Samarbejde i et lydhørt rum

At sætte to meget forskellige faglige praksisser op mod hinanden kan føre til friktion, men også til inspiration og udvikling. Det erfarede operasanger Katinka Fogh Vindelev og moderne danser Bjørk-Mynte Paulse under arbejdet med den ekspressive kammeropera ‘Jeanne D’Arc’, som de opførte på teatret Sort/Hvid i maj.

Sopran Katinka Fogh Vindelev kan sine arier på fingerspidserne og kender sin stemme ned til mindste detalje. Hun er klassisk uddannet, men har de seneste mange år arbejdet tværfagligt, fordi hun gerne vil udfordre operaens virkemidler og brede kunstarten ud. Derfor sagde hun også ja med det samme, da komponisten SØS Gunver Ryberg kontaktede hende med henblik på at synge – og spille – titelrollen i den moderne opera ‘Jeanne D’Arc’ på Sort/Hvid. Forestillingen er baseret på Verdis ‘Giovanna d’Arco’, men dekonstrueret og placeret i et moderne univers med elektronisk musik, læder og stål. En opgave, der krævede en åben tilgang:
“I den traditionelle operaverden er du dygtig, hvis du kan synge bestemte ting, mens det ikke nødvendigvis er en kvalitet også at kunne gå ned og for eksempel synge med luft på stemmen, ” fortæller Katinka Fogh Vindelev.
“Derfor er du nødt til at have modet til at være sårbar og uperfekt, miste kontrollen og gå imod alt det, der bliver set som idealet i den klassiske verden, hvis du gerne vil ud af operahusene og finde et nyt publikum og nye måder at bruge kunstformen på. Du skal have mindsettet til at træde ind i noget, hvor lagene smelter sammen, og der ikke er én kunstform, der vejer tungest.”

Spændende friktion
Balletdanseren Bjørk-Mynte Paulse har også en baggrund inden for det klassiske, men bevægede sig allerede tidligt mod den moderne, ekspressive og eksperimenterende dans:
“Jeg arbejder oftest tværfagligt og er især interesseret i krydsfeltet mellem dans, teater og installationskunst,” forklarer hun.
“Når jeg arbejder tværfagligt, er jeg nødt til at angribe dansen fra forskellige måder – og så opstår der dynamikker og friktionspunkter, som er spændende og udfordrende rent kunstnerisk. Jeg kan godt lide at gå ind i et arbejdsrum, hvor jeg ikke helt ved, hvad der kommer til at ske, fordi jeg ikke ved, hvad de andre discipliner byder ind med den dag. Det kræver, at du er åben over for rummet og har en legende tilgang. At du ikke bare står på din egen disciplin, men også har mod og lyst til at byde ind på de andre discipliner. Det kræver mere af os som udøvere, for det er ikke altid, de forskellige metoder taler sammen. Men det er også det, der er spændende, fordi der opstår et rum, som ingen af os havde kunnet kreere, hvis vi stod alene.”
“Det er ekstremt inspirerende at være i et rum med andre praksisser, end dem du selv er vant til,” supplerer Katinka Fogh Vindelev.
“Man siger, at det tager ti år at bygge en operastemme op, og så handler det egentlig bare om at slappe af, mens du står der med al din læring og skoling. Det er noget helt andet at se den adgang, danserne har til deres krop.”

