Som forperson i Dansk Kunstnerråd har Søren Bang Jensen været med til at sætte gang i flere undersøgelser blandt landets kunstnere. De data, der kommer ud af det, spiller en central rolle i arbejdet med at sikre blandt andet rettigheder og bedre løn- og arbejdsvilkår for jer medlemmer. Hvordan? Fordi tal åbner døre og giver politikere konkret viden, som de ellers ikke har adgang til.
De fleste i kulturlivet er nok relativt enige om, at coronapandemien var en skidt oplevelse branchen; nedlukninger, aflyste produktioner og tabt fortjeneste blev de meget kontante følger for kunstnerne. Men én god ting kom der i hvert fald ud af den mørke tid: Den betød nemlig, at Kulturministeriet fik øjnene op, hvor lidt de egentlig vidste om deres ressortområde – og derfor tog kontakt til organisationer på området for at blive klogere.
“Situation under corona betød faktisk, at ministeriet siden da har bedt Dansk Kunstnerråd og vores medlemsorganisationer om at lave statistik over kunstnere, og at de finansierer det, for det er et stort arbejde. Noget af det første, vi undersøgte, var et af vores hjertebørn – nemlig rettighedsmidlernes betydning for kunstnernes økonomi, hvor vi har kunnet vise, at de faktisk udgør 30-40 procent af alle de penge, kunstnerne, der arbejder med musik, film og scenekunst, tjener på deres fag. Det har for eksempel været et væsentligt indspark i konflikten med YouSee,” forklarer Søren Bang Jensen, der er forperson i Dansk Kunstnerråd, som er den organisation, der i dag sidder med opgaven at indhente data om danske kunstneres løn-, arbejds- og livsvilkår.
Et af målene er med andre ord at kunne supplere ministerier, politikere, meningsdannere og kulturens egne organisationer med de tal, der kan kvalificere både debat, lobbyarbejde og ikke mindst de konkrete løsninger.
Og det er noget, der har manglet, forklarer Bang Jensen:
Farvel til den stereotype brokkerøv
“Historisk set er vi kunstnere nok blevet opfattet som nogle ‘brokkerøve’ – jeg har eksempelvis selv overhørt en kulturminister sige, at hun jo aldrig ville kunne lave en scenekunstreform, for så ville vi jo bare blive sure. Omvendt vil jeg sige, at når man laver politik, der berører folks liv, så vil vi naturligvis gøre opmærksom på det, hvis det falder skidt ud for os. Det vil alle jo gøre. Og måske har vi god grund til at brokke os – det er bare afgørende, at vi kan dokumentere det. På den måde slipper vi for den stereotype opfattelse af for eksempel skuespillere som nogle, der bare brokker sig.”
I det hele taget vil Søren Bang Jensen gerne flytte samtalen om kunstnere og romantiseringen af ‘den lidende kunstner’:
“For at komme myten til livs er vi i færd med at gennemføre en trivselsanalyse. For jo, det er rigtigt, at mange af os kunstnere føler, at vores fag er noget, vi skal, og at vi ikke kan forestille os at lave noget andet. Men sådan er der jo mange andre faggrupper, der har det. Det betyder jo ikke, at vi ikke skal have en ordentlig løn. Vi vil gerne afdække, om der er en sammenhæng mellem trivsel og arbejdsvilkår. For ideen om at vi skal lide for at kunne lave kunst, er jo det mest provokerende. Både H.C. Andersen og Thorvaldsen var heftigt finansieret af mæcener – så noget af den kunst, der definerer dansk kultur, er blevet skabt af kunstnere, der havde adgang til rige mennesker, der betalte dem for at lave værker.”
