Da Lone Koppel blev færdig på Operaskolen i 1962, var kalenderen allerede fyldt, og Det Kongelige Teater stod klar med en fast solistkontrakt til den kun 24-årige sopran. Ansættelsen bød hurtigt bød på store roller og invitationer fra udlandet.

Af Jenny Høilund
(bragt i Sceneliv #5 2023)

Lone Koppel er i dag 85 år, og hun bor i en stor københavnerlejlighed på femte sal med sin mand, den svenske hovsångare Björn Asker. De mødtes i 1980, hvor skæbnen ville, at de kom til at synge sammen i hovedrollerne i Verdis ‘Macbeth’ både i Stockholm og København.
At Lone Koppel skulle drive det så vidt i sin sangkarriere, skyldes, ifølge hende selv, både held og talent. Og at det var en anden tid:
“Dengang tog teatret sig jo af en, forstået på den måde, at man fik lov til at udvikle sig der. Men man må nok sige, at jeg gik medstore skridt. Det gik meget hurtigt med mig,” fortæller Lone Koppel, der efter debuten som Musetta i ‘La Boheme’ snart fik tungere partier som Salome i ‘Tosca’ og Elisabeth i ‘Tannhäuser’.
I lejlighedens klaverværelse hænger billeder af nogle af de i alt 57 roller, som hun har sunget i løbet af sin 42 år lange karriere – heraf 38 roller på Det Kongelige Teater. Fem af årene tog hun orlov for at arbejde på Sydney Opera House sammen med sin daværende mand, operachefen John Winther. Hun blev desuden engageret i Tyskland, Sverige, Amsterdam og London.
Trods de internationale oplevelser var Lone Koppel stjerne i en tid, hvor stort set al opera herhjemme blev sunget på dansk.
“Vi var jo danske alle sammen, og det var et stort ensemble på teatret. I dag bliver de unge sangere uddannet, og så står de dér og kan slet ikke regne med at blive engageret, for ensemblet er ikke særligt stort,” forklarer den pensionerede sopran.

Sproget gav bedre kontakt til publikum
I sin tid var det sangeren Axel Schiøtz, der ansporede Lone Koppel til at søge ind på konservatoriet. Han arbejdede sammen med hendes far, komponisten og pianisten Herman D. Koppel, og kom ofte i hendes barndomshjem.
“Han var jo en stor sanger og sagde, at han gerne vil høre mig, for jeg gik altid og sang derhjemme. Jeg lånte alle fars noder, lieder af Schubert og Brahms, og spillede selv til. Jeg var helt målløs, for jeg havde aldrig tænkt den tanke, at jeg skulle være sanger, men bolden rullede og lige pludselig stod jeg i det,” husker Lone Koppel, der efter konservatoriet kom på operaskolen og straks blev fastansat på Det Kongelige Teater.
At ensemblet på teatret bestod af danske sangere, havde ifølge Lone Koppel også nogle kunstneriske kvaliteter:
“Vi kendte hinanden godt og vidste, hvor vi havde hinanden på scenen. Det gav en tryghed, så vi kunne give noget mere. En gang imellem havde vi en gæstesanger fra udlandet, og så var det jo fantastisk, men vi kunne lave de samme skønne forestillinger selv.”
Samtidig gav det, at de sang operaerne på dansk, en anden kontakt til publikum:
“De skulle ikke sidde der og blive distraheret af overtekster hele tiden. Man mister jo kontakten med, hvad der sker på scenen. Vi havde virkelig publikums opmærksomhed i vores hule hånd dengang.”
Også på Danmarks Radio producerede man flittigt tv-indspilninger af både klassiske og nyskrevne operaer.
“Da vi indspillede operaen ‘Katja Kabanova’ af Janácek, havde de bygget rigtige træhuse og lagt ægte mudder på gulvet i studiet, så vi i prøveperioden blev nødt til at øve med plasticposer på fødderne, for at lære at gå i det,” fortæller Lone Koppel.
Set fra nutiden er særligt tv-indspilningen af ‘Tosca’ fra 1964, med Koppel selv i titelrollen, en klassisk opførelse, og det blev da også en glansrolle, som hun vendte tilbage til sæson efter sæson.

En højgravid Ariadne
Noget andet, som Lone Koppel husker om sin start på Det Kongelige Teater, var de udenlandske dirigenter og instruktører, som kom i huset.
“Det var virkelig nogle fantastiske dirigenter og iscenesættere, som kom på besøg, og dem lærer man jo som sanger utrolig meget af,” forklarer hun og nævner blandt andre de italienske dirigenter Bruno Bartoletti og Giuseppe Patané samt instruktøren Götz Friedrich fra Østberlin, som gæstede teatret omkring 1970:
“Han var en helt ny verden for Det Kongelige Teater, vores forestillinger og for mig. Det var et pust udefra, som man aldrig havde oplevet magen til før.”
Og så var der den unge, tyske gæstedirigent, Peter Ronnefeld, som inviterede den stadig unge sopran til Kiel i en årrække.
“Jeg kan huske, at jeg i den sidste tid i Kiel sang Strauss’ Ariadne på tysk dernede den ene aften og tog hjem om natten efter forestillingen for at synge Ariadne på dansk den næste aften,” fortæller Lone Koppel, der på det tidspunkt var temmelig højgravid med sin anden søn, tenoren Thomas Peter Koppel.
Heldigvis kunne hverken tre børnefødsler og en travl kalender slå førstesopranen ud af kurs – noget hun især tilskriver sin fysisk stærke krop.
“Det er jo et spørgsmål om at organisere sig og lægge en plan. Jeg var heldig, at det ikke generede mig rent fysisk, så jeg kom meget hurtigt i gang efter mine fødsler – og holdt mig også i gang længe op til.”

Opera på originalsprog
I slutningen af 1980’erne begyndte originalsproget at blive det dominerende rundt om på operascenerne. Lone Koppel nåede dermed til eksempel at synge den tjekkiske opera ‘Jenufa’ på hele fem sprog – nemlig dansk, tysk, engelsk, svensk og tjekkisk. Hun har sidenhen undervist i dramatisk instruktion på Operaakademiet i mere end tyve år.
“Scenisk fortolkning har altid ligget mig meget på hjerte. Det er vigtigt, at man kender sin krop og kan bruge den, så den udtrykker et, man synger om,” fastslår Lone Koppel, der blev pensioneret fra Det Kongelige Teater i 2004 – kun et år inden indvielsen af den nye Opera på Holmen.