Peter Bonke tog til Paris – og så sig aldrig tilbage

Kun meget sjældent arbejder danske skuespillere i Frankrig, og en decideret karriere bliver det nærmest aldrig til. Men det er sket for Peter Bonke, der forlod Danmark i 1975. På sin vej har han krydset både Isabelle Adjani, Alain Delon og ikke mindst Jeanne Moreau, som han stod på scenen med i fire år. I dag har han stor succes i Becketts tjeneste – og så giver han et godt råd til dig, der også gerne vil til Frankrig med dit fag.

Hvis du har spekuleret på, hvor Peter Bonke mon var blevet af, er du ikke den eneste. Ham Peter Bonke, der var med i gamle danske film som ‘Helle for Lykke” (1969) og ‘Hurra for de blå husarer’ (1970) og flere teaterstykker på for eksempel Boldhusteatret og Det Ny Teater.
Han tog til Paris midt i 1970’erne, men siden har det været småt med opdateringerne. Lige indtil en dag først på året, på en metrostation i byernes by, hvor vi så ham på plakaten for ‘Mens vi venter på Godot’. Lige ved siden af Denis Lavant, den uregerlige franske filminstruktør Leos Carax’ hovedskuespiller i flere film.
Det lykkedes Sceneliv at finde frem til den nu 83-årige Peter Bonke for at få historien om, hvad der bragte ham fra 1975 og frem til denne teaterplakat:
“I dag har jeg mere at lave end nogensinde. Jeg tog den helt rigtig beslutning ved at forlade Danmark dengang,” konstaterer Bonke. På fejlfrit, men godt gammeldags dansk – tilsat en lillebitte fransk accent.

Lyden af fransk var sød musik
Allerede da Peter Bonke var dreng, faldt han i svime, når hans moster Else talte fransk. Det var musikken i ordene, der fik ham til at drømme.
“Helt siden dengang har jeg været vild med sproget. Sprog er fundamentalt. Min fascination af fransk fortsatte i gymnasiet, og derefter benyttede jeg mig af et tilbud om at tilbringe et skoleår på et fransk gymnasium i Normandiet, hvor jeg i ni måneder kun talte fransk,” fortæller Peter Bonke.
Siden fik han chancen på elevskolen på Det Kongelige Teater i 1964, men efter et år blev han dog sorteret fra. Da Poul Reumert, der var en af lærerne, sammen med John Price og Else Højgaard, kaldte ham ned i sin garderobe, var han i en sørgelig tilstand.
“De mangler djævelskab, unge mand,” sagde han.
“Nej, det ved Gud jeg ikke gør!” råbte Bonke. Og slog rasende i bordet.
“Ja, sådan skal det være – det kan jeg lide.”
Og så ringede Reumert til Bent Mejding, og Bonke kom på det dengang nyligt oprettede Ungdommens Teater.
Gennem de næste ti år spillede han adskillige teaterstykker i København og omegn, men udlandet trak i Peter Bonke. Det var nemlig mest roller som ‘den smukke unge mand’, han fik.
“Min ambition var sådan set bare at komme til at spille skuespil, og det lykkedes. Men det var først henad vejen, jeg lærte mit fag – af dem jeg spillede sammen med.”
Skuespillere som Susse Wold og Bodil Udsen, som han spillede med i Anders Westenholz’ ‘Kolde fødder’ på Hvidovre Teater.

