Benjamin Boe: Hvor er din blinde vinkel?

Dansk Skuespillerforbund er først og fremmest en fagforening. Vores kerneopgave er og bliver at kæmpe for vores medlemmers løn og arbejdsforhold. Men i løbet af de seneste ti år er vi, sammen med de øvrige organisationer i branchen, også blevet noget mere: En organisation, der tager et værdimæssigt ansvar for kulturen som en væsentlig støttepille i samfundet.

Nogle synes, det er utidigt, at en fagforening blander sig i spørgsmål om repræsentation og mangfoldighed – at vi burde holde os til overenskomster og lade resten være op til den enkelte kunstner eller producent. Jeg er uenig. Repræsentation handler om, hvem der overhovedet får adgang til at arbejde, og hvilke muligheder der findes for dem gennem et helt kunstnerliv. Det er lige så meget et arbejdsvilkår, som løn er. Og her skal vi som fagforening kæmpe for transparens. I både castingprocesser og hvordan branchens beslutninger reelt bliver truffet.

I forbindelse med forbundets dækning af årets Pride læste jeg GLAAD’s seneste rapporter om LGBT+-repræsentation i amerikansk film og tv. Deres fokus er snævert, men tallene tegner en bredere tendens: færre roller, kortere levetid for produktionerne og en branche, der er under pres fra dårlig økonomi og et fjendtligt politisk klima og derfor vælger det sikre frem for det sande. Jeg tager GLAAD’s bekymring for USA alvorligt, men det, der fik mig til at skrive denne leder, er det spejl, de amerikanske tilstande holder op for os herhjemme.

Vores kunstart er konservativ af natur, formet af generationers vante forestillinger om, hvem der har krav på hovedrollen. Manglen på repræsentation handler om meget mere end ligestilling mellem køn, hvor vi fortsat kæmper med ulighed i både økonomi og roller. Den handler også om seksualitet, etnicitet, alder og handicap. Hvor godt vores kunst afspejler det Danmark, vi rent faktisk lever i. Men bias er desværre noget, vi alle bærer rundt på – og måske især i en branche, der bliver mere forsigtig, når kassen er tom.

Alligevel skriver jeg med håb i ordene, for billedet er sammensat. Da storfilmen ‘Odysseen’ havde premiere, handlede snakken mere om skuespilleres køn og etnicitet end om filmen selv – et eksempel på, hvor forsimplet debatten stadig kan blive. Men forestillingen ‘Renæssance’ på Nørrebro Teater samlede sidste år ti kvindelige kunstnere over 70 år på én scene, og teatret Hils Din Mor laver LGBT+-teater for børn og unge og når på den måde en generation, vi ikke talte til for ti år siden. Internationalt byder store streamere i stigende grad ind med produktioner, der udfordrer den klassiske demografi og historiefortælling.

Når vi flytter kridtstregerne for at gøre plads til flere i kunsten, vil der altid være nogen, der ender på den ærgerlige side – nogle føler sig overhalet, mens andre oplever, at deres historie drukner i en debat om, hvem der har ‘ret’ til at fortælle den. Vi må aldrig stoppe med at udvikle os, men vi skal huske på at møde modstanden med samtale og fornuft frem for foragt.

De unge, der er på vej ind i vores fag, har heldigvis en hel flok nye historier med, som de udkommer med. Og om få år er det dem, der sætter dagsordenen, og de eksempler jeg har nævnt her, er beviser på, at det faktisk kan lade sig gøre – selv i en branche, der historisk har været langsom til forandring.

Som fagforening er vores opgave dobbelt: Vi skal insistere på, at flere stemmer får adgang til scenen og skærmen, samtidig med at vi hjælper branchen – og os selv – med at spotte de blinde vinkler, vi har. Jeg tror på, at vi er på vej derhen. Langsommere, end mange af os kunne ønske. Men på vej.