For scenechefen på Skuespilhuset, Michael Franch, vil teatret altid vil være en arbejdsplads med særlige risici, og derfor er der heller ikke nogen dumme spørgsmål, når det gælder til sikkerheden. Der er ikke noget, der hedder ‘bare lige’.
Som skuespiller kender du det garanteret: I er midt i en prøve. Alle vil videre. Nogen får en idé. “Lad os bare lige prøve med, at væggen kører lidt hurtigere”. “Vi hejser dig bare lige lidt længere op i wiren – og ind fra højre i stedet”. “Bare lige”.
“Og det er præcis dér, du skal passe på, for det er vores erfaring, at det er dér, ulykkerne sker,” forklarer Michael Franch, der er scenechef i Skuespilhuset.
“Vi har lavet procedurer for, at hvis der skal ske ændringer, så skal vi tage fat i teknikerne først. Hvis noget for eksempel skal køre op på otte sekunder i stedet for ti, så må vi ikke gøre det uden først at have prøvet det igennem i fuldt lys uden spillere på scenen.”
For publikum ser det ofte magisk og ubesværet ud – og det er jo netop dét, der er ambitionen for hele holdet, men bag kulisserne ligger farerne på lur.
“Vi laver huller i gulvet, vi skubber ting op fra kælderen, hænger ting og mennesker ned fra loftet – og topper det lige af med røgmaskiner og modlys, så dem på scenen næsten intet kan se. Det kan være vanvittig farligt,” advarer Franch.
Ingen ændringer ‘on the fly’
For Michael Franch handler sikkerhedsarbejdet først og fremmest om procedurer. Og om ikke at lade rutinen tage over:
“Vi laver ingen ændringer ‘on the fly’. Vi stopper op og prøver det af i fuldt lys. Selv den dygtigste tekniker kan lave fejl. Og procedurerne er det vigtigste.”
Hver forestilling på Det Kongelige Teater får sin egen arbejdspladsvurdering (APV), hvor alle risici bliver gennemgået konkret. Hvis en robåd skal flyve over scenen med skuespillere i, bliver alt planlagt ned i detaljer.
–Michael Franck, scenechef på Det Kongelige Teater
“Hvordan kommer de op i båden? Hvordan kommer de ned igen? Hvad gør vi, hvis strømmen går? Hvis nogen hænger i en wire, hvordan får vi dem så sikkert ned igen? Har vi en lift? Har vi en anden løsning? Alt det bliver skrevet ind i APV’en,” fortæller Michael Franch.
‘Hvorfor har I malet gulvet sort?’
Samtidig peger han på, at teatret altid vil være en arbejdsplads med risikable rammer, fordi kunsten kræver ting, der ikke nødvendigvis er praktiske eller sikre i klassisk forstand:
“Vi havde en arbejdsmiljøkonsulent på besøg, og det første hun sagde var ‘hvorfor har I malet gulvet sort?’. Og ‘kunne I ikke tænde noget mere lys?’ og ‘de der græstotter på scenen? Du kan falde over alting her’. Men det er jo kunst, og det skal du kunne håndtere som skuespiller,” mener Michael Franch.
“Derfor handler sikkerhedsarbejdet heller ikke om at fjerne alle risici. Det handler om at kende dem – og om at turde tale højt om dem, også når alle er pressede, trætte og bare gerne vil videre med prøven.”
Netop derfor er det vigtigt for ham, at skuespillere oplever, at de kan sige stop.
“Hvis der bliver råbt stop under en prøve, så stopper vi. Og er der nærvedulykker, gennemgår vi sikkerheden igen,” fortæller han.
Skulle Michael Franch give et godt råd til alle, der arbejder på en scene, lyder det:
“Husk på: Der er ikke nogen dumme spørgsmål, når det gælder sikkerhed.”