Kroppen som udgangspunkt
For sangerne var det en udfordring at skulle arbejde i et fragmenteret musikalsk univers uden tydelig takt eller puls og samtidig blande sang med seks nyskrevne monologer. Derfor havde de en uges musikalske prøver, før resten af holdet mødte op. Det gav til gengæld udfordringer for danserne, der ikke kunne gå i gang med deres arbejde, før alle var til stede i rummet.
“Værket har en enorm performativitet, som kræver, at vi er nødt til at gå i detaljer med, hvordan vi bevæger os i de forskellige musikalske numre, og hvilke udtryk vi har brug for at komme frem til,” fortæller Bjørk-Mynte Paulse.
“Det mest af det materiale den anden danser, Hilde, og jeg har lavet, er improvisatorisk. Derfor har vi kun kunnet arbejde, når alle har været til stede. Det har været en stressfaktor, men du navigerer i det og får det til at fungere. I sådan en situation er vi nødt til at lægge os selv lidt til side og sige ‘okay, vi kan godt se, at der er et andet behov hos sangerne end hos os. Det er ‘give and take’.”
“Noget af det, I hurtigt lærer i det tværfaglige arbejde er, at I måske nok er forskellige, men også på nogle punkter ens. Og skal I arbejde sammen på tværs af vaner, praksis og faglighed, er I nødt til at løfte blikket fra jeres eget udgangspunkt og finde de punkter, hvor I taler samme sprog. I ‘Jeanne D’Arc’ blev kroppen et fælles udgangspunkt.”
“Opera er jo stemme og krop, så det giver mening, at vi spejler hinanden,” siger Katinka Fogh Vindelev.
“Ja, absolut,” medgiver Bjørk-Mynte Paulse.
“Jeg har haft en oplevelse af, at vi har kunnet bruge kroppen som en oversættelse mellem de forskellige kunstformer og discipliner.”

At navigere i ubehag
Der kunne dog til tider også være grænseoverskridende meget krop i spil for en operasanger, der er vant til at betragte kroppen som et fintunet instrument, du værner om. Ikke mindst i en scene, hvor samtlige performere skulle proppe munden fuld af pommes frites uden at synke, for så at spytte det hele ud igen.
“Jeg har aldrig på den måde arbejdet performativt med ubehag. Min mund er jo mit instrument, så det med skånselsløst at proppe den med fritter var voldsomt. Ikke mindst fordi jeg skulle synge lige bagefter – med munden propfuld. Holde rummet og samtidig på en måde gå i stykker. Virkelig blotte mig,” fortæller Katinka Fogh Vindelev.
Her var det en stor hjælp at kunne skele til de to dansere, der kastede sig uforfærdet over opgaven:
“De havde et mod og en måde at være i det på, som var megainspirerende. Det var meget trygt, at vi kom med forskellige erfaringer. Men også at vi i produktionen kunne finde ud af, at vi ikke behøvede gå den samme vej. Vi skal udtrykke det samme, men der må godt være forskellige grader. Det er også en kvalitet, at vi er forskellige.”
“Netop i sådan nogle situationer har vi forskellige værktøjer at trække på,” forklarer Bjørk-Mynte Paulse og fortsætter:
“Hilde og jeg har oftere arbejdet i den type udtryk, hvor vi ikke længere performer, og præsenterer os selv som Bjørk og Hilde i en ubehagelig situation, men stadig kan distancere os fra det, vi sidder med. Men når du bliver sat i sådan en situation for første gang, skal du lige lære at navigere i det. Både i hvordan du blotter dig, og i at du godt må holde lidt igen og ikke give alt af dig selv.”

Min tur i morgen
At arbejde tværfagligt er en proces der kræver tid og rum:
“Det kræver meget tid at prøve scenerne af på mange måder, hvor alle giver bud, og det er ikke altid, det fungerer. Det kræver, at I kan forstår hinanden og har tid til at respondere på det, de andre byder på,” forklarer Bjørk-Mynte Paulse.
“Ja, det handler om at have et lydhørt rum. Men jeg synes også, vi har været gode til at holde øjnene på bolden og bare sige ‘let’s do it’,” supplerer Katinka Fogh Vindelev.
“Ja. Egentlig ikke snakke for meget. Bare prøve det af,” siger Bjørk-Mynte Paulse.
“Selvfølgelig kommer der ting op, hvor nogle har mere brug for at verbalisere end andre. Men jeg synes, der har været en respektfuld lydhørhed,” mener Katinka Fogh Vindelev og fortsætter:
“Vi er allesammen blevet skubbet ud af vores komfortzone, og det reagerer vi forskelligt på. Derfor er du nødt til at have tålmodighed og tillid til, at du bliver lyttet til. Vi har nogle behov, men vi ved også, at vi er en del af noget, der er større end vores egen praksis.”
“Ja, alle vil det. Men vi har nogle gange forskellige måder at komme dertil på. Derfor er det vigtigt, at du kan slå ned og sige ‘det her har jeg brug for nu’ og andre gange kan sige ‘okay, så tager jeg den lidt mere rock’n’roll. Så må vi se, om det er min tur i morgen’,” beretter Bjørk-Mynte Paulse.