På et splitsekund ændrede Helle Dolleris’ liv sig fuldstændig. En arbejdsulykke på Husets Teater i 2013 resulterede i en hjernerystelse, det har taget et årti at komme tilbage fra. I dag er klar til at arbejde igen, men hun har stadig mén – og en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er endnu ikke godkendt. Hendes bedste råd? Vær til besværlig ad helvede til.
“Du må love mig, at jeg ikke kommer til at lyde ynkelig eller fremstå som et offer i det her interview.”
Det er noget af det sidste, Helle Dolleris siger, før interviewet slutter. Og måske også noget af det vigtigste. For selv om hun fortæller om en arbejdsulykke, der kom til at ændre hendes liv dramatisk, vil hun ikke reduceres til den.
“Jeg har klaret det her alene. Og jeg er tilbage igen. Det er da vanvittigt fedt og fantastisk. Så jeg har ikke lyst til at være et offer,” gentager hun.
Helle Dolleris vil gerne fortælle sin historie, selv om det stadig ripper op i nogle voldsomme følelser at gøre det. Hun gør det i håb om, at det kan hjælpe hendes kolleger i branchen – og være med til at forebygge, at andre havner i en lignende situation, siger hun.
Ulykken skete på Husets Teater i 2013. Den dengang 48-årige Helle Dolleris var med i forestillingen ‘Varmestuen’, som havde premiere en uges tid senere.
“Jeg var rigtig glad over at være med, for det var et fantastisk manuskript og en spændende rolle. Jeg spillede en kvinde, som mister sin ældste søn, og i sorg drikker sig plakatfuld og bimler rundt i høje hæle.”
I en scene skulle en kollega holde hende under armene. Helle Dolleris havde en replik, hvor hun sagde ‘slip mig. Jeg vil hjem’. Og så slap kollegaen – og Helle Dolleris knaldede baghovedet lige i gulvet.
“Jeg havde fået en meget alvorlig hjernerystelse, men jeg kunne ikke finde ud af at sige stop, for det var kort inden premieren. Jeg kunne godt mærke, at det ikke var godt. Jeg havde mistet alle mine kræfter. Nogle dage før premieren kunne jeg næsten ikke gå. Jeg havde smerter overalt i min krop, hovedpine, tinnitus, lyd- og lysfølsomhed, svimmelhed. Alt væltede ind over mig,” husker hun.
Venter stadig på erstatning
Helle Dolleris kom på hospitalet og blev scannet, men oplevede ikke, at nogen forstod, hvor slemt det stod til.
“Dengang vidste man heller ikke så meget om hjernerystelse, som man gør i dag, så jeg fik at vide, at jeg bare skulle tage en pille og gå på arbejde igen, så det gjorde jeg. Men jeg brød fuldstændig sammen. Jeg skulle øve en scene og begyndte bare at græde. Jeg kunne ikke tænke en konstruktiv tanke. Du bliver kognitivt slået helt ud af den, når du får en hjernerystelse,” fortæller hun.
“Jeg måtte kaste håndklædet i ringen og sige stop kort før premieren. Vi arbejdede på, at jeg skulle tilbage, men det kom jeg aldrig. Jeg var så syg, at der ikke var noget at gøre.”
Forløbet efter ulykken blev langt. Helle Dolleris fik erstatning, men ikke det, der svarede til hendes méngrad, siger hun. Og hun har endnu ikke fået erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
“Måske får jeg svar til efteråret. Hvis det bliver godkendt, bliver jeg rigtig glad. Det ville give mig lidt oprejsning. Men så har det også taget 13 år,” forklarer hun.
“Min tilværelse ændrede sig fuldstændig”
Ulykken ændrede Helle Dolleris’ liv fra den ene dag til den anden:
“Min tilværelse ændrede sig fuldstændig. Fra at være et meget aktivt menneske med arbejde, socialt liv og alt det, der nu hører til et ekstrovert liv, kunne jeg lige klare at få besøg herhjemme – én ad gangen i en times tid til en kop te. Og gåture med hunden med høreværn på. Der var meget ensomhed, tristhed og magtesløshed.”
“Det at gå med uvisheden om, jeg nogensinde ville blive rask, er specielt voldsomt, og det var med til at udvikle angst og depression,” fortæller Helle Dolleris.
