med Jørgen Ramskov og Producentforeningen og fået med linealen (på en kærlig og humoristisk måde). Jørgen og jeg havde i forbindelse med filmforliget sat gang i en proces for at forbedre vilkårene for børn på filmoptagelser. Vi blev efterfølgende inviteret til kaffe hos ministeren, Ane Halsboe-Jørgensen, der præsenterede de forandringer, hun havde gennemført. Det var en kæmpe overraskelse, at de havde ordnet reglerne så hurtigt. Der var bare den udfordring, at vi havde lovet at bidrage med enighed hos branchens parter om de konkrete forhold – og det var vi ikke i mål med. Vi blev enige om, at det nok var en god ide for vores fortsatte samarbejde, at vi fik fart på. Det gjorde vi, og operationen lykkedes.
Jeg synes, det er vigtigt at dele det her, da det sætter nødvendigheden af den politiske relation i relief. Hvis vi ikke havde nydt den tillid, havde vi ikke fået bedre vilkår for børn, kulturbidraget, hjælp under corona eller politisk opmærksomhed om vores kunstneriske rettigheder.
Inden det nu kan lyde, som om vi bare altid får det, som vi vil, så er det jo desværre ikke sådan. Vi har også tabt slag. Kunstnermomsen, eksempelvis. Sagen er for mig en reminder om, at vi altid skal gøre os umage og være i det svære på en ordentlig måde. Mine år i forbundet har vist, at verden og vores udfordringer bliver mere globaliserede – og mere komplicerede og globaliserede. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi plejer den tillid, vi har fået på tværs af Folketinget. Kravene til vores forbund som interessevaretager og lobbyist er steget helt vildt i min tid. Og bliver en vigtig markør i det fremtidige arbejde, forbundet skal udføre for jer alle sammen.