Branchen som en familie
“Hende elskede jeg at spille sammen med, og vi blev vældigt gode venner. Hun var en stor personlighed og kunne være ret så voldsom. Bodil så tværs igennem rygklapperi og hykleri. Det blev et langt og dybt venskab, der varede til hendes død.”
Efterhånden trak udlængslen stadig mere i Peter Bonke, der valgte at søge lykken i Paris.
“Branchen i Danmark var dengang meget lille. Et er at du skal branchen nærmest er som én stor familie. Jeg følte det dengang, som om jeg allerede, når prøverne begyndte, vidste, hvordan det ville ende. Der var ingen overraskelser. I en familie – eller klan – kender alle hinanden. Jeg vil tro, det har ændret sig i dag, fordi filmverdenen har åbnet sig og er blevet international. De folkekomedier, der blev lavet dengang, var altså ikke særligt spændende, medgiver Peter Bonke.”
I 1974 havde Bonke fået endnu en rolle i endnu en forglemmelig film med titlen ‘Around the World With Fanny Hill’:
“Det var en svensk-tysk erotisk komedie, der blev lavet mange af dengang, og jeg sagde kun ja for at komme jorden rundt, og det var nok her, det for alvor gik op for mig, at verden er stor, og det var på tide, jeg fik set mig om.”

Hjælp fra Alain Delon
De første måneder i Paris arbejdede Peter Bonke på den amerikansk café Joe Allan, men der gik ikke længe, før filmrollerne meldte sig. I ‘Barocco’ (1976) – et melodramatisk krimidrama – krydsede han både Gerard Depardieu og Isabelle Adjani.
“Jeg havde heldet med mig fra begyndelsen, for mødte instruktøren André Téchiné på en restaurant, hvor vi endte med at få et glas vin sammen. I rollen var der ikke mange replikker, men det var alligevel en vigtig skurkerolle,” fortæller Bonke.
Siden er det blevet til flere end 60 franske film og tv-serier. Tre af dem blandt andet med Alain Delon, ‘Le Toubib’ (1979), ‘3 hommes a abbatre’ (1980) og ‘Le choc’ (1982).
“Han tog sig af mig, som han gjorde med alle, han godt kunne lide – Delon holdt af at spille rollen som en slags godfather. Han var ret så højredrejet og vild med våben og vold, men samtidig en stor skuespiller og selvfølgelig verdens smukkeste mand. Og han omtalte sig selv i tredje person og var et både gådefuldt og temmelig vildt menneske.”

Frygtelige Polanski
Bonke kom også i nærkontakt med Roman Polanski, der i flere år op til 1979 forberedte filmen ‘Tess’, der blev indspillet i Bretagne og Normandiet, som skulle ligne Dorset i England – som Polanski ikke kunne rejse til på grund af sagen om en voldtægt en af ung pige i USA.
“Jeg var venner med den franske producent Claude Berri, der gav mig jobbet som en slags femte assistent, og jeg blev også bodydouble for den mandlige hovedrolle, Peter Firth. Filmindspilningerne skulle egentlig vare fire måneder, men det endte med at tage ni måneder. Berri var ved at gå fra forstanden, og filmen blev enormt dyr. Polanski troede, han var Napoleon, og han tillod sig at optage de samme scener op til 15 gange. Han havde en næsten dæmonisk magt over folk. Kunne være totalt forførende og samtidig drive folk til vanvid. Du kom på en gang til at elske og hade ham. Cheffotografen – Geoffrey Unsworth, en rigtig gentleman – var meget ulykkelig, og han fik hjertestop under indspilningerne og døde. I mine øjne fordi Polanski var en frygtelig arbejdsgiver. Et frygteligt menneske,” siger Bonke.

