Kan du danse til lyden af en skraldevogn?

Hvis din bydel var en dans, hvordan så den så ud? Og hvem kigger egentlig på hvem, når to dansere begiver sig ud blandt Ørestads nybyggede facader i glas og beton? Det undersøgte det lille storbyteater GLiMT Amager i forestillingen ‘Hidden Spaces’, der blev opført i løbet af sommeren.

På et lille stykke asfalt omkranset af græs, der bærer præg af juni måneds tørke, står to dansere klædt helt i hvidt. Med lange ærmer og ditto skørter, der fanges af den vind, der aldrig helt synes at slippe taget her, hvor Ørestads nybyggeri møder Kalvebod Brygges mere utæmmede natur. Som vil vinden sige til den fremrykkende beton og de knejsende byggekraner ‘hertil – men ikke længere’. En enkelt fugl skræpper op i nærheden, måske som en advarsel. For på kanten af byen og naturen er det ikke til at sige, hvem der har mest ret til at være her. De to dansere, Jakob Schnack Krog og Linette Stamp Christensen, kredser om hinanden i stadig mindre cirkler, til de står lige over for hinanden med hænderne på hinandens skuldre. I kontakt – uanset om koreografien lader dem have ryggen til hinanden, eller de løfter kroppen i et spring. På et tidspunkt er eneste kontaktflade det øverste af hovedet, som danserne holder tæt samlet, mens de drejer kroppen.
“Så løber vi hele vejen rundt,” siger Jakob Schnack Krog og slår et fejende slag med armen ud mod Fælledens græs, inden han løber en lille demonstrationstur.
“Og så kommer vi tilbage hertil.”
Tilbage på asfalten bliver dansen mere energisk. Der er ikke længere kropskontakt, kun blikket bliver holdt fast, mens de hvirvler rundt om det, der på et tidspunkt bliver til publikum, men lige nu kun er tom luft og asfalt.

Alt er forbundet
Vi er taget med til prøverne på forestillingen ‘Hidden Spaces’, skabt af det lille storbyteater GLiMT Amager som del af Arkitekturhovedstad 2023. En iscenesat lydvandring fra Vestamager station til Kalvebod Fælleds åbne vidder.
Instruktør Camilla Sarrazin bor selv i området og har gennem årene betragtet, hvordan nybyggeri får natur og by til at smelte sammen.
“Ørestad er et meget specielt område. På godt og ondt. Det er en ny by, der vokser, men man tænker ‘hvorfor er der så tomt? Det var jo meningen, at der skulle være liv!’. Og så fik jeg den ide, at vi jo kunne lave det liv, der mangler. Bare lidt mere abstrakt – med dans og musik. Og på den måde se på, hvordan det er at leve der, lige på kanten af Kalvebod Fælled, hvor der er en meget klar linje mellem by og natur,” forklarer hun.
‘Hidden Spaces’ består af i alt seks nedslag i området. Fire af dem i byen, en på kanten af byen og den sidste inde på selve Kalvebod Fælled, en kort gåtur fra Naturcenter Amager. Seks scener med hvert sit udtryk og hver sin historie om byen og rummet og alt, hvad der er i det.
“Hver scene har et fokus,” fortæller Jakob Schnack Krog.
“Blandt andet er der en scene, der foregår ved et plejehjem, og som handler om det at blive gammel. Linette sidder oven på mig og smelter ned og bliver en gammel person i en stor kjole. I en anden scene har vi et reb imellem os, som efterligner arkitekturens linjer og viser, hvordan vi som fodgængere i byen ikke rigtigt snakker med hinanden eller ser hinanden, men alligevel er forbundet, fordi vi går på de samme veje i byrummet. Det handler om at forbinde sig med det sted, man er, i stedet for bare at lave scenekunst i et teaterrum eller en institution, hvor man ikke forholder sig til naboen.”

Hundeglam og skraldevogne
Undervejs på turen har publikum høretelefoner på, hvor de lytter til et soundscape med lyddesign af Lars Lindegaard Gregersen og musik af Henriette Groth. Et soundscape, som kun de hører, mens danserne befinder sig ude i byrummets reallyd.
“Undervejs i processen talte vi rigtigt meget om, hvorvidt vi blev nødt til at skabe muligheder for at kunne høre musikken, når vi skulle optræde, så vi kunne forbinde os til og bruge energien fra den,” siger Linette Stamp Christensen.
Det endte dog med at blive enige om, at det ikke var nødvendigt.
“Vi savner det ikke. Vi kan ikke høre musikken, men vi kender lydlandskaberne og kompositionerne. Så selv om vi ikke ved, præcis hvordan vi rammer ind i dem, så kender vi stemningen. Vi er ude i reallyden, hvor man hører skraldevognen, og det er den lyd, vi danser vores dans til, mens publikum er i et andet univers og har en helt anden musikalsk poesi, der omfavner vores bevægelser.”
“På en måde er vi jo bare nogle performere, der danser i byrummet,” supplerer Jakob Schnack Krog.
“Måske er der en, der går aftentur med sin hund bag os, eller et lille barn, der græder. Det hele bliver en del af scenen. Og de har jo ikke et soundscape i ørerne, så på den måde behøver vi det heller ikke. For vi er jo også bare noget, der sker i byrummet. Selv om vi er iscenesat og ved, at de ser os – og at vi ser dem.

Ekstra energi
På den måde får blikket flere facetter. Hvem kigger på hvem?
“Dem i byrummet kigger på dem, som ser forestillingen, mens dem som er med kigger ind i alle lejlighederne, så de folk, der bor der, på en måde også bliver en del af forestillingen. Det er en meget spændende krydseffekt: Hvem er egentlig publikum, og hvem er performere?” siger Camilla Sarrazin.
Allerede under de første prøver, hvor danserne endnu ikke øvede i kostumer, blev de meget bevidste om, hvor lidt der skal til, for at man skiller sig ud i bybilledet. Og får folk til at standse op.
“Vi er så vant til at tilpasse os og ikke gøre alt muligt med vores krop,” siger Linette Stamp Christensen.
“Derfor bliver der virkelig lagt mærke til det: ‘hov, nu går de to der rundt i en cirkel – det er da underligt!’. På den måde er det dejligt lige at kunne ruske lidt op i, at vi jo gerne må have en krop og bevæge os. Også i det fælles rum. Uden at det behøver at være underligt.”
En dag under prøverne opdagede de ligefrem, at en hel kontorafdeling stod i bygningens store glasparti og så på dem.
“Det viser, hvor let det er at lave liv i byen. Bare man tilsætter lidt ekstra energi,” siger Camilla Sarrazin.