Særligt fordi en hjernerystelse ikke kan ses, oplevede hun, at hun hele tiden skulle forklare og forsvare, hvorfor hun ikke kunne magte alt det, hun kunne før ulykken:
“Jeg overvejede, om jeg skulle tegne et skudsår i panden, så man kunne se, at der var sket noget voldsomt. Jeg havde det, som om jeg var på en tømmerflåde helt alene. Og samtidig gad jeg heller ikke være hende, som ingen orkede at besøge, så jeg brugte en masse energi på at lade, som om det ikke var så slemt, som det var. Jeg troede, at jeg ville blive forladt, hvis jeg ikke gjorde mig umage. Men de er her endnu, vennerne. De er her fandeme endnu.”
“Jeg troede, jeg kunne meditere mig ud af det”
Hun fortryder ikke meget – på nær én ting.
“Måske fortryder jeg, at jeg ikke tog noget angstdæmpende medicin tidligere. Jeg har altid været sådan en ikke-pille-type. Jeg troede, jeg kunne meditere mig ud af det. Jeg har ‘mindfulnesset’ røven i laser og brugt formuer på alt muligt alternativt, uden det hjalp,” siger hun.
Og presset fra jobcenteret gjorde ikke hendes psykiske tilstand bedre, siger hun.
“Ved mit første møde sagde de, at hvis jeg var syg for længe, skulle jeg sælge min lejlighed og leve af de penge. Og det satte jo fuldt blus på angsten for at ryge på gaden. Jeg blev bange for, om jeg overhovedet ville kunne klare mig i fremtiden,” fortæller Helle Dolleris.
Når hun i dag taler om forløbet, er det især jobcenteret og erstatningssystemet, hun er vred over:
“Jeg er rigtig vred på jobcenteret over, at jeg oplevede, at jeg blev mistænkt for at ‘fake’ et hovedtraume. Og hvad skal man i det hele taget på et jobcenter, når man er syg?”
Helle Dolleris stiller spørgsmålet, så det lyder, som om der er otte spørgsmålstegn bagefter. Hun var også i tvivl om skuespillerforbundets rolle i begyndelsen, selv om hun samtidig har svært ved at sige præcis, hvad hun forventede.
”Måske kunne jeg have ønsket, at de havde spurgt de ansvarlige for forestillingen, hvorfor de ikke havde tegnet de rigtige forsikringer,” siger hun.
Stod det til Helle Dolleris, skal alle forestillinger og filmoptagelser have en forbundsgodkendt forsikring, inden arbejdet kan gå i gang.
“Jeg har oplevet siden, at der ikke er styr på det”
I dag er Helle Dolleris tilbage i arbejde. Hun har lavet tv-serier og spillet teater igen. Efter ulykken er hun meget opmærksom på, om der er styr på tingene, når hun skal arbejde:
“Det første jeg gør, er at spørge, om forsikringen er i orden. Jeg er en ‘pain in the ass’. Og jeg har oplevet i nogle situationer, at der ikke er styr på det. Det man skal huske, er jo, at hver gang vi er på arbejde, er det en jobansøgning – det ene job skal helst føre det andet med sig – så vi er nogle spradebasser, der kaster os ud i alt muligt. Og derfor skal det bare være i orden med sikkerheden og forsikringerne.”
Efter ti års fravær oplever hun dog, at den fysiske sikkerhed bliver taget meget mere alvorligt i dag. Fysisk har Helle Dolleris det bedre, men hun lever stadig med smerter og psykiske eftervirkninger.
“Nu kan jeg jo spille hele dagen lang. Jeg har nogle smerter, jeg aldrig kommer af med – og noget med nakken. Men jeg kan arbejde! Jeg har det godt nu fysisk, men jeg har også fået en enorm rastløshed. Jeg har siddet stille i ti år og drukket te med den ene ven efter den anden, så nu er jeg altså trængt til en på opleveren.”
“Jeg er blevet et bedre menneske”
Helle Dolleris oplever samtidig, at ulykken har forandret hende på måder, som ikke kun handler om det, hun har mistet:
“Det har været en god personlig udvikling – og det er jeg sådan set taknemmelig for. Jeg synes selv, jeg er blevet et bedre menneske, og jeg har fået en større kærlighed til mig selv og andre. Jeg er nok blevet mere tolerant og forstående over for andre mennesker, der er i en svær situation.”
Det betyder dog ikke, at hun romantiserer det:
“Det er jo pinligt, at du skal være ramt af noget svært for at nå hertil. Men jeg vil ikke gå og bebrejde mig selv for det. Jeg synes, jeg står stærkere i mig selv i dag – trods alt,” fortæller Helle Dolleris.
På spørgsmålet om, hvad hun savner mest i sit liv efter ulykken, falder svaret prompte:
“Arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde!”
