Dansen i Danmark –
dygtig og presset

Det danske dansemiljø myldrer af talent, iværksætterånd og vilje til kreative samarbejder. Men dansen er også presset. Måske ud over rimelighedens grænser. Af mangel på scener, støttemuligheder og solide kulturinstitutioner, der kan tage kampen for dem. Blandt andet i forhold til den mulige udflytning af danseuddannelsen på De Danske Scenekunstskoler.

Lad os tage det gode først: Dansen i Danmark sprudler af gode og dygtige kræfter og danske dansere og koreografer nyder anerkendelse ikke bare herhjemme, men også i udlandet. Blandt andet takket være de velfungerende danse- og koreografuddannelser på Den Danske Scenekunsts afdeling på Holmen, hvor dansere og koreografer uddannes side om side med skuespillere og teaterinstruktører, med deraf følgende kreative samarbejder på tværs af scenekunstens felt, hvor teaterinstruktører på etablerede scener i stigende grad hyrer dansere eller ligefrem skaber danseforestillinger, og dermed er med til at øge danserne muligheder for at finde en scene til deres kunst.
“Jeg er meget imponeret over, hvad der bliver sat i gang,” siger koreograf Tina Tarpgaard, koreograf, tidligere medlem af Projektstøtteudvalget for Scenekunst under Statens Kunstfond og nuværende bestyrelsesmedlem af Udviklingsplatformen for Scenekunst.
“Når vi har fået ideer ind i Scenekunstudvalget, er det meget tydeligt, at der dels kommer mange ansøgninger fra danse- og koreografifeltet, og at der er mange, der er dygtige og har et gennemarbejdet forhold til deres egen kunstneriske praksis. Der er også mange, som har gode samarbejdspartnere internationalt og nationalt. Der er en helt særlig entreprenørånd i feltet.”
En entreprenørånd og en kunstnerisk kreativitet og nysgerrighed, der skal værnes om. For dansen er også presset.
Langt størstedelen af de danske dansere og koreografer arbejder som selvstændige og projektansatte. Med nedlukningen af blandt andet Corpus og Dansehallernes faste lokaler, er der blevet færre steder at have en reel tilknytning til som danser. Størstedelen af danserne arbejder fra projekt til projekt, ofte på flere projekter på samme tid, for penge tildelt af blandt andre Kunstfonden og private fonde, der er øremærket det enkelte projekt, og derfor ikke kan flyttes rundt, hvis økonomien kræver det. Samtidig er det kun få teaterscener i Danmark, der satser på dansen – på at vise dans, men også på at gøde det vækstlag, der er, så de nye dansere får mulighed for at blomstre.
Det gør dansen til et sårbart område inden for dansk scenekunst.
“Det er en udfordring, at der er så få gode institutioner i Danmark, danserne kan samarbejde med,” siger Tina Tarpgaard. Det betyder, at alle de her rigtigt gode initiativer kommer til at være bundet fuldstændig op på projekt-til-projekt støtte.”
“Mange unge kunstnere har fundet ud af at slutte sig sammen i kollektiver, og de institutioner der er, gør et stort arbejde. Men de er bare for få. Der mangler institutioner, der rent faktisk har dans som opdrag og som kan give det rygstød, der ofte skal til for at skabe noget kontinuitet.”

