Kunsten at være en dukke

For danser Katrien van der Velden var det både velkendt og nyt at træde ind i teaterrummet i Det Olske Orkesters opsætning ‘Det kontaktløse forhold’, hvor hun fik brug for al sin erfaring soam danser, samtidig med at hun udfordrede sig selv i en ny rolle som skuespiller.

Rummet er mørkt, kun delvist badet i et grønt lys. Et ur foldet over et klaver er det eneste, der påkalder sig opmærksomhed. Bortset fra parret midt på scenen. Øyvind Kirchhoff, skuespiller og medstifter af Det Olske Orkester står ved siden af Katrien van der Velden. Langsomt lader hun sig falde bagud. Ned mod gulvet. Han fanger hendes fald og vender hende om. Nysgerrigt. Hun falder i stedet forover og ender på gulvet. Øyvind Kirchhoff stikker en fod under hendes nakke og vipper den prøvende. Uden at få en reaktion. Så hiver han i hendes ene arm, og som en leddeløs dukke bliver hun trukket op på benene. Her bliver hun stående. Svajende. Stadig med lukkede øjne. Til stede og alligevel langt væk. Han kigger på hende. Nysgerrigt. Med et glimt af længsel i blikket. Retter på hendes ansigt. Vender mundvigene opad. Åbner hendes øjne. Reder ømt hendes hår, inden han reder sit eget og omhyggeligt stikker kammen i baglommen. Så tager han hendes hånd og kigger først på hende og derefter ud i luften. Står sådan længe. Trækker vejret. Dybt og lydeligt. Fra hjertet. Katrien har ikke rørt sig.
“Tak,” siger instruktør Lotte Faarup nede fra mørket.
Vi er midt i prøverne på stykket ‘Det kontaktløse forhold’, der blandt andet handler om det moderne menneskes længsel efter samhørighed og menneskelig kontakt. Øyvind Kirchhoff og Katrien van der Velden spiller to naboer, der irriterer hinanden grænseløst med deres blotte tilstedeværelse: Musik, larm, ting der falder på gulvet. Men en dag falder han i en dyb søvn og ned i en underbevidsthed, hvor hun er blevet til en marionetdukke, han kan forme, som han vil. Eller kan han nu også det? For dukken udvikler langsomt en fri vilje, der ikke sådan lader sig styre.
“Da jeg først hørte om rollen, var jeg lidt betænkelig,” griner Katrien van der Velden. “En mand, der kontrollerer en kvinde. Arghh… ville jeg det? Men så fandt jeg jo hurtigt ud af, at hun dels tager kontrollen senere i stykket, og at stykkets ærinde som sådan ikke handler om køn, men om noget alment menneskeligt.”
Tilbage på scenen er Øyvind Kirschhoff og Katrien Van Velden klar til at tage scenen igen.
Denne gang starter de lidt tidligere i forløbet. Øyvind Kirchhoffs karakter er netop trådt ind i sin nabos lejlighed og finder hende sunket ind over klaveret. Tilsyneladende livløs. Han tager fat i hendes skuldre og drejer hende, så han kan se hendes ansigt. Derefter løfter han hende op. Katrien van der Velden er stiv som et bræt i hans arme. Kroppen strakt ud, men ubevægelig.