Teater har været vigtigst
Filmrollerne har været små – for eksempel en ukrediteret soldat i James Bond-filmen ‘Moonraker’ – og Peter Bonke er selv den første til at sige, at de vigtigste roller har været på teatret:
“På film har jeg haft en del roller som tyske officerer, og i begyndelsen var mit franske heller ikke godt nok til, at jeg kunne spille på teatret, men det blev det efterhånden.”
Han har spillet Pastor Manders i ‘Gengangerne’, men den vigtigste oplevelse blev overfor mægtige Jeanne Moreau i ‘Tjenestepigen Zerlines bekendelser’. Moreau var blevet kæmpestjerne efter gennembruddet i François Truffauts ‘Jules og Jim’ (1961).
“Efter seks håbløse år uden arbejde eller penge bragte den rolle og den forestilling hende tilbage i lyset og hun fik en ny og strålende karriere. Instruktøren Klaus Michael Grüber forbød hende at spille på de strenge, hun kendte så godt og vidste virkede. Hun skulle gå på scenen i næsten søvngængertilstand uden adrenalinen pumpende i blodet. Det var en enorm udfordring, men det lykkedes. Og gjorde at hun i rollen som Zerline blev totalt fascinerende. I alle de lande og byer vi besøgte,” beretter Bonke og fortsætter:
“Min rolle bestod i at ligge henslængt på en divan og lytte til hendes lange fortælling. Det var slet ikke nemt at være totalt afslappet og nærværende i en sal med flere hundrede mennesker, men det lykkedes mig takket være Jeanne.”
Bonke havde været vild med Moreau, siden han gik gymnasiet.
“Hun var fascinerende og meget generøs som menneske. Og samtidig en slags monster. Hvis ikke hendes status blev respekteret, kunne hun gå amok, men aldrig overfor mig. Hvad der skabte konflikter var, at hun var to personer – myten Jeanne Moreau og det privat menneske. I fire år spillede vi stykket mere end 250 gange overalt i verden. Spiste sammen, sov på de samme store luksushoteller og kørte i de samme limousiner.”

Lucky i ‘Godot’
Før sin medvirken i Becketts ‘Mens vi venter på Godot’ har Peter Bonke også været med i ‘Slutspil’ af samme instruktør og med samme skuespiller, Denis Lavant.
“I ‘Slutspil’ var jeg en af forældrene i stykket, Naig, der sidder i en skraldespand. Det stykke er næsten mere genialt end ‘Godot’. Morsomt og frygteligt på samme tid. Nøglereplikken har min kone, Nell, der på et tidspunkt siger ‘intet er morsommere end ulykken’!”
Denis Lavant er så stor en filmskuespiller, at han har sin egen kult-following i Frankrig. Han spillede i sin tid den mandlige hovedrolle over for Juliette Binoche i Leos Carax’ ‘De elskende fra Pont-Neuf’, og Bonke kalder ham en klovneskikkelse.
Det har været en stor lykke for danskeren at spille Beckett de senere år. Stykket er nu færdigspillet på det respekterede private teater Theatre de L’Atelier og skal i efteråret på turné i Frankrig.
“I ‘Godot’ spiller jeg Lucky, der er Pozzos slave. Jeg har et reb om halsen og på et tidspunkt skal jeg underholde de andre, og Pozzo beder mig danse. Normalt bliver Lucky spillet af en ung fyr, men som noget anderledes her er det en gammel mand, der er ved at miste hovedet. Efter dansen kører jeg en monolog. En fuldstændig afsindig monolog på fem-seks minutter.”

Kaotisk som et bordel
“Jeg tog ud som ung, og jeg tvivler ikke på, at jeg har gjort, hvad jeg skulle. Jeg fortryder ikke noget. I mange år var jeg i en slags tåge, og det er først de senere år, jeg har fået begge ben på jorden. Jeg er stadig vild med Paris, den franske kultur og sproget. Selv når det går ad helvede til – og det gør det jo ret ofte – er det ‘un vrai bordel’, som man siger hernede. Det hører med, og det har jeg brug for. At alt ikke er så rent som i Danmark. I Frankrig, hvor alle har haft filosofi i skolen, har jeg lært vigtigheden af at være nysgerrig, reflektere og tænke. I Danmark synes man ofte, at det er kedeligt at tænke. Det skal blot være rørende, og man skal enten græde eller grine. Paris er verdens navle, og der hvor jeg bor – i det 19. arrondissement – er der 27 forskellige nationer repræsenteret. Det holder jeg af,” fortæller Peter Bonke, der dog stadig gerne vil spille teater eller film en sidste gang på sit modersmål. Hvis han blev tilbudt det rigtige.