Som nytiltrådt forperson i WIFT har Laura Allen Müller fokus på at samle hele branchen i en indsats for at skabe bedre repræsentation – og det er der brug for, hvis ikke vi skal samme vej som USA, mener hun. For selv om vi ‘gudskelov’ ikke har en Trump, så hersker der stadig en meget traditionel tankegang, som ekskluderer alt for mange nye stemmer, forklarer hun her.
Hos Laura Allen Müller, der er nytiltrådt forperson i WIFT, er der – desværre – ingen overraskelse at spore, da hun ser tallene fra GLAADs rapporter:
“Vi vidste desværre godt, at det ser sådan her ud. Jeg oplever udviklingen som et resultat af, at de positive forandringer, vi havde set indtil for få år siden, desværre ikke har været cementeret nok til at buldre derudad for egen kraft. I mine øjne afslører undersøgelsen også nogle generationer i branchen, hvor man ikke rigtig har forstået, hvor vigtig repræsentationen er og derfor blot har gjort det lidt ‘performativt’, fordi det var moderne. Og så er man stoppet igen, så snart de politiske vinde vendte,” forklarer Laura Allen Müller, der udover tillidshvervet i WIFT også er skuespiller og medlem af Dansk Skuespillerforbund.
Tror du, vi går samme udvikling i møde her i Danmark og Europa?
“Gudskelov har vi ikke en Trump, som målrettet, åbenlyst og effektivt er gået i gang med at udrydde alle initiativer, der understøtter ligestilling og repræsentation – på stort set alle felter. Omvendt kan vi jo se, også her i Danmark, at mange virksomheder udkommer med årsrapporter, hvor de har fjernet ord om diversitet og mangfoldighed, fordi man gerne vil bevare handlen af USA. Så på den måde bliver vi jo stadig dybt påvirket af det, der foregår i USA.”
Hvordan synes du, det står til med repræsentation i den danske film- og seriebranche?
“ De var jo faktisk kommet noget længere i USA. Her i Danmark er det vores oplevelse, at det går langsomt – nogle gange ét skridt frem og rigtig mange skridt tilbage. Og der bliver brugt mange forskellige undskyldninger for, at der ikke sker noget på området; publikum kan ikke relatere til det, det sælger ikke, eller problematikkerne findes ikke. Men vi kan jo se, at udenlandske produktioner kan lykkes med at skabe succesfulde mangfoldige produktioner,” forklarer Laura Allen Müller, der også ser negative langsigtede effekter af, at den danske branche er fodslæbende i forhold til repræsentation af både LGBT+ og andre grupper:
“Udover at det er et demokratisk problem, fordi vores samfund ikke bliver spejlet i kunsten, er den manglende repræsentation også et problem i vores talentudvikling. Branchen formår simpelthen ikke at aktivere de minoriserede historier og talenter vi har, og på den måde ender det faktisk med at blive et økonomisk problem for vores branche. Det er jo et forretningsproblem, hvis ikke man udvikler den brede vifte af talent, vi har i Danmark.”
–Laura Allen Müller, forperson i WIFT
GLAAD nævner, at en del af årsagen skal findes i, at der generelt bliver produceret mindre, og også her i Danmark bliver talt om en krise. Hvad betyder det?
“Der bliver ofte talt om, at vi er i en krisetid, og man har en tendens til at se økonomisk succes som en modsætning til repræsentation. Dermed bliver LGBT+-repræsentation en ‘luksus’, som der ikke er plads til lige nu. Det er dybt problematisk. Ikke mindst fordi jeg rent faktisk tror, det er lige omvendt. En del af redningen er netop at inkludere det talent og de perspektiver, der historisk set er blevet ekskluderet.”
“Jeg arbejder med talentudvikling i filmbranchen, og jeg synes, jeg kan se, at der er et stort skifte på vej. Der kommer nogle generationer af filmskabere, der tænker anderledes – de har et helt andet blik på verden og på de historier, de vil fortælle. Hvis ikke den etablerede branche formår at absorbere det talent, så finder de bare deres egne veje og kommer til at overhale de andre. ”
Hvad skal der så til, for at den danske branche kommer med på repræsentationsvognen?
“Først og fremmest skal systemet have øjnene op for at de her fortællinger er menneskefortællinger og ikke ‘bare’ minoritetsfortællinger. Public service-kanalerne har en forpligtelse til at producere og vise det her, og den lever de ikke op til lige nu. Det viser WIFTs undersøgelse fra 2024.”
“DFI er jo bundet op på en række forpligtelser fra Kulturministeriet, så derfor er vi nødt til at vælge nogle beslutningstagere, der har blik for og mod til at støtte anderledes, end man traditionelt har gjort.”
Kan løsningen være særlig ‘repræsentationspulje’ eller noget andet i den stil?
“Nej, det vil ende som et appendiks, en separat kampagne man kører. Det gør bare minoriserede grupper til særlige mennesker, der skal have kortvarige støttebeløb. Og så ender det i virkeligheden med at ekskludere dem, hvor målet er det modsatte. Vi må arbejde med repræsentation i alle led af produktionerne; bag kameraet, i writer’s room, i broadcast og blandt beslutningstagerne. Minoriserede skal integreres permanent i hele organisationen.”
“I WIFT har vi startet noget op, vi kalder ‘Alle til orde’. Det er et branchenetværk, og her er vi for første gang nogensinde lykkedes med at samle alle de tungeste brancheaktører i samme rum, på tværs af alle siloer og trods svære konkurrencehensyn. Vi skal udveksle erfaringer og dele viden om netop repræsentation – det sidst er ekstremt vigtigt, for vi mangler dansk statistik for, hvordan det står til. Hver gang vi forsøger at rejse et spørgsmål, risikerer vi at ende med at diskutere om det overhovedet forholder sig sådan, fordi der ikke er statistiske beviser.”
Hvad kan den enkelte skuespiller gøre i alt det her?
“Skuespillerne er interessante rollemodeller, fordi vi er så synlige. Hvor det at blive eksempelvis filmproducer kræver, at du overhovedet ved, at den funktion findes, er skuespillet et umiddelbart, visuelt tilgængeligt erhverv, hvor du ikke behøver at komme fra et lukket miljø som den kreative klasse – i hvert fald ikke for at have drømmen.
“Desværre er der stadig en tendens til, at minoriserede skuespillere får tilbudt roller, hvor der ikke er særligt meget at arbejde med, fordi det at være eksempelvis LGBT+ eller brun blive betragtet som en fyldestgørende karakterbeskrivelse, hvilket det jo ikke er. Vi skal selvfølgelig som skuespillere udvikle og berige vores karakterer mest muligt, men jeg synes også, vi skal turde sige nej til roller, der er stereotypiske – og vi skal italesætte, hvorfor vi siger nej. Jeg ved godt, det kan være meget svært at gøre, fordi vores arbejdsliv i forvejen er så usikkert. Men vi har et ansvar for ikke at medvirke til at reproducere karakterer og fortællinger, der bidrager til at forsinke udviklingen. Og det ansvar gælder naturligvis også vores ikke-minoriserede kolleger. Jeg synes, alle skuespillere bør forholde sig til ikke bare til deres egen rolle, men om de egentlig har lyst til at bidrage til den samlede fortælling.”
