Forårets DSF-blokade mod Det Ny Teater sendte et stormvejr ind over den danske musicalbranche, men i dag, med en ny overenskomst i baglommerne, kigger de to parter fremad. Musicalindustrien brager derudad, og med succesen kommer nye muligheder og nye – fælles – indsatser.
Medierne fandt de store bogstaver frem, da Dansk Skuespillerforbund i foråret indledte en historisk blokade mod Det Ny Teater. Den endte dog med at vare under et døgn, for på rekordtid indgik de to parter en ny overenskomst. Forperson i DSF, Benjamin Boe Rasmussen, kalder aftalen for en modernisering:
“Medlemmerne pressede på for at få fornyet den oprindelige overenskomst, der var helt tilbage fra 2012. Dengang var arbejdsvilkårene i branchen helt anderledes. Med den nye aftale, har vi fået nogle rammer, der er tidssvarende, og der vil jeg gerne give skud ud til Kasper Beknes for at gribe den,” siger forpersonen. Under kuplen på Gammel Kongevej er Kasper Blicher Beknes, der overtog chefstolen efter coronapandemien, også glad for den nye overenskomst:
“Aftalen giver først og fremmest klarhed og forudsigelighed. Vi kan nu planlægge produktioner ud i fremtiden, fordi vi kender grundlaget, og det er afgørende for teatret. Det var svære og langvarige forhandlinger med væsentlige uenigheder undervejs. Resultatet er et kompromis, som begge parter har kunnet acceptere, og som giver os et fælles grundlag at arbejde videre fra,” forklarer teaterdirektøren.
Det er ikke kun arbejdsvilkårene og samfundsmentaliteten, der er forandret – også antallet af musicalproducenter er eksploderet de seneste 10-15 år. Danmarks Statistik angiver musicals som den næststørste scenekunstretning, og over hele landet popper store produktioner af kendte titler op. Selv om de mange jobmuligheder umiddelbart er en fest for skuespillerforbundets dygtige musicalperformere, kan det også give udfordringer, mener Benjamin Boe Rasmussen.
Pas på en musicalboble
“Når noget vækster i det omfang, er der også en risiko en boble, der punkterer. Det kan ske, at der kommer en masse drømmere med store ambitioner, men hvor økonomien ikke hænger sammen. Resultatet kan være forestillinger, der bliver lagt ned, inden de overhovedet kom i gang, og der kan musicalperformerne stå svagt, hvis ikke der er klare rammer for ansættelsen. Det er derfor, vi igen og igen siger, at medlemmerne skal få tjekket kontrakterne igennem af vores jurister,” understreger Benjamin Boe Rasmussen.
De mange private musicalproducenter er dog ikke dem, der giver Kasper Blicher Beknes rynker i panden. Det er derimod nationalscenen. Det Kongelige Teater, der også er begyndt at sætte musicals op:
“I mine øjne er den øgede konkurrence sund; det kan være med til at udvikle både genren og teatrene. Udfordringen opstår, når Det Kongelige Teater ikke alene konkurrerer om publikum, men også om rettighederne til de attraktive titler og om de samme kunstneriske og teaterfaglige medarbejdere. Med nationalscenens offentlige finansiering kan det ske på et økonomisk niveau, som et privat teater ikke har mulighed for at matche. Derfor er det vigtigt at diskutere, hvordan Det Kongelige Teater forvalter sin særlige position på markedet,” mener Kasper Blicher Beknes.
Benjamin Boe Rasmussen anerkender problemet:
Da Kasper Blicher Beknes satte sig i direktørstolen på Det Ny Teater, var han på ingen måde ny i huset. Han blev i 1994 ansat som kabelslæber og tyggede sig derefter gennem job som blandt andet mikroportassistent, scenemester, overregissør, produktionsleder, teknisk chef, leder af skrædderstuen og frisørsalonen samt restaurantchef.
Statsstøttet kannibalisme?
“Jeg ved det, og DSF har også tidligere stået skulder ved skulder med Det Ny Teater i forhold til det her. Det Kongelige Teater har nogle helt andre økonomiske muskler, og vi må ikke ende i en situation med statsstøttet monopol på området. Det er en vigtig diskussion med Det Kongelige Teater om deres ansvar for at forvalte deres styrkeposition. Det er klart, at vi som forbund gerne vil opretholde det statsstøttede scenekunstmiljø, for ellers kan det simpelthen ikke overleve, men det må ikke betyde, at der bliver kannibaliseret på de private udbydere,” mener Benjamin Boe Rasmussen, der samtidig håber og tror på, at et sted som Det Kongelige Teater kan være med at gøre endnu flere publikummer interesserede i at se musicals.
Hos Det Ny Teater er der ingen tvivl om, at genrefornyelsen også er en del af den langsigtede plan:
“Det er desværre stadig sådan, at det handler om ‘titel, titel, titel’. Så længe du spiller noget, folk kender så er der billetter at sælge, men der er selvfølgelig en grænse. Omvendt har jeg oplevet at tro, at vi stod med en svag sæson, og så skete det modsatte. Med tiden vil jeg gerne give mulighed for, at den mere smalle musical får en scene at spille på, men indrømmet, det er dyrt, og jeg tror heller ikke, vi er der endnu. Og det vil også kræve nogle ændringer i overenskomsten i forhold til spilleperiode for at gøre det muligt,” forklarer Kasper Blicher Beknes.
En ny fælles sag
“Det er rigtigt, at overenskomsten, som den står nu, ikke giver de muligheder, Kasper nævner, men vi har allerede aftale med for eksempel Dansk Scenekunst om kortere formater, og det er noget, vi ser positivt på. Generelt er vi opmærksom på, at produktionsbehovene konstant forandrer sig, og vi vil altid forsøge at være fleksible, for det handler jo om vores medlemmers arbejdsliv,” forklarer Benjamin Boe Rasmussen – og tilføjer med et glimt i øjet:
“Det Ny Teater kan med fordel skæve til søjle A- og B-overenskomsterne – eller måske melde sig ind i Dansk Scenekunst. Det vil vi gerne samarbejde om.”
En anden ting, som DSF-forpersonen er åben over for at samarbejde om, er den følgende opfordring fra Kasper Blicher Beknes: Nemlig en momsfritagelse på scenekunstbilletter.
“At fritage scenekunstbilletter for moms vil virkelig kunne gøre meget. Vi har så store udgifter og afleverer rigtig mange penge i moms. Det vil også hjælpe skuespillerne, fordi vi vil blive i stand til at lave mindre forestillinger. Det er noget, vi alle sammen burde kæmpe for. Så ja, det er en invitation til Benjamin om at komme til en snak,” siger Kasper Blicher Beknes med et grin.
“Jeg smiler også! Moms er jo den nye kampplads – se bare på bøgerne og grøntsagerne. Min holdning er, at hvis kulturministeriet virkelig mener, at vi skal have et kulturelt beredskab, så skal der følge økonomi med – ligesom i forsvaret. Momsfritagelse af scenekunst vil være en kæmpe saltvandsindsprøjtning!” siger Benjamin Boe Rasmussen.