Søren Bang Jensen
Drevet af streamingkonflikten
Der er dog især én oplevelse, som har skubbet på Bang Jensen beslutning om at gå ind i den ‘politiske’ del af kunsten og også at tage hånd om dokumentationsopgaven:
“Personligt sidder streamingkonflikten stadig i mig. At skulle se på, at dygtige kommunikatører fik ordet i for eksempel Politiken, hvor de skrev, at de danske skuespillere tjener 28.000 kroner om dagen og opleve, hvordan det betød, at man kaldte os både grådige og inkompetente. Det var i mine øjne en dyb uretfærdighed. Samtidig oplever jeg, at vi også i højere grad end andre grupper har behov for at kunne dokumentere det, vi fortæller. Det beviser for mig, at det er helt nødvendigt, at vi kan dokumentere, at vores vilkår ikke er i orden, og hvorfor vi synes, det er rimeligt, at tingene skal gøres anderledes,” fortæller han.
Men også hjemme – i kunstnerorganisationerne selv – er statistik og data værktøjer, der bliver brugt flittigt.
“Det er jo også vigtig viden, som vi skal bruge internt. Det er med til at gøre det langt nemmere at prioritere, hvad sekretariatet skal bruge kræfter på – hvad batter mest?” fortæller Søren Bang Jensen.
Data er et stærkt fundament
Hvis du indimellem sidder og overvejer, om du overhovedet skal deltage i de undersøgelser, der dumper ind hos dig om kunstneres arbejds- og livsvilkår, så vil Bang Jensen i den grad opfordre dig til at give dine svar med:
“Jeg ved, at der er organisationer, der har dårlige erfaringer med at dele tal, fordi de har oplevet, at de er blevet hevet ud af en kontekst. Men her må jeg sige, at det er utroligt meget nemmere at komme ind ad døren hos for eksempel politikere og meningsdannere, når jeg har data med under armen. Vores kongstanke er, at hvis der skal laves analyse for vores område, så skal vi være med ind over – både så vi kan kvalificere det, og så vi sikrer, at data bliver fortolket rigtigt,” fortæller Søren Bang Jensen, der også rent personligt er glad for data som arbejdsredskab:
“Jeg føler mig meget bedre klædt på, både når jeg skriver kronikker og mødes med politikere. Det giver et stærkt fundament at stå på. Når jeg for eksempel kommer ud og fortæller, at halvdelen af medlemmerne i forbundet tjener under 130.000 kroner om året på at lave film og scenekunst – det er noget, der gør indtryk på folk. Og hvis jeg fremlægger konkrete tal i forhandlinger, oplever jeg, at samtalen glider lidt nemmere, og at ydmygheden bliver lidt større hos modparten.”
Søren Bang Jensen
Udliciteret til interesseorganisationerne
At dataindsamlingen også giver konkrete resultater, er selvfølgelig en altafgørende detalje. Og selv om kunstnernes tal er af nyere dato, har de allerede medført forandring:
“Efter en rapport viste, at 60 procent af musikerne ikke har de samme barselsmuligheder som lønmodtagere har, er der blevet sat gang i et arbejde for at få ændret barselsreglerne, og det har fået god respons fra Christiansborg. Samtidig kan vi se, at vores dokumentation af, hvor vigtige rettigheder er, spiller en rolle i forhold til, at regeringen og folketing forsøger at lovgive på AI-området,” forklarer Søren Bang, der oplever, at lobbyister og organisationer får mere og mere magt i forhold til det politiske område:
“Som jeg ser det, er udviklingen af politik i høj grad udliciteret til interesseorganisationer. Når det for eksempel gælder dagpenge og barsel, så er det op til os at komme med løsningerne. Men det er klart, at der er store omkostninger forbundet med at være dem, der skal udvikle de politiske løsninger.”
Men selv om det nu kan lyde, som om data er gud, og at lykken er gjort, når bare vi kan sætte tal på, så råder Søren Bang os til lige at trække vejret.
“Det er vigtigt at huske på, at data jo ikke gør det alene. Vi har eksempelvis vidst i mange år, at der mangler ligeløn, især på vores område, men alligevel har intet ændret sig. Der skal altid mere til.”