River ned
Derfor er Tina Tarpgaard også dybt bekymret over udsigten til, at Den Danske Scenekunstskoles danseuddannelse, både dansere og koreografer, skal flyttes fra København til Holstebro. Ifølge de første politiske udmeldinger allerede per studiestart 2023, men opstartsperioden er for indeværende ukendt.
“Det er et meget stort problem, at vi hele tiden river ned. Det har været en gigantisk udfordring, at vi ikke længere har studier eller scener under det, der hedder Dansehallerne, der har været en meget vigtig ressource til at bygge mange ting op. Også for mig selv. Manglen på scener i København har været helt absurd. Og det sidste stik er så at flytte danseuddannelserne,” siger Tina Tarpgaard og skynder sig at understrege, at det ikke er en dårlig idé at etablere en danseuddannelse i Holstebro, der i forvejen har et stærkt dansemiljø. Det må bare ikke være på bekostning af den velfungerende uddannelse, der allerede eksisterer i København.
“Man kommer til at smide noget helt unikt på gulvet. Blandt andet har skolens masteruddannelser et unikt samarbejde med uddannelser i hele Norden, og er der noget vi har brug for lige nu, er det samarbejder. Derudover er deres masterakkreditering og deres bacheloruddannelser bygget op omkring det tværfaglige miljø, der er på skolen,” siger hun med henvisning til, at dansere og koreografer uddannes side om side med skuespillere og teaterinstruktører med videre.
Marie Topp, der blev uddannet koreograf og danser i 2009, er enig.
“De senere år er der kommet nogle teaterinstruktører ud fra Den Danske Scenekunstskole i København, som har gået parallelt med en årgang af dansere, og som derfor har blik for, og en indsigt i, hvad der foregår, og modet til at lade det komme ind på scenerne. Der begynder at være åbne døre og en interesse for at inkludere dansen i repertoiret. Og jeg er bange for, at hvis man igen fjerner dansen, så forsvinder den ud af referenceområderne. Fordi man ikke naturligt bygger de relationer op, som man gør, når man uddanner sig sammen og følger hinandens spor, inden man sidder fast i sin egen praksis. Derudover er det lige så komplekst at bygge forestillinger op med dans, som når man arbejder med en dramatisk tekst. Koreografen tænker alt fra grunden. Man har ikke dramatikernes tekst at tage afsæt i. Derfor har vi lige så meget brug for samarbejde med de andre scenekunstneriske discipliner som for eksempel lysdesign. Det handler ikke kun om at være god til at danse. Derfor vil det være et kæmpe tab at lave det her ryk. For hele feltet.”

To i stedet for en
I første omgang var oplægget fra politisk side, at hele danseuddannelsen skulle flyttes. Siden er det blevet modereret til, at det er 30 pladser med hovedvægt på dansen. Dermed åbnes der for muligheden for, at kun en del af danseuddannelsen flyttes.
“Det handler ikke kun om at have nogle uddannelser, man skal udvikle på. Det handler også om at forstå et miljø og skabe nogle kontakter og samarbejder i det miljø. Derfor synes jeg, det er sært at tænke at man vil kunne lave den samme uddannelse et andet sted. Det ville være at hælde barnet ud med badevandet at flytte en uddannelse helt,” siger Rasmus Ölme, leder af danseuddannelserne på Det Danske Scenekunstskole.
“Det vi arbejder hen imod, er derfor muligheden for at kunne tilbyde en bachelor i dans og koreografi i både Holstebro og København, så studiepladserne deles mellem de to steder. Det giver os en chance for at bygge noget op i Holstebro, der virkelig kan fungere, og som får lov at vokse på en måde, der giver mening i det miljø. Uden at tabe noget, der er meget velfungerende. Og så må vi så se på, hvordan vi gør det rent fagligt, for at sikre et godt niveau begge steder. Måske skal der være forskel på profilen, så det ikke er den samme uddannelse begge steder. På den måde kan de studerende vælge den linje, de synes passer dem bedst.”
Han understreger, at det kun er overvejelser, og at intet er vedtaget endnu.

