Skuespiller i kørestol? Selvfølgelig!

Af Louise Kidde Sauntved | 28. april 2026

Gustav Tahysen i forestillingen ‘CRIP’ på Revolver. Foto: Lærke Posselt

Gustav Thaysen har cerebral parese og har hele livet oplevet at blive stemplet på grund af sit handicap. Men han nægter at lade det stoppe ham i at forfølge drømmen om et liv på scenen. En drøm og et drive, der indtil videre har givet ham en rolle i teaterforestillingen ‘CRIP’ på Revolver.

Scenegulvet er dækket af et blåt grafisk net, der sammen med velplacerede lysspots opdeler rummet i felter. I et felt står et operationsbord fyldt med kropsdele i plastik, nogle af dem svøbt i gips, placeret under en gigantisk operationsmaskine. I et andet felt hænger en køddragt over en firkantet piedestal. I et tredje ligger en hundesnor på gulvet, mens det fjerde er fyldt med delvist væltede kørestole og tre henkastede cowboyhatte. Rummene er allerede fyldt med historier. Om krop, om at være anderledes, begrænset. Men også om at bryde fri. Alt der mangler er de skuespillere, der skal formidle fortællingerne til publikum, når de engang indfinder sig på tilskuerrækkerne.
Vi er kun få uger inde i prøverne på forestillingen ‘CRIP’, baseret på Caspar Erics handicapdigtsamlinger ‘Nike’, ‘Nye balancer’ og ‘Crip’. En forestilling om at have et handicap og leve med en krop, der dagligt afføder debat om skønhedsidealer, og hvem der udgør en byrde for samfundet.

Du er jo handicappet
På scenen er to professionelle skuespillere, Pernille Vallentin Brandt og Andreas Buchtrup Andersen, der begge ved, hvordan det er at leve – og spille – med en krop, der ikke er helt som flertallets. Sidste mand på holdet er Gustav Thaysen, der modsat de andre ikke er uddannet skuespiller. Endnu. Drømmen er nemlig at kunne leve af skuespillet. Også selv om, eller måske ligefrem fordi, han har cerebral parese og sidder i kørestol.
“Godt,” siger instruktør Emil Rostrup for at samle holdet.
“Vi starter med en opvarmningsøvelse, hvor I undersøger det rum, I er i. Hvad kan det i forhold til det objekt, I er med?”
Andreas går ind i rummet med hundesnoren og samler den op. Pernille har køddragten, som hun giver sig til forsigtigt at undersøge med hænderne. Gustav kører hen til operationsbordet og fortsætter rundt om det, mens han rører ved kropsdelene.
Da han gik i folkeskole, fik Gustav Thaysen at vide, at han ikke skulle op til 9. klasses eksamen. For han var jo handicappet. Siden fik han uden videre tilkendt førtidspension. For han var jo handicappet. Stemplet og fastlåst i en lukket kasse.
“Det var svaret på det hele. Du er handicappet. Det var bare det. Men det er jo kun mine ben, der ikke fungerer, hvad har det med en eksamen at gøre?” spørger han retorisk, da vi mødes i garderoben, der i anledning af forestillingen er gjort kørestolsvenlig med handicaptoilet.

“Det var svaret på det hele. Du er handicappet. Det var bare det. Men det er jo kun mine ben, der ikke fungerer.”

–Gustav Thaysen

Jeg skal nok vise jer!
“Der er også flere, der har sagt til mig, at folk i kørestol ikke kan blive skuespillere. Det har givet mig sådan et indre drive, hvor jeg gerne vil modbevise det. Sige ‘jo, det kan vi pænt meget. Jeg skal nok vise hvordan!’.”
Gustav Thaysen startede derfor på Esbjerg Børne- og Ungdomsteater, hvor han var i fem år. Her blev det, at han sad i kørestol, ikke modtaget med afvisning, men som en kreativ udfordring.
“Tit tænkte jeg slet ikke over, at jeg sad i kørestol, for de var gode til at sige, at jeg bare kunne bruge armene, når andre brugte benene.”
Herefter gik turen til Testrup Højskole, hvor Caspar Eric også har slået sine folder. Og tit blev Gustav Thaysen spurgt, om han kendte ham, for de var jo begge handicappede!
“Det synes jeg var lidt spøjst, for jeg havde faktisk ikke engang læst hans digte.”
Derfor var han også tilbageholdende, da han fra flere sider blev gjort opmærksom på, at Republique/Revolver i København søgte skuespillere med ægte handicap til en forestilling baseret på Caspar Erics digtsamlinger.
“Men jeg tænkte, at det ville være en større udfordring end børneteatret, så jeg ville prøve at tage til audition. Og det gik jo meget godt. Så nu er jeg med her.”

Lyden af metal
“Jeg er glad for at være med til at vise, at du godt kan være skuespiller som handicappet. At du ikke behøver at bruge normalpersoner til at spille folk med handicap hele tiden. Du kan også finde nogen med et tilsvarende handicap. Jeg vil gerne være med til at motivere folk med et handicap til at forfølge det, de gerne vil. Og for mig er det at være skuespiller.”
På scenen har Pernille pakket sig ind i køddragten, som var den et ekstra lag hud, mens Andreas er viklet helt ind i hundesnoren og klør sig bag øret. Gustav tager en saks op fra en metalbakke på operationsbordet og begynder at klippe i luften.
“Det er fedt, at vi kan høre den der saks, Gustav. Du må også gerne slå den mod metalbordet,” siger Emil.
Gustav prøver det af, og den skarpe lyd af metal mod metal blander sig med musikken i baggrunden.
“Du må også gerne tage benet op, det med gips på, og klippe i det. Helt op, så jeg kan se det. Ja. Sådan. Så, nu har I hver jeres handling, som I gerne må blive ved med.”

Kastet ud i det
Måske kommer det med, måske ikke. Processen er i fuld gang, men indtil videre er det meste eksperimenter. Forsøg på hvordan det vil se ud, hvis de nu gør det og det. Det er en arbejdsmetode, Gustav Thaysen lige skulle vænne sig til.
“Jeg blev lidt overrasket over, at vi selv skal komme med bud på, hvad der skal være med i scenerne. Det børneteater jeg kommer fra, var meget noget med, at du får de her replikker og gør sådan her. Først tænkte jeg ‘pyha, kan jeg mon sige noget klogt ligesom de andre?’. Men jeg er blevet meget bedre til at komme med mine egne synspunkter. Vi er kun tre skuespillere, så jeg kan ikke gemme mig, og det har været en god udfordring. Jeg ser det lidt som en legeplads. Hvor vi også bare har det sjovt.”
I næste scene skal Gustav tegne Andreas som ‘den handicappede hund’, en tilbagevendende figur fra Caspar Erics digte. Andreas stiller sig klar og retter på tøjet, mens Gustav sætter sig lidt usikkert med en blok i hånden.
“Har du tegnet croquis før?” spørger Emil.
“Nej, det har jeg godt nok ikke,” svarer Gustav.
“Du tegner bare Andreas så godt, du kan. Andreas laver en posering, og så laver du en hurtig skitse. 30 sekunder. Så laver han en ny posering. Et minut. Det er croquis. Godt. Så går vi i gang.”