“Det er fedt at komme bag på sig selv”

Aarhus Teater har de seneste seks år haft en samarbejdsaftale med Holstebro Teaters Dansekompagni. Det betyder, at flere af teatrets opsætninger er tværfaglige samarbejder mellem skuespillere og dansere. Det har blandt andet ført til øget fokus på det fysiske element i karakterarbejdet.

Skuespiller Mette Klakstein har været del af ensemblet på Aarhus Teater siden 2021, blandt andet i forestillingen ‘Genz Endgame’, hvor skuespillerne stod på scenen sammen med et hold dansere fra Holstebro Teaters Dansekompagni. Et samarbejde, hun var meget begejstret for.
“Det er enormt inspirerende at se nogen, der arbejder på en anden måde. ‘GenZ’ fungerede rigtigt godt, fordi dansen ikke bare var noget, der blev klistret på en teaterforestilling. Danserne var en slags ansigtsløse værter ved et talentshow i en uspecificeret fremtid, der fik os skuespillere, menneskene, ind i en arena, hvor vi skulle vise noget menneskeligt eller sårbart. Det betød, at alle vores fagligheder var meget ligeværdige. Danserne hjalp os på en fin måde med de koreografier, som de fangede på tre sekunder, men som vi lige skulle bruge et par dage på at lære. Og vi kunne komme med vores faglighed og støtte danserne i deres arbejde med at finde ud af, hvordan de her værtskarakterer skulle gestaltes på scenen. Det giver mening, når det bliver et ligeværdigt møde, hvor vi kan tage hinanden ind, lege sammen og ligesom smelte lidt sammen.”

–Mette Klakstein

Mere krop på scenen
Mette Klakstein oplever, at der generelt er kommet større fokus på det fysiske skuespilarbejde de senere år. Derfor føles det også naturligt at udvide horisonten ved at få dansere og koreografer med, enten som medspillere på scenen eller som konsulenter i prøverummet.
“Hvor skuespillerfaget tidligere mere har været noget med at have en tekst og et fysisk arrangement på scenen – og selvfølgelig en krop, det har vi jo som mennesker – har der været en bevægelse mod en fysisk fremtoning, som ligger længere væk fra en selv eller det, der måske lige er givet i teksten. Jeg har en følelse af, at der bliver søgt mere i det fysiske eller i mere abstrakte handlinger på scenen. Også i de klassiske teaterstykker.”
Hun byder det øgede fokus på den fysiske fremtoning velkommen.
“Jeg synes, det er en enormt spændende udvikling, at det mere abstrakte eller store udtryk kan finde en naturlig plads, også i mere naturalistiske forestillinger. At du ikke bare er et ‘floating head’, der kommer en masse ord ud af, men at spillet kan forankre sig længere nede i kroppen. Jeg oplever mere og mere, at vi arbejder koreografisk og enormt fysisk, også når der ikke er dansere med. At vi starter med fysikken og kroppen i karakterarbejdet, ved at lave åbninger og fysiske handlinger, og så finder teksten stille og roligt vej ned i det udtryk. Og hvis en sekvens skal være ordløs eller fysisk, bliver der ofte inviteret en koreograf ind, som hjælper os videre. Også når det hverken er musical eller danseteater. Det smelter meget sammen.”

Nye åbninger
Når kroppen kommer først, kan det føre karakteren nye, overraskende steder hen:
“Du kan let komme til at afskære krop og intellekt lidt og tænke, at du ikke er en krop, og det kan godt låse dig lidt. Når du så får kroppen med, også nogle gange før hovedet og ordene, kan der komme en gennemstrømning og nogle gange nogle spændende og overraskende bud i forhold til tekst og karakter, der måske ligefrem kommer bag på dig.”
Det prøvede Mette Klakstein på forestillingen ‘Skolekomedien’, hvor hun skulle spille en temmelig tør skoleleder:
“Hun havde nogle meget DJØF-agtige replikker om optimering, og hjulene der skulle rulle, så det hele kunne køre som smurt. På papiret var det meget ord og hoved og tale og kurser. Men så sagde Julie Kunz, der var koreograf på forestillingen. ‘jeg tror, hun elsker at danse. Jeg tror, hun elsker latin’. Og så kom der et helt andet udtryk, som jeg slet ikke kunne have tænkt mig til. Hvis jeg bare skulle have lavet klassisk karakterarbejde ud fra det psykologiske, var jeg nok endt et helt andet sted. Men på grund af det koreografiske bud fandt vi ud af, at det var fedt, hvis hun blev gjort enormt fysisk og dermed på en måde absurd og latterlig, fordi hun så tydeligt var noget andet end det, hun sagde og ligesom holdt ordene ud fra sig. På den måde kan det åbne op og tage arbejdet nye steder hen, du ikke havde fantasi til at forestille dig. Og det er jo altid fedt, når du på den måde kan komme bag på dig selv.”