Hårdt at insistere på eget værd
Udflytningsplanerne rækker ud over selve uddannelsen og påvirker hele dansemiljøet. For hvorfor lige dansen? Er den mindre værd end de øvrige scenekunstuddannelser, siden det er den, der bare kan flyttes? I forvejen er de fleste dansere nødt til at insistere på deres egen kunstneriske værdi, hver eneste gang, der skal skrives en ansøgning. Og det tærer på kræfterne.
“Vi er alle sammen freelancere, projektansatte, lavest i lønkæden med ustabile arbejdsvilkår. Vi er afhængige af Statens Kunstfond – en endnu mere usikker finansieringsmodel end de teatre, der får driftsstøtte,” siger Marie Topp.
“Og så er der det aspekt, at man skal have utroligt mange facetter, for at kunne gennemføre det. Man skal have indblik i økonomi og kunne styre et projekt. Man kan ikke nøjes med at fokusere på det kunstneriske arbejde. Og det medfører ekstremt meget ubetalt arbejde. Så det er et fagområde, der i forvejen skal kæmpe for overhovedet at eksistere.
Marie Topp oplever, at mange dygtige dansere og koreografer simpelthen vælger at forlade faget.
“Jeg kan se på mine kollegaer, at der er en vis energi, når man starter og så sætter der en udmattelse ind, hvor folk forlader feltet, fordi det er udmattende at holde det drive, der skal til. Det bliver ved med at være utroligt usikkert og kompliceret, og man ved ikke, hvad der ligger foran en. Det gør, at man tvivler på, om man bliver ved med at orke. Og tiden ændrer sig jo også i tilværelsen. I mit eget tilfælde har jeg fået to børn og er forsørger. Der er et andet ansvar, der sætter ind. Og det gør, at der er mange, som giver op.”
Og det handler ikke kun om praktik og økonomi, men også om psykologi.
“Som kunstner er man jo ofte også ekstremt usikker og angstdrevet omkring sin egen position og betydning. Og det betyder også, at man når et punkt, hvor man ikke orker hele tiden at være den, der insisterer på, at ens arbejde er vigtigt. At det har en betydning. Både i forhold til ens kollegiale scenekunstmiljø og politisk. Når alt lige nu, kulturstrømninger og den måde pengene fordeler sig på, siger, at det ikke er vigtigt.

Efterlyser fælles front
Marie Topp efterlyser større støtte til dansen. Ikke kun fra dansemiljøet selv, men også resten af scenekunstmiljøet – og selvfølgelig de politikere, der står for de overordnede beslutninger.
“Dansen er sådan en underdog, der skal være glad, hver gang den får et kødben eller en særpulje. I stedet for at man reelt kæmper for at løfte dansens status op. Men jeg tror desværre, at der er en form for lavstatus forbundet med dansen, der gør, at det bliver accepteret,” siger Marie Topp, der peger på et større, strukturelt problem.
“Skuespillerforbundet repræsenterer både dansere og skuespillere. Alligevel er det okay, at det hedder Dansk Skuespillerforbund. Det er ikke vigtigt, at det hedder ‘Skuespillere og dansere’. Og hvorfor er det ikke det? Dansk Teater skal påstås at dække hele scenekunstfeltet. Men igen er dansen ikke vigtig nok til, at man tager den ind i navnet. Man samler de her organisationer og siger, at de kæmper for hele feltet. Men gør de så også det? I Sverige hedder det Svensk Scenkonst, fagforbundet har også inkluderet dansere. Og man har opdelt Kunstfonden, så der er en decideret pulje til dans. Der er nogle andre opdelinger, der er med til at løfte, at det er et selvstændigt kunstområde med sin egen selvstændige plads. Og ikke bare noget, der opererer nedenunder det dramatiske teater som det mest vigtige.”
Marie Topp efterlyser en fælles front mod dansens udfordrende arbejdsvilkår.
“Det er et generelt problem, at det altid bliver gjort til dansens område, at dansen er lille. Det svarer til, at det er de sorte skuespilleres problem, at de er underrepræsenterede på scenen. Eller at det er kvinderne, der skal kæmpe for, at der kommer flere kvindelige hovedroller. Det er mere fundamentalt. Og man står svagere, når man ikke kæmper som en samlet branche. Og vi står virkelig et sted, hvor det hele kan forsvinde, hvis der hverken er samlende scener eller en uddannelse i hovedstaden,” siger Marie Topp.
“Vi må bare konstatere, at alle de etablerede institutioner inden for dans bliver voldsomt destabiliserede i disse år.”
Hun bakkes op af Tina Tarpgaard:
“De strukturelle udfordringer, at institutioner lukker med videre, gør, at vi som samfund slet ikke får det udbytte af et helt kunstfelt, som vi kunne få. Både som kunstform, vidensfelt og dannelsesrum.”