Krævende at stå stille
Katrien van der Velden er uddannet danser og koreograf fra Den Danske Scenekunstskole i 2020, og har siden arbejdet som freelancer på egne og andre projekter. Men det er første gang, hun prøver kræfter med skuespil. Og selvom det er en ordløs forestilling, har det været en udfordring at arbejde med karakterens følelsesmæssige lag.
“På teaterscenen har alle udtryk en konkret betydning. Det handler meget om et narrativt forløb. Man gør noget på grund af noget, man lige har gjort. I dansen, som jeg kommer fra, arbejder man meget mere med indre stadier, koncepter, fragmentariske forløb, samspillet mellem tid og rum og stemningsbilleder med udgangspunkt i kroppen. Ligesom dansen konstant er i samspil med musikken. Det handler mere om atmosfæren i forestillingen end om egentlig historiefortælling. Så på den måde har det været nyt for mig. Hvorfor spiller jeg det her? Hvad skal jeg føle? Jeg skal reagere på nogle ting på andre måder, end jeg plejer at gøre. Det har været lidt udfordrende, men også dejligt, og jeg føler, at jeg lærer meget som performer.”
Dukkekarakteren er blevet til i et samarbejde mellem Katrien van Velden og Øyvind Kirchhoff. Øyvind Kirchhoff er uddannet skuespiller og mimekunstner og har mange års erfaring med übermarionet-arbejde, teaterteoretikeren Edward Gordon Craigs koncept og tanker om den “ideelle” skuespiller, der er fri af tråde fra oven, fri af psykologi og realisme. Katrien van der Velden har i sin kunstneriske praksis arbejdet med den aktive krop overfor den passive. De lagde ud med at samle deres erfaringer i en workshop.
“Vi har begge to en kropslig forståelse med os fra dans og übermarionet-arbejde, og vi har kigget på videoer og hentet inspiration fra andre kunstnere, der arbejder med lignende koncepter og principper. Og ud fra det, har vi arbejdet med, hvad det er denne her dukke kan: Hvor ligger tyngden? Hvordan bevæger materialet – kroppen – sig? Hvordan arbejder de to kroppen sammen? Hvor starter bevægelsen? Det er interessant, at man nogle gange kan komme i tvivl om, hvem det egentlig er, der bevæger sig. For det kan godt være, at du tager initiativet, men du er nødt til at respondere på, hvad den anden gør.”
For selvom det i scenen ser ud som om, Øyvind Kirchhoffs karakter flytter rundt på Katrien van der Velden, er det i mange tilfælde Katrien, der har kontrollen med bevægelsen. Og det kan være lidt af en balancegang at få det til at se rigtigt ud. Blandt andet kræver det mere rent teknisk, end man måske umiddelbart skulle tro at stå helt, helt stille på en scene, uden at bruge mere muskulær indsats end nødvendigt for at holde formen.
“Jeg skal virkelig holde mig og være i det. Og holde ud at være i det. For når man står helt stille med åbne øjne og lidt åben mund, begynder man at savle, eller øjnene begynder at løbe. Men det giver i virkeligheden også noget levende til dukken. Noget, der heller ikke helt kan styres.”

100 hatte
Karakteren er skabt i et kreativt samarbejde, men Katrien van der Velden føler, at hun har fået ret frie rammer til at præge, hvad det er, denne her dukke kan. Hvad dens udtryk er. Hvordan den tager fat i ting og interagerer, og hvordan det spiller op imod de scener, der er. Samt hele den progression der er i at gå fra at være et normalt menneske til at blive en dukke.
“Der er virkelig mange skift i stykket, og det har været vigtigt, at der et håndværk bag, der understøtter karakteren, og hvad den kan.”
Katrien van Velden betragter skuespillet som endnu et værktøj i værktøjskassen, der kan være værdifuldt, når man som ung og relativt nyuddannet danser skal ud og skabe en plads til sig selv på et trængt marked. “I forestillingen synger jeg og spiller musik og laver teater, og det er fint at vise, at jeg også kan det. Jeg tror i hvert fald det åbner rammerne for, hvad man kan som scenekunstner og performer. Og jeg synes jeg oplever, at folk arbejder mere og mere med hybridformer. Det gør jeg også selv i mit arbejde med dans og sang og performance. Og selvom der selvfølgelig stadig skal være et grundlæggende håndværk, så synes jeg, at det er dejligt, at det at være performer kan have så enormt mange udtryk, og at forskellige medier og udtryksformer kan komplimentere hinanden og være med til at udfordre og udforske, hvem performeren er, og hvad en performance kan indeholde.”
Det har også været rart at være en del af et hold, der arbejder mod samme mål.
“Det er meget vigtigt for mig at have min egne projekter, men som freelancer kan man også hurtigt komme til at føle sig meget alene i en verden, hvor man går fra det ene projekt til det andet. Somme tider føles det at være freelancekunstner som at have 100 forskellige hatte på. Man skal både være koreograf, danser, producent, lave budget og fondsansøgninger, og man står med alting selv. Man er altid i gang med flere projekter og ofte ramt af en midlertidighed i et miljø, hvor det ene projekt afløser det andet. Så det var på en måde en fin ting at fritage sig selv for den del og bare være performer og byde ind med noget på gulvet.”