I går udkom en virkelig vigtig bog. Ikke bare fordi vi i DSF har været med til at skrive den, men også fordi den giver hele Danmark et detaljeret indblik i hverdagen som freelancekunstner, der hopper fra job til job og fra arbejdsgiver til arbejdsgiver. Ikke det typiske billede på en dansk lønmodtager, og derfor er det endnu mere vigtigt, at vi er med i bogen. Vi kunstnere er nemlig kanariefuglen i kulminen, der som de første mærker, at der er fare på færde.
‘Folkets Danmark’ er udgivet af FH, som vi er medlem af. Og sammen med Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund har vi skrevet et kapitel, der fortæller om de udfordringer, vi ‘atypisk ansatte’ har, og hvorfor den danske model er nødt til at udvikle sig for at kunne favne og forbedre vores arbejdsliv.
Det behøver jeg selvfølgelig ikke at forklare jer medlemmer. I lever i den virkelighed hver eneste dag.
Men jeg ser stadig – udenfor vores kreds – en udbredt tendens til at tænke på scenekunstnere, artister og musikere som ‘hobbykunstnere’ mere end som de arbejdere, vi reelt er. Eller gennem gammelromantiske briller, hvor ‘kunst er et kald, ikke et arbejde’.
Vi oplevede det tydeligt under corona, hvor den daværende kulturminister mente, at det var pinligt, at vi ville tale om kulturbranchens overlevelse, nu landet var blevet lukket ned. Så stod vi der, en hel branche uden indtægtsmuligheder, mens vores egen minister viste, at hun ikke forstod, at vi kunstnere er afhængig af vores løn – ligesom alle andre lønmodtagere.
“De udfordringer, vi allerede står med nu, i dag, risikerer at ramme mange flere danske lønmodtagere, og på den måde efterlade enorme grupper udenfor det fællesskab, som FH hylder med bogen.”
–Benjamin Boe
Heldigvis tror jeg på, at der er forandring på vej. Hvorfor? Fordi de atypiske kan blive de typiske i en nær fremtid. I EU forventer man, at andelen af freelancere, soloselvstændige og løstansatte vil stige i de kommende år – og at vores kludetæppearbejdsliv vil brede sig til mange andre fag. Og som nogle af jer allerede har mærket på egen arbejdskalender, vil AI desværre kun skrue op for udviklingen.
Det har vi råbt op om længe, for vi kunstnere er jo på mange måder kanariefuglen i kulminen – vores virkelighed og de udfordringer, vi allerede står med nu, i dag, risikerer at ramme mange flere danske lønmodtagere, og på den måde efterlade enorme grupper udenfor det fællesskab, som FH på mange måder hylder med bogen. Det kalder på nytænkning i forhold til, hvordan vi sikrer at alle, der sjældent eller aldrig har mulighed for at arbejde på overenskomst, også har en plads ved bordet.
Det er derfor, vi kommer med 5 løsningsforslag for fremtidens typiske atypiske arbejdsmarked:
1. Vi skal sikre et lige uddannelsessystem, der møder arbejdsmarkedets virkelighed – og fremtid
2. Kunstig intelligens: beskyttelse, ejerskab og fair vilkår
3. Lige adgang til barsel for alle – også de prekært ansatte
4. Et økonomisk sikkerhedsnet under kreative og innovatører
5. Et pensionssystem, der rummer alle typer beskæftigede
Fagbevægelsens styrke er – i mine øjne – ideen om ‘alle for en’, men hvis den parole skal vise, at den stadig har værdi i det 21. århundrede, må og skal løsningerne også favne de prekære arbejdere.
Kategorier: Arbejdsliv, Nyt fra forpersonen, Økonomi, Overenskomster, Politik
