Dans uden begrænsninger

At svinge fra en nyerhvervet lysekrone i jern kan godt give hård hud på hænderne. Men Mark Philip, danser og kunstnerisk leder på Uppercut Danseteater, er ikke bange for lidt smerte på vejen mod det ultimative resultat.

Energien nærmest pulserer rundt i Uppercut Danseteaters øvelokale denne torsdag eftermiddag, hvor der er en uge til premieren på KALINKA, tredje del af trilogien PLEJER ER DØD, der startede med SAMBA og LIMBO. Denne gang er figuren PIG blevet politiker, med alt hvad det indebærer af svinestreger. Fra de sorte trapper flyder røde striber, som blod, der først bugter sig og siden bliver til snorlige gange hen mod politikernes kontorer bagerst på scenen. Gulvet er dækket af sammenkrøllede papirer – stumper af taler, fakta, løgne og andre forsøg på kommunikation om svineinfluenza, nakkekam og landbrugsforordninger.
Alle dansere er på gulvet, iført ens sorte jakkesæt med en lysende bleg grisekrølle fæstnet til bagdelen med seler. Hver især øver de koncentreret deres soloer til forestillingen. Midt på scenen påkalder en danser sig dog særlig opmærksomhed. Mark Philip, der til daglig også fungerer som kunstnerisk leder af Uppercut Danseteater sammen med Stephanie Thomasen, svinger langsomt rundt under en gigantisk lysekrone af jern. Fødderne rammer gulvet og roder op i de kaotisk henkastede papirer.
“Til premieren kommer der til at være meget mere papir. Alle talerne er printet og brandimprægneret,” fortæller Mark Philip i en pause efter prøven. “Min solo i lysekronen ligger til sidst i stykket og kommer ud af en talescene, hvor jeg først taler om, at valgflæsk har været kendt i Danmark i mere end hundrede år, og ender med at flippe ud og begynde at kaste med papirerne og spise mine egne ord.”
Helt bogstaveligt.
“De smager lidt surt, men det skulle ikke være farligt at spise papiret… håber jeg.”

Spænding skal der til
PIG ender som en mand i forfald. En mand, der har lovet for meget og nu synker ned i egne løgne og opspind, mens sandhedens time, lyset, kommer ned over ham. Tilbage på scenegulvet rejser han sig op inden i lysekronen, tager fat i den og begynder at dreje rundt.
“Stefan, jeg kunne godt tænke mig at have mere lys i,” råber Stephanie Thomasen op mod teknikrummet, mens hun følger Mark Philips bevægelser med et intenst blik.
Lyset bliver skruet op, imens Mark begynder at løbe frem og tilbage under lysekronen i takt med dens svingninger.
Det kræver lidt timing at få rytmen rigtig. Det er vigtigt, at det føles som om mand og lysekrone er et.
“Jeg skal kunne mærke, at den er med mig, så jeg ikke bare danser trin på trin, på tælling og musik” siger Mark Philip og fortæller, at selvom han har ansigtet vendt bort fra lysekronen, kan han stadig mærke lyset og energien, når den svinger frem og tilbage. Det bruger han til at time, at han er præcis midt i lysekronen, når han rejser sig op.
“Jeg tæller ikke så meget min musik. Jeg lytter til beatet og til det, Alex (Alexander Skjold, der har komponeret musik til trilogien, red.) spiller på sin melodica. Så jeg skal kunne mærke metallet og have musikken ind. Mærke rummet og følelsen.”
Han vil gerne undgå at lægge sig for fast på bestemte bevægelser.
“Jeg er sådan en danser, der er nødt til at mærke det på min krop. Der er nogle af vores dansere, der godt kan lide at arbejde med at tælle og sætte det. Og jeg skal selvfølgelig også være med på deres vibe, for vi er fælles om denne her forestilling. Men lige på min solo kan jeg få lov at holde det lidt mere åbent. Der skal være noget spænding og noget, der er uvist. Inden for en ramme, selvfølgelig.”

Hård hud og jubilæum
Men først skal der styr på lysekronen, der først er ankommet fra værkstedet få dage forinden, og har vist sig at være meget glat. Mark Philip griber fat, mens den hæves mod loftet, men må efter kort tid slippe og gnubbe hænderne mod hinanden, mens han skærer en grimasse. Armene bliver svinget rundt et par gange. Så er han klar til at prøve igen. Men igen må han give slip.
“Er der nogen, der kan huske, hvad vi kunne gøre for at den blev mindre glat,” råber Stephanie Thomasen ud i rummet.
“Var det noget med sprit?”
Efter prøven viser Mark Philip sine håndflader med små pletter af hård hud.
“Billedet er, at jeg gerne skulle kunne hænge hele vejen op under loftet i arm, men det kræver, at den ikke glider ud af mine fingre. Så det skal vi lige finde ud af! Og så sker der bare en tilsyring af mine muskler, ved at holde så fast, så lige så snart jeg giver slip på den og får mine arme under hjertet, så kan jeg mærke, at det hele siver ned. Så skal jeg lige have et par sekunder, før jeg kan komme op igen. Men det er jo ikke ligesom en sportsgren, hvor jeg sætter mig ud på bænken og får lidt vand, jeg er jo stadig på scenen. Så lige nu handler det om at lære lysekronen at kende.”
Og der skal mere end lidt smerte til at slå en danser ud. Mark Philip prøver igen, og denne gang lykkes det at holde fast, mens han svæver mod loftet. Et af de krøllede talepapirer har sat sig fast under hans højre fod, og svinger i takt med krop og krone.
“Det er nice, at der sidder det der ene stykke papir, det kan jeg virkelig godt lide,” siger Stephanie Thomasen med begejstring i stemmen. Vel vidende at det ikke er noget, de kan rekonstruere. Det er et af de små drys af dansemagi, der opstår nu og her.